Debat

Margrete Auken: Folkeretten længe leve!

DEBAT: Regeringen har nedsat en taskforce, der skal kigge på den flygtningekonvention, der bremser for regeringens stramninger af udlændingepolitikken. Åbner man først op for disse vigtige aftaler, kan de forvandle sig til en Pandoras æske, hvor alle onderne flyver ud over os, skriver Margrete Auken (SF).

Foto: Pressefoto
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken
Medlem af Europaparlamentet for SF

Noget af det bedste der er sket verden efter 2. Verdenskrig, er Folkeretten. Det er både trygt og håbefuldt for Jordens fremtid at alverdens riger og lande besluttede at forholdet mellem stater skulle reguleres gennem ’Rule of Law’, ikke som førhen ’Rule of Power’.

Mange i dag, også statsledere, har glemt hvad der var baggrunden for flere centrale internationale love, nemlig forfølgelse af mindretal. Jøderne især, men også romaer, homoseksuelle osv. Det måtte aldrig ske igen!

Konventionerne er blevet til for at beskytte mindretallene mod flertallet. Det er altså direkte vås når sætningen ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’ bruges til at ville skyde for eksempel FNs Flygtningekonvention ned (ordene er Hørups fra forfatningskampen frem til 1901 og retter sig mod kongemagt og Landstinget). Både Grundloven og konventionerne beskytter folk og mindretal mod folketingsflertals vilkårlighed.

Den er også gal i Danmark. Regeringen har bebudet at når Danmark fra nytår overtager formandsskabet i Europarådet, Menneskerettighedernes hjerterum, vil man forsøge at ’modernisere’ flere af konventionerne som ’tiden er løbet fra’.

Margrete Auken
MEP, SF

Israel og Trumps nattesøvn
Men den international retsorden er i dag under pres. Det er skræmmende at Donald Trump erklærede at han ville flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Hidtil har alle Vestens ambassader holdt sig fra Jerusalem i respekt for FNs fastholdelse af at Palæstina inklusiv Østjerusalem er besat og altså ikke Israel.

Trump virker ikke som om bekymringen for Folkeretten forstyrrer hans nattesøvn. Som så mange demagoger rider han på en bølge af populistisk vrede og frustration. Der er folk der hævder at Trump nok vil blive ’normaliseret’ som tiden går, men det er før blevet sagt om populistiske mænd før de kom til magten – hvor det unægtelig gik anderledes.

Israels egen regering og Knessets flertal er også ligeglade med International lov og foragtende overfor FN – selvom det netop var FN der anerkendte Israel i 1948 på 52 procent af det historiske Palæstina.

I dag gør Palæstina kun krav på 22 procent inklusiv Østjerusalem – men selv der breder Israels ulovlige bosættelser sig hastigt. Trods jødernes egen historie som forudsætning for vigtige konventioner, har Israel arbejdet intenst især i USA og Europa for at kunne tilsidesætte dem.

Nu får de måske succes med det i USA, måske også i Europa hvor flere medlemslande også taler om at blæse på vores fælles love, værst i Ungarn og Polen, men alarmen burde gå overalt hos os.

Regeringens taskforce mod Flygtningekoncentionen
Den er også gal i Danmark. Regeringen har bebudet at når Danmark fra nytår overtager formandsskabet i Europarådet, Menneskerettighedernes hjerterum, vil man forsøge at ’modernisere’ flere af konventionerne som ’tiden er løbet fra’.

Regeringen har nedsat en ’taskforce’ af embedsmænd fra Justits- og Udenrigsministeriet. De skal kigge på om der kan gøres noget ved den bøvlede Flygtningekonvention der bremser for regeringens stramninger af udlændingepolitikken, ligesom også statsløshedskonventionen angiveligt trænger til en revision. Oveni ønsker regeringen at gøre op med Menneskerettighedsdomstolens indflydelse på dansk ret.

Pandoras æske
I bedste fald taber Danmark igen anseelse som vi gjorde det med ’smykkeloven’. Hidtil har langt de fleste lande afvist at pille ved konventionerne.

Der sidder trods alt mange kloge mennesker rundt omkring som ved at åbner man først op for disse vigtige aftaler, kan de forvandle sig til en Pandoras æske hvor alle onderne flyver ud over os sådan som verden ser ud nu med den vildtvoksende populisme og fremmedfrygt.

I den situation er små lande i øvrigt også helt fortabt. De har ingen chance for indflydelse hvis det bliver magtens sprog der hersker i stedet for rettens.

Danmark må og skal besinde sig. Vores bedste chance for at få respekt og dermed lydhørhed er at værne det internationale retssamfund mod populistiske bølger af protektionisme og mangel på solidaritet.

Universelle rettigheder forbliver kun universelle hvis vi passer på dem og efterlever dem. Folkeretten længe leve – i rigtig mange år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00