Julekalender: Jens Rohde har en "helt stor frustration" ved sit arbejde

20. DECEMBER: Medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Jens Rohde ønsker mere på fællesskabets præmisser og mindre på nationalstatens. Og så elsker han tysk mad. 

Hvad er det bedste ved at arbejde med EU-politik?
At der er en konstant vilje til at forsøge at overkomme hinandens forskelle, når man arbejder med europæisk politik og europæiske kollegaer. Alle ved, at hvis vi ikke overkommer hinandens forskelle, så eksporterer vi problemerne til hinanden, og det er en god ramme at have om politisk arbejde.

Hvad er det værste? 
At der simpelthen stort set ikke er nogen, der forstår, at hvis man vil have et fællesskab, bliver man nødt til at argumentere for fællesskabet på fællesskabets præmisser og ikke altid på nationalstatens præmisser. Det er den helt store frustration. Det er med til at udhule fællesskabet, for hvis et fællesskab ikke kan være på fællesskabets præmisser, så har det meget vanskelige kår.

Nævn et sted, hvor EU har gjort en konkret forskel for danskerne inden for de seneste par år? 
Jeg kan jo tillade mig at være så næsvis at nævne mit eget forslag, som jeg selv frembragte om at afskaffe roamingafgifter, når du tager hen over landegrænserne.

I hvilket europæisk land får man den bedste mad?
Jamen, jeg er jo tysk, så jeg elsker den tyske mad. Traditionel tysk mad.

Hvem er din europæiske yndlingsforfatter? 
Dem har jeg mange af. Thomas Piketty er økonomihistoriker, og det er det, at han er historiker, som jeg synes, gør ham interessant. Og så er jeg ret vild med den franske filosof Pascal Bruckner. Han sætter mit tankesæt på spidsen, og han har et fanatisk flot og spændende sprog.

Har du taget nogle juletraditioner til dig fra andre steder i Europa?
Mine juletraditioner er en blanding af danske og tyske. Det er både nogle kulinariske ting og en del af musikken, som vi hører, som kommer fra det tyske. Og så tager vi altid på juletur til Tyskland en weekend i december. Derudover bygger jeg altid en togbane op, som jeg har arvet fra min tyske morfar.

Tema: Julekalender 2018

Forrige artikel Her er årets mest læste EU-debat Her er årets mest læste EU-debat Næste artikel Dansk frustration: Ny EU-aftale lader truet ål i stikken  Dansk frustration: Ny EU-aftale lader truet ål i stikken