Morten Schiellerup Bager: Nostalgiens politik er over os

Urbaniseringens kendsgerning 
Da jeg var knægt (og det er, bevares, ikke så mange år siden), var der skolelukning i Broby Kommune på Fyn.

Landsbyen Brobyværk er historisk set mest kendt for at være det sted, hvor der i 1600-tallet lå en våbenfabrik, som svensken sprængte i luften på deres march over Lillebælt og Storebælt på vej mod København.

Som jeg husker den lokale debat om skolelukningen, så var stemningen omtrent lige så dårlig, som da gløderne i våbenfabrikkens ruin stadig ulmede.

Selvom det var upopulært at slå flere af kommunens små landsbyskoler sammen, så var det hverken økonomisk rentabelt eller kvalitetsmæssigt forsvarligt at holde alle skolerne åbne.

Det langsigtede er i denne sammenhæng det mest interessante.

For uagtet hvor mange gymnasier og erhvervsuddannelser vi lægger i respirator, eller hvor mange statslige arbejdspladser vi flytter væk fra København, så ændrer det ikke på urbaniseringens kendsgerning: Det er i stigende grad mindre vigtigt, hvor vi er.

Men det ændrer ikke på det ufravigelige faktum, at danskerne flytter fra land til by.

Inspiration fra Norge og Italien 
I det lys virker det ikke som rettidig omhu at stoppe sammenlægningen af de mindste, affolkede institutioner. 

Undervisningsministeren fik det forleden i P1 Morgen til at lyde, som om folk ikke flytter sig, og det derfor var vigtigt, at institutionerne ”forblev tæt på borgerne”.

Men de borgere er altså i mange tilfælde på vej væk fra landområderne. De samler sig i de store og mellemstore byer.

Faktisk er Danmark et af de lande i Europa lige nu, hvor denne bevægelse sker med den største hastighed.

Det er også vigtigt at pointere, at det på de statslige arbejdspladser, der er blevet udflyttet, i mange tilfælde drejer sig om arbejdsopgaver, der i stigende grad bliver automatiseret. 

Det er dermed ikke de få udflyttede arbejdspladser, der redder yderkommunens affolkning, hverken nu og da slet ikke på længere sigt.

Hvad er så løsningen på urbaniseringstendensen, kunne man spørge?

I Norge, som vi ikke skal glemme økonomisk set er en overdrevent rig oliestat, har man igangsat en mængde initiativer, der skal give særligt unge incitamenter til at flytte til de yderste kommuner. Og her taler vi altså tusindvis af kilometer fra de urbane områder.

Man kan for eksempel med en specialuddannelse som læge tjene en uforholdsvis god løn eller få sløjfet sin studiegæld, hvis man bosætter sig i visse områder.

I Italien har man på det seneste også kunnet læse om kommuner, der sælger forladte huse for én euro og i tillæg betaler din husleje, hvis bare du flytter til Udkantsitalien.

Styrk de mellemstore byer i stedet 
Spørgsmålet er, om vi er villige til at tage lignende redskaber i brug i Danmark, for eksempel ved at differentiere skatten mellem by og land?

Problemet er bare, at Danmark slet ikke har de samme uanede oliereserver til at finansiere samme politik som Norge.

Og vi har vel heller ikke lyst til at finansiere det gennem en statsgæld på størrelse med Italiens?

Så hvor meget er vi egentlig villige til at betale?

Og endnu vigtigere: Kunne pengene ikke bruges klogere der, hvor borgerne rent faktisk bosætter sig?

Måske er det ligefrem på tide at styrke de mellemstore byer eller at udlægge affolkede landsbyer til natur. 

Udgangspunktet for diskussionen må være, at tendensen overalt, også i Danmark, går fra by til land.

Derfor bør vi hellere se på, hvordan vi kan understøtte udviklingen og give borgerne den bedste kvalitet og den mest effektive service under de faktiske vilkår.

For lige så meget som jeg elsker Morten Korch, lige så lidt synes jeg, at han skal være udgangspunktet for vores politiske beslutninger.