Forbehold kan tvinge Danmark til at bryde EU’s enhed i Ukraine
På grund af forsvarsforbeholdet er det uklart, om Danmark kan deltage i en ny europæisk træningsmission til hjælp for modernisering af den ukrainske hær, som EU’s udenrigsministre er nået til enighed om.
Thomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: Netop som den sikkerhedspolitiske krise i forholdet til Rusland når nye højder, risikerer Danmark at måtte bryde Europas fælles fodslag i støtten til EU’s naboland Ukraine.
Det skyldes forsvarsforbeholdet, som kan forhindre dansk deltagelse i en ny europæisk satsning i Ukraine – på trods af, at Danmark lægger stor vægt på at vise solidaritet med ukrainerne.
”Danmarks forbehold kan nu komme til at betyde, at EU ikke står så totalt sammen om støtten til Ukraine alligevel. Det er en ny og klar konsekvens af det danske forsvarsforbehold,” siger Catharina Sørensen, vicedirektør i Tænketanken Europa.