Julekalender: Når det kommer til juletraditioner, er Pia Ahrenkilde udemokratisk

11. DECEMBER: I stedet for en politiker gemmer der sig bag dagens låge vicegeneralsekretær i EU-Kommissionen Pia Ahrenkilde-Hansen. Læs, hvilke juletraditioner hun holder i hævd i Bruxelles, og hvad hun håber, politikerne vil sætte fokus på i den kommende EP-valgkamp.

Hvad er det bedste ved at arbejde med EU-politik – og hvad er det værste?
Det bedste er klart, at det giver mening. Det, der var – og stadig er – et fredsprojekt, er vores bedste chance for at finde gode svar på tidens største globale udfordringer: migration, klima, presset på det internationale handelssystem og sikkerhed. Vores opgave er at foreslå løsninger, der kan tjene alle EU's borgere. Så jeg behøver ikke at spørge mig selv, hvorfor jeg går på arbejde hver dag. Det sværeste er, at det handler om lange, seje træk, hvor resultaterne tager tid, og at kompleksiteten er en del af EU's DNA og vores helt unikke, overnationale demokrati.

Nævn et sted, hvor EU har gjort en konkret forskel for danskerne indenfor de seneste par år
Hvor skal jeg starte? Vi har allerede været lidt inde på fred, frihed og frihandel for at citere udenrigsministeren. Det er daglige EU-goder, der ikke bør tages for givet. Nye handelsaftaler, som dem vi har indgået med Canada og Japan, skaber vækst og jobs i Danmark, der er med til at opretholde en høj levestandard.

Helt konkret er der også afskaffelsen af roamingudgifter, der trådte i kraft 1. juni 2017. Indtil da slukkede folk rutinemæssigt deres telefoner, når de krydsede grænsen. Der er også aftalen med Tyrkiet, der jo har gjort en kæmpe forskel i antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark.

Hvilke temaer synes du, skal på dagsordenen i EP-valgkampen?
Det er jo politikerne, der afgør det. Men jeg håber selvfølgelig, at valgkampagnen kommer til at handle om de fælles europæiske udfordringer fremfor primært at dreje sig om indenrigspolitik. Europapolitik er jo også national politik. Det ville være rart, hvis det i den daglige debat blev tydeliggjort, hvor meget det hele hænger sammen. Så tror jeg også, at flere ville gå hen og stemme ved europavalget og se, at det nytter. Det er en ideel lejlighed til at debattere – som statsministeren også var inde på i sin tale i Europa-Parlamentet for nylig – hvad EU skal prioritere for fremtiden.

Hvordan fejrer du jul?
Jeg fejrer jul på meget dansk vis. Hverken andesteg, brune kartofler eller rødkål efterfulgt af risalamande og mandelgave er til forhandling med den franske halvdel af min familie, som i øvrigt ikke kunne drømme om at protestere. Når det foregår hjemme i Danmark, er vi til julegudstjeneste i Mogenstrup Kirke, hvor jeg selv er konfirmeret, og min ældste søn er døbt. Er vi ikke i Danmark, bliver julesalmerne sunget i Den Danske Kirke i Bruxelles. Efter middagen skal der så danses om juletræet til ret stor morskab for mine tre store fransk-danske teenagere, der er født og opvokset i Bruxelles. Men ingen gaver, før de har været gennem hele ritualet. På det ene punkt er jeg helt udemokratisk.

Hvad kan europæerne lære af danskerne, og hvad kan vi lære af andre europæere?
Europæerne kan lade sig inspirere af den fine balance mellem frihed og fællesskab, der karakteriserer den danske samfundsmodel. Danskerne kan lære at turde være lidt mere visionære og lidt mindre lavpraktiske, når det drejer sig om europæisk fællesskab og samarbejde, og måske i det hele taget.

Tema: Julekalender 2018

Forrige artikel Det sker i EU: Storbritannien på vej mod politisk kaos Det sker i EU: Storbritannien på vej mod politisk kaos Næste artikel EU’s forsvarstog kører – og Danmark er efterladt på perronen EU’s forsvarstog kører – og Danmark er efterladt på perronen