Ngo: Klimatiltag må aldrig tromle oprindelige folks rettigheder

Af Kathrin Wessendorf
Konstitueret direktør, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)

Vindmølleparken i Lake Turkana i det nordlige Kenya er et andet eksempel på, hvordan et klimaprojekt påvirker oprindelige folks rettigheder.  

Kathrin Wessendorf
Konstitueret direktør, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)

Der er mange hensyn at tage, når vi taler menneskerettigheder, verdensmål og klimakrise.

Midtimellem finder vi de oprindelige folk. De er ofte 100 procent afhængige af naturen, der sikrer deres livsgrundlag, og er derfor særligt udfordrede, når klimaet ændrer sig. Samtidig bliver de tit påvirkede, når klimatilpasningsprojekter og grøn energi indfases lige der, hvor de lever. Derfor er vi i IWGIA glade for, at menneskerettigheder er kommet ind i debatten på Altinget.

I forrige uge opfordrede udviklingsminister Rasmus Prehn til at droppe silotænkningen mellem verdensmålene og Parisaftalen, og understregede, at ”kun ved at løse klimakrisen kan vi nå verdensmålene”.

Klimakrise og verdensmål skal tænkes sammen
IWGIA er enig: Klimakrise og verdensmål skal tænkes og løses sammen, men det kræver, som Eva Grambye så rigtigt påpeger i Altinget 31.1 og 26.2, at menneskerettigheder er en integreret del af indsatsen.

Når store aktører som for eksempel Danmark eller Den Grønne Klimafond finansierer klimaprojekter i udviklingslande, bør de forpligtes på at bidrage til reel bæredygtig udvikling.

Danmark har netop fordoblet sit bidrag til Den Grønne Klimafond til 800 millioner kroner. Det er både positivt og bydende nødvendigt, at der mobiliseres finansiering til tilpasnings- og reduktionsprojekter i udviklingslande.

Den Grønne Klimafond vedtog i 2018 en progressiv politik for oprindelige folks rettigheder. IWGIA arbejder tæt sammen med oprindelige folks organisationer, i dialog med Danmarks bestyrelsesmedlem i Den Grønne Klimafond, om at sikre implementeringen af politikken i praksis. Og det er der behov for.

Bæredygtig forvaltning af vådområder
Det er nemlig ikke altid til gavn for oprindelige folk, når klimaprojekter føres ud i livet. Faktisk støder rettigheder let sammen med klimatiltag, når de to ikke tænkes sammen fra start.

Det første projekt, som Den Grønne Klimafond støttede tilbage i 2015, handlede om bæredygtig forvaltning af vådområder i Perus Amazonasregnskov. Men områdets oprindelige folk var hverken blevet hørt eller informeret tilstrækkeligt, før projektet blev godkendt og gennemført, hvor de lever.

Projektet modtog stor kritik fra civilsamfundet, og i 2019 blev sagen taget op af Den Grønne Klimafonds uafhængige klagemekanisme (IRM). Den konkluderede, at der forelå mangler i processen omkring frit, forudgående og informeret samtykke (FPIC) samt mangelfuld information om projektet til de berørte oprindelige folk i projektområdet.

Vindmølleparken i Lake Turkana i det nordlige Kenya er et andet eksempel på, hvordan et klimaprojekt påvirker oprindelige folks rettigheder.

Vestas leverede 365 vindmøller til projektet, og Danmark har støttet Lake Turkana Wind Power Park gennem Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) med hele 88 millioner kroner.

Det bliver udråbt til en succes af skiftende udviklingsministre, og udviklingsminister Rasmus Prehn skriver senest i Altinget i november, at ”Vindmøllerne er et symbol på den grønne omstilling, vi stræber efter, hvis vi skal gøre os håb om at nå i mål med de ambitiøse klimamål, vi har sat. Og de er også et eksempel på en målrettet dansk indsats, der gør en forskel.”

Lake Turkana-vindmøllerne kan på den positive side dels bidrage til at nå Parisaftalens målsætning om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader og dels levere på verdensmål syv om adgang til bæredygtig energi for alle.

Der er ingen tvivl om, at projektet har bidraget til forbedret infrastruktur og er sat i verden med gode klimahensigter. Desværre viser et nyt studie udgivet af IWGIA, at projektet har været skyld i, at oprindelige folk er blevet tvunget fra deres hjem, tvangsforflyttet, så byggeriet kunne komme til, og at konsultationsprocessen har været mangelfuld.

De oprindelige folk har i dag ikke adgang til den vedvarende energi, der bliver produceret i vindmølleparken; de har rejst sag mod regeringen, og lokalområdet er plaget af sygdomme og stigende prostitution.

Klima tromler rettigheder
Som de to eksempler overfor viser, kan klimatiltag og menneskerettigheder kollidere, så det ene går ud over det andet. Klimakrisen må aldrig blive en undskyldning for at tromle hen over folks rettigheder.

For oprindelige folk har rigeligt at kæmpe med. De udgør 5 procent af klodens befolkning, cirka 15 procent af verdens fattigste, og 40 procent af de miljø- og menneskerettighedsforkæmpere, der årligt slås ihjel på verdensplan.

Men derudover har oprindelige folk en helt særlig rolle at spille i forhold til at løse klimakrisen, som vi ikke må overse i vores iver over vindmøller og dansk eksport.

FN’s Klimapanel anerkendte i 2019, at der er en direkte sammenhæng mellem sikring af oprindelige folks ret til jord og bevarelse af skov og biodiversitet, som lagrer og reducerer CO2-udledning.

I naturområder, der bliver forvaltet af oprindelige folk, er udledningen af CO2 markant lavere end andre steder, viser et studie fra Brasilien.

Bryd silotænkningen
Indsatser for at løse klimakrisen kan altså bidrage til at nå verdensmålene, så længe de er solidt plantet i de internationale menneskerettighedsforpligtelser, og så længe principper om inddragelse, medbestemmelse og gennemsigtighed står centralt, når vi ruller nye klimaløsninger ud.

Der er stadig et stort behov for at styrke rettighedsdagsordenen i det internationale samfunds klimaarbejde, hvis vel at mærke indsatsen skal føre til, at vi bryder silotænkningen og sikrer reel bæredygtig udvikling for alle. 

Derfor bruger vi i IWGIA vores ekspertise om oprindelige folks rettigheder til at arbejde for, at klimatiltag ikke krænker oprindelige folks rettigheder. Det gør vi, fordi menneskerettigheder skal overholdes per se, og fordi respekten for oprindelige folks rettigheder er central, hvis vi skal nå Parisaftalens mål og verdensmålenes princip om ”ikke at lade nogen i stikken”.

Det er oplagt, at Danmark bruger sin store ekspertise i både vedvarende energi og i oprindelige folks rettigheder til at styrke synergien imellem de to.