Erhvervslivets Tænketank: Industriparker er en god idé, men fem er nok for nu

Der er mange regler i Danmark. Nogle gange så mange, at det er lettere at placere sin industrivirksomhed uden for landets grænser.
Derfor er det kærkomment, at regeringen planlægger at udpege fem nye industriparker, hvor man i fremtiden kun skal sende alle myndighedsgodkendelser ind til én one-stop-shop.
Det letter de administrative byrder, hvilket øger konkurrenceevnen. Her må man dog spørge: Hvorfor ikke reducere administrative byrder alle steder i landet?
Danmark er ikke et historisk industriland sammenlignet med vores svenske og tyske naboer, og faktisk har vi mistet cirka en fjerdedel af alle industrijobs de sidste 30 år.
Den udvikling skyldes i høj grad globale strømninger, hvor arbejdspladser enten automatiseres eller flytter til Asien.
29 kommuner kæmper lige nu om at huse en af regeringens fem nye industriparker. For med industri kommer der arbejdspladser og vækst.
Men hvad vil lokalpolitikerne konkret med industriparkerne, hvordan foregår kampen om at overbevise regeringen og slå de andre kommuner, og hvad er de politiske slagsmål?
Det sætter Altinget Erhverv fokus på frem mod kommunalvalget til november.
Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.
De jobs, der er tilbage i industrien, har dog relativt høje lønninger – især i betragtning af, at de typisk er placeret uden for de store byer – så muligheden for flere industrijobs har både en national og regional dimension.
Når 29 kommuner har tilkendegivet, at de gerne vil lægge hus til de fem planlagte industriparker, forstår vi godt, at flere folketingspolitikere begynder at lege med tanken om, at vi skal have flere parker end fem.
En national industripark kan potentielt tilføre lokalområdet attraktive jobs og flotte lønsedler. Men her vil vi anbefale ikke at smøre initiativet tyndt på en hel masse steder.
Start med en håndfuld og lær af fejlene
Vi ser det nemlig som klogt, at regeringen blot planlægger fem industriparker i første omgang. For det er nemmere sagt end gjort at få sådanne parker op at stå. Start med en håndfuld parker og lær af fejlene.
Viser det sig, at de fem parker er en bragende succes, så kan man tage læringen med sig og planlægge nye parker.
Elias Stapput
Økonom, Erhvervslivets Tænketank
Viser det sig så, at de fem parker er en bragende succes, så kan man tage læringen med sig og planlægge nye parker.
Hver national industripark skal kunne tilbyde noget attraktivt i forhold til andre placeringer på verdenskortet. Her er adgang til billig energi, kvalificeret arbejdskraft, kollektiv infrastruktur (eksempelvis havne og veje) med videre afgørende.
Og kan der komme noget volumen på industriparken kan man få klyngeeffekter, som gør industriparken mere interessant.
En sidebemærkning her er, at klyngeeffekterne opstår dynamisk – vi tror ikke på, at man fra politisk hånd kan lege Kirsten Giftekniv og matche brancher eller virksomheder med hinanden, så der opstår synergieffekter.
En anden fordel ved at nøjes med fem parker til en start vil også være, at det kan skabe en sund konkurrence mellem kommunerne.
Ikke om at give direkte støtte – men om at etablere gode, lokale rammevilkår, herunder hurtige myndighedsgodkendelser og en forståelse hos kommunen om, at erhvervslivet er fundamentet for fremtidens velfærd.
En sådan forståelse mangler i mange kommuner i dag.
Globale virksomheder skal kunne se fidusen
Det er billigere og mere effektivt at levere på de ovenstående konkurrenceparametrene, hvis man samler industriparkerne på få udvalgte nøglelokationer – gerne med hver deres unikke fordel.
Hvis man eksempelvis vil sikre billig energi og en effektiv udnyttelse af et elnet under stadig større pres, kan man placere en industripark tæt på der, hvor strømmen fra de kommende havvindmølleparker bliver ført i land.
Sådan en placering vil være attraktiv for virksomheder, der efterspørger store mængder grøn strøm. Industriparker tæt på gas- eller brintrør kan også være attraktive placeringer.
Det handler om at udnytte de store investeringer, vi allerede har besluttet. Det gælder uanset, om det er erhvervshavne eller energiinfrastruktur.
Til sidst skal man huske på, at det ikke er kommunernes udbud af placeringer, der er afgørende for, hvor mange arbejdspladser, der kommer.
Det er globale virksomheder, der skal kunne se en fidus i at placere sig eller blive i Danmark, hvor vi har nogle af verdens højeste lønninger, der historisk har skubbet industrijobs ud af landet.
Så vores anbefaling til regeringen er, at de skal holde fast i fem placeringer, som man så går all-in på.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer


















