Bliv abonnent
Annonce
Debat

Aktive Ejere: Danmark skal gå forrest mod europæisk deregulering

Skulle vejen mod en europæisk kapitalunion vise sig at være lang og trang, kunne et fælles nordisk initiativ måske vise vej og sætte tempoet op i EU, skriver Thomas Gyldal Petersen.
Skulle vejen mod en europæisk kapitalunion vise sig at være lang og trang, kunne et fælles nordisk initiativ måske vise vej og sætte tempoet op i EU, skriver Thomas Gyldal Petersen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
2. februar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Verden er under forandring. Danmark er truet på sin sikkerhed, hvorfor regeringens beslutninger om oprustning er nødvendige og nyder bred parlamentarisk opbakning.

Men også amerikansk told og kinesisk statsstøtte begrænser den frie handel globalt og skaber usikkerhed om dansk og europæisk økonomi. Også her burde regering og et bredt flertal i Folketinget samle sig om initiativer, der styrker europæisk og dansk konkurrencekraft i en verden, der er blevet vanskeligere at konkurrere i.

Det europæiske perspektiv er afgørende, og derfor var det glædeligt, at Europa-Parlamentet kort før jul vedtog en regelforenklingspakke, den såkaldte omnibus. Et vigtigt skridt i arbejdet for bedre rammevilkår for europæiske virksomheder.

Hvad nu, Bødskov?

Da SVM-regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag i december 2022, var det spækket med erhvervspolitik.

Meget af dette er i dag gennemført. Andre initiativer – herunder regeringens længe ventede globaliseringsstrategi – mangler fortsat at se dagens lys.

Samtidig nærmer valgperiodens afslutning sig, uden at der endnu er udskrevet valg. Det rejser spørgsmålet: Hvad skal erhvervsminister Morten Bødskov (S) prioritere i den resterende del af valgperioden?

Det sætter Altinget Erhverv til debat.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.

Det skete under det danske formandskab, og der er behov for, at Danmark i det kommende år presser på for mere regelforenkling.

Kommissionsformand von der Leyen udtrykte i sin tale ved World Economic Forum en klar vision for et mere frit og velfungerende indre marked, samt en egentlig europæisk kapitalunion, der skal sikre tilstrækkelige investeringer i vækstindustrier og virksomheder.

Nye store vækstindustrier inden for eksempelvis AI og tech vokser mest uden for Europa, og kapitalen – også den europæiske – søger i høj grad uden om Europa.

Læs også

Men omnibus-processen lærte os, at regelforenkling på fælleseuropæisk niveau tager tid og kan være sårbar for enkeltlandes eller partigruppers ideologiske uvilje. Derfor bør regeringen sideløbende med EU-sporet bruge 2026 til at sætte fokus på regelforenkling og afbureaukratisering for danske virksomheder.

Skulle vejen mod en europæisk kapitalunion vise sig at være lang og trang, kunne et fælles nordisk initiativ måske vise vej og sætte tempoet op i EU.

Stop overimplementering

Vi noterede os sidste år med glæde at en foreslået ændring for opgørelse af gearing og øgede administrative byrder for danske kapitalfonde blev taget af bordet i Finanstilsynet efter dialog med sektoren.

Dialogen viste, at det ville være uhensigtsmæssig overimplementering af EU-regler, hvorfor forslaget blev annulleret.

På den baggrund vil vi opfordre erhvervsministeren til at tage initiativ til minimumimplementering af eksisterende EU-regler, som i dag pålægger danske virksomheder unødvendigt store byrder.

Når sektoren på tværs af kapital- og investorkategorier er kommet til enighed om, hvordan sektoren selv kan bidrage til flere investeringer i danske og europæiske virksomheder, så bør regeringen bakke op med deregulering.

Thomas Gyldal Petersen
Politisk direktør, Aktive Ejere

Statsadministrationen og danske erhvervsorganisationer vil i fællesskab formentlig kunne udarbejde en række virkningsfulde forslag til lempelser. I tillæg til det kunne man med fordel se på den danske implementering af GDPR, der i sin nuværende form forekommer meningsløst omkostningstung for både private og offentlige virksomheder.

Endelig er kravene til KYC (Know Your Customer) uhensigtsmæssigt tunge og pålægger en stor gruppe virksomheder voldsomme bureaukratiske byrder. Alle er enige om, at kampen mod hvidvask og økonomisk kriminalitet er vigtig, men vi må kunne finde veje til at gøre det smartere med mindre administrativt bøvl som positiv afledt effekt.

Store udfordringer, fælles ansvar

I en usikker verden må vi stå sammen og trække på samme hammel. Det er også erhvervsministerens budskab, når han italesætter behovet for et løft af danske pensionsselskabers investeringer i Danmark og Europa.

Det er dilemmafyldt, for pensionsselskaberne skal først og fremmest sikre et afkast til fremtidens pensioner, og dernæst har de naturligvis også en interesse i at fremtidige pensionskunder har en arbejdsplads og indtægt at spare pension op fra.

Derfor skal der findes en vej, der sikrer attraktiv balance mellem risiko og afkast i et dansk investormiljø bestående af de private kapitalfonde og venturefonde, samt den institutionelle kapital i pensionsselskaberne.

Læs også

Et første skridt mod regelforenkling kunne være, at afrapportering på ventureinvesteringer kun bør finde sted hvert femte år.

I Aktive Ejere repræsenterer vi fonde og andre forvaltere af den private kapital, og der påhviler os og pensionsselskaberne en opgave i at afdække barrierer og benspænd for flere investeringer i Danmark.

Når sektoren på tværs af kapital- og investorkategorier er kommet til enighed om, hvordan sektoren selv kan bidrage til flere investeringer i danske og europæiske virksomheder, så bør regeringen bakke op med deregulering af kapitalens vej til danske og europæiske virksomheder.

Udfordringerne er store, ansvaret er fælles. Det kan løftes af den private kapital, hvis staten sikrer den rette rammesætning. Det skal 2026 blandt andet bruges til.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026