Tidligere ambassadør: Danske eurokrater er en truet race. Det er regeringens egen skyld

Når man hører argumenterne fra regeringen i dag, er der umiddelbart to åbenlyse hindringer, man angiveligt ikke har tænkt på: manglende sprogkundskaber og manglende anerkendelse af opnået indsigt, når man vender hjem. Engelsk er ikke en kvalifikation, men en forudsætning. Fransk og tysk, som få behersker, er en kvalifikation.

De to oversete hindringer vender jeg tilbage til senere.

Det hele kalder på noget mere fristende

Hvad stiller regeringen danske borgere i udsigt, ud over et spændende job i internationale omgivelser med gode karrieremuligheder?

Gør man sig i løbet af en kortere eller længere EU-ansættelse fortjent til at komme i betragtning til en passende indplacering i offentlige stillinger i Danmark?

Svaret er i praksis nej.

Engelsk er ikke en kvalifikation, men en forudsætning. Fransk og tysk, som få kan, er en kvalifikation,

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør

Når jeg stiller spørgsmålet, er årsagen, at det er de europæiske institutioner, der opslår stillingerne og ansætter. Regeringens rolle er alene opfordrende og opmuntrende over for kvalificerede danskere med udlængsel.

Det er dog næppe alene altruistisk fædrelandskærlighed, der får en til at søge mod Bryssels 'europæiske kvarter.'

Marie Bjerre søgte i januar svar på problemet på et tilløbsstykke af et møde med udsendte og fastansatte embedsmænd og -kvinder i Bruxelles.

Europaministeren henviste til, at regeringen sætter fokus på at tiltrække flere danskere og gør ”en indsats nu med informationskampagner og træning op til concours [adgangsprøver].”

Men er det i virkeligheden de danske 'pandaer', der skal undsættes? Klarer de sig dårligere, fordi de er for få? Skal de have hjælp?

Nja, det er snarere den danske interesse i at have embedsmænd og -kvinder af dansk nationalitet i EU-institutionerne, der skal undsættes, støttes og afhjælpes. 'Pandaerne', det vil sige de danske embedsmænd og -kvinder, har det fint.

Af de omstændigheder, der normalt nævnes i debatten som årsager, er det offentliges manglende prioritering af ansættelser; mindre attraktiv aflønning end tidligere; manglende muligheder for ægtefællebeskæftigelse; uberettiget nedjustering af skoleelevers karakterer ved tilbagevenden; fratagelsen af stemmeret til Folketinget og, efter omstændighederne, fratagelse af udlandsdanskeres børns statsborgerskab.

Ingen af disse omstændigheder er nye, men deres negative vægtning er øget i takt med internationaliseringen og får i deres konsekvens nærmest karakter af, at man har begået en forseelse. Hvem vil gerne miste sin stemmeret?

Ingen skulderklap til de sproglige analfabeter

Og nu tilbage til de to åbenlyse hindringer, man angiveligt ikke har tænkt på: utilstrækkelige sprogkundskaber og manglende anerkendelse af opnået viden og indsigt.

Konsekvenserne af stærkt forringet kendskab til fremmedsprog ud over engelsk har været fagligt og politisk drøftet siden gymnasiereformen i 2004.

Handelshøjskolen (CBS) har netop besluttet at lukke alle sproguddannelser, og tilgangen til sprogstudier på universiteterne falder. Det Nationale Center for Fremmedsprog pegede for et par år siden på, at ”Danmark halter bagud ...”

Verden kan nu engang ikke opleves, forstås, forklares og analyseres alene på dansk og engelsk,

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør

I 2019 opgjorde centret, at 32 sprog- og kulturfag var lukket.

Folketingets børne- og undervisningsudvalg udgav i 2011-12 en række anbefalinger med titlen 'Sprog er nøglen til verden'. Og i sin grundlovstale i år talte statsministeren om åndelig oprustning; heri indgår vel sprog- og kulturforståelse?

Verden kan nu engang ikke opleves, forstås, forklares og analyseres alene på dansk og engelsk. I år er det samlede antal ansøgere til tysk og fransk på universiteterne i København og Aarhus 61 personer. Det kalder på handling.

I tillæg til sproghindringen er det efter min mening heller ikke indlysende, hvorfor unge akademikere skulle søge stillinger, som politikere, embedsmænd, universitetsforskere så brændende ønsker, at der søges, men som langt hovedparten aldrig selv har været i nærheden af at søge.

Endelig er der, mig bekendt, ikke noget statistisk belæg for, at tjeneste i EU – det være sig som åremålsudsendt ekspert eller som fastansat i EU-systemet – bliver omvekslet positivt ved en tilbagevenden og ved forfremmelser.

Før formandskabet for Ministerrådet i 1993 konkluderede et papir udarbejdet i Udenrigsministeriet, at erfaring og kvalifikationer opnået i EU-systemet ikke rigtigt talte med i karriereforløb i centraladministrationen.

Det var heller ikke nyt dengang. Dette endnu gældende vilkår er ganske afgørende for manglende incitament, og her går man fortsat 'som katten om den varme grød.'

Lovgiverne lurepasser løsningerne

Tidligere EU-kommissær Mariann Fischer Boels beretning fra december 2013 om fremme af ansættelser indeholdt 27 anbefalinger.

Om meritering: ”Det overvejes, hvordan (...) udsendelse til en EU-stilling kan indtænkes i et normalt karriereforløb i centraladministrationen eller privatsektoren, og (...) ekspertise og netværk (…) kan udnyttes optimalt ved eventuel hjemvenden.”

I Kristian Jensens tid som finansminister kom fra Finansministeriet ”Handlingsplan for fremme af danskere i EU”. Meritering nævnes som et emne, der ”vil blive arbejdet for”

Så hvis europaminister Marie Bjerre og andre virkelig vil have danskere i EU, må de bl.a. sikre en tilbagefaldsvej for danskere, der gerne vil til EU, men ikke nødvendigvis for livet,

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør

I april sidste år tog europaparlamentariker Morten Helveg Petersen (R) tyren ved hornene, da han i et læseværdigt idékatalog gjorde gældende, at EU er indenrigspolitik: ”Gør EU-erfaring til et krav for at blive kontorchef i centraladministrationen og udsend nationale eksperter i længere tid.”

Finansministeriet udgav i marts 2025 en 32 siders glimrende pjece Karrieremuligheder i EU.

Intet om meritering, men et par velkendte sætninger om vigtigheden af tilstrækkelig repræsentation af danske perspektiver.

Har Helveg Petersen en pointe? Ja da.

I en kronik i Berlingske i marts 2013 argumenterede professor i europæisk politik Marlene Wind overbevisende for vigtigheden af danskere i EU-systemet, men det er svært at se, at hendes forslag om midlertidig ansættelse i et ministerium inden mulig ansættelse i EU har sat sig spor.

Marlene Winds konklusion om at ruske op i ministeriernes ”forstokkede tendens” til belønning af medarbejdere, der hele livet er blevet hjemme i den nationale andedam”, må fortsat anses for at være gyldig.

Så hvis europaminister Marie Bjerre og andre virkelig vil have danskere i EU, må de sikre en tilbagefaldsvej for danskere, der gerne vil til EU, men ikke nødvendigvis for livet.

I forlængelse af disse betragtninger foreslår jeg, at akademiske fuldmægtigstillinger i centraladministrationen, styrelser og udvalgte kommuner efter omstændighederne opslås dels med en begrænset mulig forflyttelsespligt på 2-4 år som national ekspert i EU-systemet, dels med en mulighed for forberedelse til adgangsprøve i EU-systemet under ansættelse og ansættelse indtil EU-systemet tilbyder en fast stilling.

En fast stilling medfører, at man automatisk får dansk orlov i eksempelvis otte år. Denne orlov kan efter den konkrete danske interesse forlænges.

Vender man tilbage efter otte år, sker genplaceringen på et lønskalatrin, der numerisk svarer til den EU-stilling, man forlod, og en indplacering, der er tilsvarende det slutniveau, man havde i den pågældende EU-institution. Man begynder naturligvis ikke forfra.

*For præcisionens skyld er ”de europæiske institutioner” alene og konsekvent EU-systemet; ikke den paneuropæiske organisation Europarådet med 46 medlemmer, hvis kvote af danske embedsmænd har været nødlidende i omkring ti år, og hvor intet gøres fra dansk side vedrørende antal eller karrierefremme. Udstationering ved Europarådet, inklusive Den europæiske Menneskerettighedsdomstol kunne blandt andet være med til at øge indsigten i Danmarks manøvremuligheder vedrørende Den europæiske Menneskerettighedskonvention jf. Frederiksen/Meloni-initiativet.