Anmeldelse af 
Jakob Nielsen

Spionchefens utrolige bog er et nøje planlagt angreb på Barbara Bertelsen

Lars Findsen fremstiller sig selv som systemkritisk superhelt i ny bog om FE-sagen. Det er fængende og rystende. Men også et partsindlæg, som må tages med et meget nødvendigt gran salt. 

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Spionchefen – erindringer fra celle 18
Lars Findsen i samarbejde med Mette Mayli Albæk
Politikens Forlag

 

Man siger, at vinderen skriver historien.

Men er det modsatte også sandt? Er det den, der skriver historien, der vinder?

Det er tydeligvis, hvad Lars Findsen satser på. Og derfor udgiver han nu midt i valgkampen en eksplosiv bog med hans version af, hvad FE-sagen egentlig handler om.

Det er en bog fyldt med intriger, politiske rænkespil, fordækte russere, tophemmelige missioner til USA og Mellemøsten – og så lidt sex på mobilen.

Men det er først og fremmest en bog med en meget klar mission, nemlig at rense bogens superhelt og hovedperson – Lars Findsen selv – for de anklager, der er rejst imod ham. Det gør han overbevisende og med brug af alle tricks i bogen. Dermed bliver bogen også et anklageskrift rettet mod Barbara Bertelsen.

Findsen skriver det ikke direkte, men det er tydeligt, at han med bogen ønsker at efterlade det indtryk, at sagen imod ham er en slags hævnaktion fra Bertelsen efter mange års små og store konflikter. 

Findsen kender magtens cirkler

Derfor er det en også en dybt politisk bog – skrevet af en af de danskere, der kender og forstår det politiske system allerbedst, og som har færdedes i magtens allerinderste cirkler længere end nærmest nogen anden. Det er en bog, der er skrevet og timet for at skabe størst mulig politisk ravage og for at lægge maksimalt pres på den regering, der ifølge Lars Findsen forfølger ham.

Den mission ser allerede ud til at være lykkedes. Torsdag samlede hele blå blok sig om at kræve en kommission, der skal kulegrave forløbet. Og man må forvente, at et flertal nedsætter sådan en kommission, så snart der er faldet dom i retssagen mod den suspenderede FE-chef.

Foreløbig er det, som om historien næsten udelukkende fortælles fra den ene side. Vi mangler den anden version

 

Lars Findsens version af forløbet flugter med det billede, der gennem længere tid er blevet tegnet af de journalister, der dækker sagen mest intensivt. Senest i bogen ’Spion blandt venner’ af Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen.

Sidstnævnte erklærer selv i sin bog, at han er en af de journalister, som Lars Findsen angiveligt har talt med, og som dermed indgår i den kommende straffesag.

Netop derfor er der også grund til at hejse et lille advarselsflag, inden man går i gang med bogen – og for så vidt også med denne anmeldelse: Foreløbig er det, som om historien næsten udelukkende fortælles fra den ene side. Vi mangler den anden version og må stadig holde sindet åbent for den mulighed, at der er noget, vi ikke ved, og som potentielt kan ændre vores syn på sagen.

Eller som Lars Findsen selv skriver om sagen, der begyndte, da det meste af ledelsen i FE blev hjemsendt i august 2020: ”Det er i offentlighedens interesse at afdække, hvad der skete. Min fortælling er også en vigtig brik i det puslespil.”

Læs også

Lars Findsens bog foregår i to spor.

Det ene spor er skrevet i dramatisk præsens og opruller hele det chokerende forløb, der begynder kort efter, at Lars Findsen i december 2021 har købt tre æsker Matadormix i lufthavnen.

Han bliver anholdt af civilklædte betjente fra Politiets Aktionsstyrke, der ellers mest benyttes ved gidselforhandlinger eller terrortrusler. Han bliver sigtet efter straffelovens paragraf 109, der handler om videregivelse af klassificerede oplysninger. Det er et forløb, der fortsætter med 71 dages fængsling, de fleste i celle 18 i Hillerød Arrest sammen med en broget samling mere traditionelle kriminelle, som undervejs bliver efterretningschefens usandsynlige venner i kampen mod systemet. Den spillefilm kommer til at skrive sig selv.

Det er også i dette spor, at nogle af bogens store nyheder dukker op. Nyheder, som vi vel at mærke foreløbigt kun har fra én kilde. Det er for eksempel oplysningen om, at PET straks efter anholdelsen i december 2021 forsøgte at få Lars Findsen til at erkende et eller andet og meget gerne afsløre, hvem der lækker ting fra PET. Det skulle ske mod løfte om mildere straf. 

En anden nyhed er, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen angiveligt skulle have retfærdiggjort hjemsendelsen af Lars Findsen og andre ledende FE-ansatte i 2020 med den begrundelse, at hun skulle kunne "tælle til 90", selv om hun angiveligt udmærket vidste, at de pågældende ikke havde gjort noget galt. 

Fyldt med hints og spor 

Bogens andet spor, skrevet i datid, er Findsens erindringer fra cirka 30 års karriere i centraladministrationen. Det er for så vidt mere harmløst. Men også kun for så vidt. Det er faktisk her, bogens politiske landminer er placeret. 

Erindringerne er nemlig spækket med små og store hints og hentydninger til Findsens egen sag og dens hovedpersoner.

Det er også her, at Lars Findsen viser os, hvordan han gerne vil se sig selv: som en cool, tilbagelænet fyr, der nok ikke fik de højeste karakterer på studiet, men som har arbejdet sig op i graderne med knofedt, situationsfornemmelse, ydmyghed – og med lejlighedsvise dirty tricks. Han er ikke blind for egne fejltrin, men det er ikke desto mindre en helt, der træder frem på siderne. En sympatisk og lidt forfængelig superhelt.

Bertelsen skygge er vævet ind i bogen

Når Findsen beskriver en af sine første chefer, roser han ham for at være ”uprætentiøs og operativ”:

“Han er for mig et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at have tillidsfulde relationer i embedsværket.”

Det er en helt, der træder frem på siderne. En sympatisk og lidt forfængelig superhelt

Senere skriver han om Rushdie-sagen, der udviklede sig til en alvorlig krise for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen:

”Rushdie-sagen lærte mig, at højtstående embedsmænd sidder i udsatte positioner, og at man skal forsøge at beskytte Statsministeriet. Det kan dog være vanskeligt, hvis Statsministeriet ligefrem trækker beslutningerne til sig.”

Man skal ikke kunne hemmeligt kodesprog for at se, at Statsministeriets nuværende departementschef Barbara Bertelsens skygge er vævet ind i erindringernes usynlige print.

Læs også

På samme måde får Findsen afleveret flere vigtige budskaber i et ellers harmløst afsnit om hans deltagelse i jagten på danske Stasi-spioner i 1999.

“I Justitsministeriets politikontor bliver man inddraget i sager fra både det åbne politi og PET, så snart de er bare en smule politiske”, skriver han og fortsætter: “Hvis PET har gang i en særlig operation, som ministeren skal kende til, er kontoret bindeled.”

På den måde får han tydeligt fortalt, at regeringens ministre selvsagt har været bekendt med hans egen sag helt fra begyndelsen.

Den kælne stemme i Moskva 

I samme afsnit beretter han om et besøg i det dengang netop opløste DDR og konstaterer henkastet: ”Det var første gang, jeg for alvor tænkte på, hvordan overvågning krænker menneskers integritet.”

Senere er han på rejse til Moskva, hvor han på det berømte Hotel National ud til Den Røde Plads bliver ringet op af ”en kvinde med en kælen stemme”, der tilbyder at komme op på værelset.

Findsen afslog høfligt – og får så lejlighed til i bogen at slå fast, at han helt fra sine unge år har kunnet kende en såkaldt honningfælde, når han så den. En direkte kommentar til de forlydender, der er sivet om, at anklagemyndigheden skulle frygte, at Findsen kunne afpresses.

Få linjer senere bliver Findsen chef for Politikontoret i Justitsministeriet – hvor en af hans underordnede er Barbara Bertelsen:

“Hun var vellidt, festlig og fagligt på højde med de andre.” Hverken mere eller mindre.

Er sagen et opgør om åbenhed?  

Et gennemgående tema er Lars Findsens årelange indsats for at åbne efterretningstjenesterne op for offentligheden.

”Vi har deltaget i krige, afværget angreb og oprustet mod terror. Vi har indført mere overvågning, og i dag får landets to efterretningstjenester årlige milliardbevillinger. Det forpligter, og jeg mener, at enhver moderne efterretningstjeneste så vidt muligt har et ansvar for at inddrage befolkningen for at skabe den nødvendige tillid, som i yderste konsekvens kan være med til at forebygge trusler og angreb mod Danmark”, skriver Findsen i bogens forord.

Da han i maj 2002 tiltrådte som chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, udstyrede han som det første tjenesten med et nyt logo og en hjemmeside og en offentlig årsberetning.

Læs også

Samtidig tog terrortruslen til, blandt andet fordi Danmark deltog i Irakkrigen. Den vurdering brød daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sig ikke om, fortæller Lars Findsen:

“Jeg var klar over, det var ubekvemt, at PET havde en anden sikkerhedsvurdering. Men vi skulle hverken bakke statsministeren op eller gå i rette med ham. Anders Fogh forsøgte ikke på noget tidspunkt at problematisere vores vurdering. Det er helt grundlæggende, at man som efterretningstjeneste ikke lader sig presse af en regering. Man lægger sine faglige vurderinger frem, som de er. Hvis man som chef forbryder sig mod det, kompromitterer man sin tjeneste, dens legitimitet og sine folk. Selve idéen med at have en efterretningstjeneste bliver undermineret.”

Det er en umisforståelig henvisning til debatten om de danske børn i Syrien, hvor den socialdemokratiske regering angiveligt blev meget fortørnet, da det blev lækket, at efterretningstjenesterne ikke delte regeringens vurdering af, om det ville være mest farligt at hente børnene hjem eller at lade dem blive.

 

I forhold til de to aktuelle chefer i PET og FE nøjes Lars Findsen ikke med antydningens kunst. Han kritiserer dem hårdt

På samme måde får Findsen også gennem gamle anekdoter afleveret sit syn på den aktuelle og kontroversielle sag om den fængslede Ahmed Samsam, der angiveligt har været agent for både PET og FE, men som ikke fik hjælp, da han blev fængslet og terrormistænkt i Spanien.

“I krig gælder det om at få alle med hjem. Det princip skal en efterretningstjeneste også følge – for ordentlighedens skyld og for tjenestens muligheder for at hverve kilder fremadrettet”, skriver Findsen – uden at nævne Samsam med et ord. Men kritikken af håndteringen er umisforståelig.

Om FE og PET: "Amatøragtigt"

I forhold til de to aktuelle chefer i PET og FE nøjes Lars Findsen ikke med antydningens kunst.

Han kritiserer dem hårdt for at have holdt møder med et antal chefredaktører, hvor de advarede om, at det er strafbart for medierne at omtale statshemmeligheder. Og hvor de to efterretningschefer angiveligt direkte nævnede tre konkrete sager, medierne ikke burde omtale i detaljer.

“Det er amatøragtigt at tro, at man kan få andet end ballade ud af at turnere rundt til pressen på den måde og med det budskab. Den slags kan gøres langt mere elegant. Uden at forholde mig til de tre temaer, der blev bragt op på møderne, er det en diskussion værd, om de to chefer med deres fremgangsmåde kan have bekræftet forhold vedrørende tjenesternes virksomhed.”

"Dum som en dør"

På samme måde får Lars Findsen også fortalt, at hans bror, Nicholas, er blevet spurgt ind til helt irrelevante ting under afhøringer, hvor der blev henvist til de omfattende rumaflytninger:

"Hvad mente I, da I sagde, at Trine Bramsen er dum som en dør,” havde politiet spurgt. 

"At hun er dum som en dør,” havde svaret lydt. 

For Lars Findsen viser episoden, at der ikke er grænser for, hvad myndighederne forsøger at bruge imod ham – selv om det intet har med sigtelsen af gøre. Det kan sagtens være rigtigt. Men det er også et eksempel på, hvordan Lars Findsen elegant benytter forløbet til et karaktermord på den politiker, der hjemsendte ham fra chefjobbet i FE. 

"Barbara, for fanden!"

Gennem hele bogen fortæller Lars Findsen om flere større og mindre sammenstød med Barbara Bertelsen undervejs i karrieren. Nogle gange er det voldsomt, som da Bertelsen under et møde med flere deltagere i Justitsministeriet angiveligt rejser sig og råber til Findsen: "Du skal ikke komme her og fremture!". 

Et af de sidste sammenstød finder sted, efter at justitsminister Nick Hækkerup i Folketinget har fremsat sin tese om, at mere overvågning skaber mere tryghed.

Lars Findsen hører den på sit kontor, men da han senere deltager i et møde med Barbara Bertelsen, nævner han det for hende og udtrykker sin forbløffelse.

“Barbara, for fanden. Det der, Nick sagde i salen tidligere i dag med overvågning. Jeg håber næsten, det var noget, han selv fandt på, og at det ikke er noget, I har skrevet ind i hans talepapir.”

Det faldt ifølge Findsen ikke i god jord. På bagkant overvejer han, om det havde været klogt at invitere Bertelsen på frokost og få bilagt stridighederne, men det er Lars Findsen alligevel for stolt til.

Sex på mobiltelefonen 

På den måde etablerer han omhyggeligt det motiv, der angiveligt skulle have ført til, at han i august 2020 bliver hjemsendt, mens det bliver undersøgt, om Forsvarets Efterretningstjeneste har handlet i strid med loven.

Og vel også motivet for, at der kort efter hjemsendelsen iværksættes en omfattende overvågning, der omfatter aflytning, hemmelige ransagninger og meget mere. Et indgreb, som Lars Findsen i sagens natur først finder ud af, efter at han i december 2021 er fængslet.

Det er også først her, at han med tiden opdager, at anklagemyndigheden også vil fremlægge detaljer om Lars Findsens sexliv i sagen mod ham. Man må forstå, at det drejer som om beskeder og billeder fundet på hans mobiltelefon. Men Findsens egen forklaring er, at han bevidst har valgt at benytte sin telefon til det samme som rigtig mange andre mennesker – ellers kunne fremmede magter jo netop tro, han skammede sig og potentielt kunne afpresses.

De svages beskytter – eller magspiller?

Dermed er vi også tilbage i nutidsdramaet, som er bogens fortællermæssige nerve.

Mens de historiske erindringer som beskrevet er propfyldte med slet skjulte antydninger og personlige opgør, så er afsnittene om perioden i Hillerød Arrest skrevet med langt større forsigtighed. Her understreger Findsen igen og igen, at det er begrænset, hvad han kan fortælle – og i stedet tager han os med ind i sine dagbøger og ikke mindst i forholdet til de kriminelle, som i løbet af de 71 dage i arresten bliver hans venner.

Han forarges, da en egyptisk mand igen og igen bliver udstyret med apatiske forsvarsadvokater, der kun er interesseret i at hæve deres honorar. Og han fortæller, hvordan en anden har fået tre års fængsel for et våben under hovedpuden.

“Jeg tænker tilbage på 1990’erne, da jeg i Justitsministeriet en overgang havde et deltidsjob som anklager med flere volds- og røverisager. Dengang ville en pistol have givet 30 dages fængsel. Det er jo en voldsom udvikling.”

Det er med til at tegne billedet af Findsen som systemkritikeren, der nu efter lang tids kamp er blevet indhentet af systemet.

Uanset hvad der er op og ned, er FE-sagen oplagt en af danmarkshistoriens største skandaler

Men det er en falsk historie, og indimellem får man også et klart billede af Lars Findsen som den benhårde magtspiller på Slotsholmen, som han er og har været.

Da han i december 2015 rager uklar med den nyudnævnte forsvarsminister Peter Christensen og aner, at tiden som departementschef er ved at rinde ud, fikser han selv fyringen på en måde, så han bytter plads med daværende FE-chef Thomas Ahrenkiel.

Og da han i foråret 2020 får nys om, at han snart vil miste jobbet som FE-chef, går han alligevel videre med de traditionelle sommerinterviews i de store aviser, selv om det med hans egne ord vil få udskiftningen i ledelsen til at fremstå ”endnu mere absurd”.

Selv i den mest pressede stund under retsmøderne i byretten er Lars Findsen nærværende nok til at spille spillet. Først ved at sige nogle nøje udvalgte ord til de tilstedeværende journalister, og senere ved at medbringe en bog og omhyggeligt at sørge for, at journalisterne kan se dens omslag og titel. Mission lykkedes begge gange: pressen slugte Lars Findsens godbidder som slik.

En brik i puslespillet

Derfor er det så vigtigt at huske, hvad Lars Findsen selv skriver i bogens indledning: at hans historier er en brik i det store puslespil. Men også kun én brik.

Det ændrer ikke på, at bogen giver et tiltrængt og helt ekstremt fascinerende blik ind i dele af den danske administration, hvor offentligheden stort set aldrig lukkes ind.

Og takket være journalist Mette Mayli Albæks eminente pen og komposition sker det på en måde, der er helt så læseværdig som de bedste romaner på hylden.

Det er – med Findsens ord – ”uhørt, at chefen for den ene af landets efterretningstjenester bliver anholdt og fængslet på baggrund af materiale indsamlet gennem en langvarig overvågning foretaget af den anden efterretningstjeneste”.

Uanset hvad der er op og ned, er FE-sagen oplagt en af danmarkshistoriens største skandaler. Vi ved endnu ikke, hvordan historiebøgerne vil skrive den, og hvem der vil stå tilbage som vindere og tabere. Men takket være ’Spionchefen’ har vi nu et førsteklasses førstehåndsvidne at forholde os til.

Det skylder offentligheden både Lars Findsen og Mette Mayli Albæk en stor tak for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Findsen

Chef, Forsvarets Efterretningstjeneste (hjemsendt), fhv. departementschef, Forsvarsministeriet 2007-15
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)