Professor: Tilliden til embedsfolk er lavere end til alle andre offentligt ansatte

Første gang man systematisk begyndte at måle befolkningens tillid til embedsværket undrede jeg mig, for hvordan kunne folk egentlig have kvalificerede meninger om embedsmænd og -kvinder?

Det er sjældent, at almindelige mennesker er i kontakt med det statslige embedsværk, hvor anonymitet næsten er en dyd. Og selv om det regionale og kommunale embedsværk er tættere på, er det sjældent, vi som borgere er i kontakt med embedsfolk af kød og blod.

Ikke desto mindre har Radius siden 2017 afrapporteret et årligt tal for befolkningens tillid til ”embedsmænd”. Deres troværdighed er større end deres foresattes, politikernes, og større end journalisters og bilforhandleres. Men det er vel heller ikke noget at prale med. Til gengæld er tilliden lavere end til alle andre grupper af offentligt ansatte og langt under de mest troværdige, som er jordemødre, sygeplejersker og læger. Tilliden til meritrekrutterede og politisk neutrale embedsfolk ligger også under tilliden til advokater og revisorer.

Tilliden er lavere end tidligere

Coronaen gav os ansigter på nogle af de tunge statslige embedsmænd og -kvinder. Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm og Helene Probst, rigspolitichef Thorkild Fogde, Statens Serum Instituts Henrik Ullum og Thyra Grove Krause var daglige gæster i vore stuer med gode råd og formaninger om håndtering af pandemien.

Senere fandt vi ud af, at et betydeligt antal navngivne embedsmænd og -kvinder havde svigtet i forbindelse med beslutningen i november 2020 om at slå alle danske mink ned. Formentlig det mest eksponerede tilfælde af kritisabel embedsmandsadfærd i danmarkshistorien. 

Man skal næppe forvente revolutionerende forslag fra Dybvad-udvalget

Peter Munk Christiansen
Professor, institutleder, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Og hvordan har pandemien så påvirket befolkningens tillid til embedsværket? Ikke meget, og slet ikke negativt, hvis skal man tro Radius. Hvor embedsværket på en fempunktskala i 2019 scorede 3,00, var den i de følgende tre år 2,99, 3,08 og 3,04. Om det positive bidrag fra sundhedsembedsværket har opvejet det negative fra Djøf-embedsmændene, er ikke til at vide.

Mens vi venter på rapporten fra det af Djøf nedsatte Dybvad-udvalg, som skal undersøge hvori mulige problemer med embedsværkets rolle består, kan man gøre sig nogle overvejelser om mulige løsninger.

En vanskelig dobbeltrolle i praksis

Danmark har et meritrekrutteret embedsværk, hvilket vil sige, at det er baseret på de ansattes kvalifikationer og erfaringer. Embedsværket varetager alle relevante opgaver for ministeren. Ingen andre vestlige lande har så få politisk rekrutterede embedsmænd og -kvinder. Vi har alene de særlige rådgivere som i antal udgør under 30.

Embedsværket skal derfor foruden faglig bistand levere politisk-taktisk rådgivning til ministeren i forhold til medier, interesseorganisationer og Folketinget. Denne dobbelte rolle viser sig vanskelig at håndtere i praksis. Jeg skal spare læserne for ellers utallige eksempler, men blot erindre om mink-sagen som den nok mest spektakulære.

Embedsfolkets fagforening - Djøf -vogter af gode grunde over den eksisterende model, hvorfor den da også ad flere omgange har iværksat udvalgsarbejder, der skulle kigge på problemer og mulige løsninger.

Nordskov-Nielsen udvalget blev nedsat med Tamil-sagen som baggrund og pegede i 1993 på en række etiske principper som grundlag for embedsværkets opgavevaretagelse. Dem var der groet så meget mos på, at Djøf 20 år senere nedsatte det såkaldte Bo Smith udvalg, som pegede på at balancen mellem faglig og politisk rådgivning dels kan sikres gennem overholdelse af en række centrale pligter, dels gennem større åbenhed.