Debat

Rina Ronja Kari: Ny folkeafstemning om Europol øger politikerlede

DEBAT: Man kan overveje, hvad det gør ved vores demokrati og den udbredte politikerlede, hvis vi gentager afstemningen om retsforbeholdet, blot fordi en række EU-begejstrede partier vil have endnu mere EU, skriver Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari (N)
Medlem af Europa-Parlamentet

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Diskussionen om Europol er i sandhed blusset op igen, efter offentligheden fik kendskab til Kommissionens forslag til en samarbejdsaftale. Og der er allerede kommet krav om en ny folkeafstemning.

Men at spørge befolkningen om det samme én gang til er ikke en god vej at gå.

Før folkeafstemningen sidste år sagde jeg – på vegne af Folkebevægelsen mod EU – at Danmark skulle søge en samarbejdsaftale med Europol, der kunne sikre, at vi både kunne beholde retsforbeholdet og samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Vi skal aldrig være bange for at spørge borgerne, men vi skal tage svaret seriøst.

Rina Ronja Kari
Folkebevægelsen mod EU

Bedre aftale end i Norge
Og vi henviste gentagne gange til Norge som model. Norge, der ikke er medlem af EU, men som alligevel har en samarbejdsaftale, som sikrer, at de arbejde sammen med Europol.

Den aftale EU-kommissionen har tilbudt Danmark går temmelig meget længere end Norges. Den sikrer direkte og hurtig adgang til registrene, den sikrer tæt operationelt samarbejde, og den giver ovenikøbet Danmark en plads ved bestyrelsesmøderne. Godt nok uden stemmeret, men med mulighed for at komme med ønsker og påvirke diskussionerne.

Hvor det danske politi i dag ringer til rigspolitiet for at få lavet en søgning i Europols database, der skal de i fremtiden ringe til en medarbejder hos Europol (der vil være bemanding 24/7). Personen er altså ikke længere ansat af Danmark, men af Europol, men funktionen vil være den samme og antallet af opkald ligeså.

Hvor det danske politi i dag har såkaldte forbindelsesofficerer hos Europol, der kan sikre hurtigt og godt samarbejde med politi fra andre lande, ja, der kommer vi sørme stadig til at have lige præcis sådanne forbindelsesofficerer.

Det er altså ikke uden grund, at Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, lektor i International Straffeproces ved Syddansk Universitet, roser aftalen, ja, faktisk kalder den ”fantastisk god” i en artikel på dr.dk.

Ja-partier taler aftalen ned
Alligevel har flere af de EU-begejstrede partier travlt med at tale aftalen ned. Der bliver skruet op for de bekymrede miner, og mindst ét parti (Radikale) har allerede krævet en ny folkeafstemning.

De bliver ikke tilfredse, før Danmark er helt og fuldt med. Og helst også i en masse anden EU-retspolitik. Men her må vi sige stop. Vi har lige stemt om, hvorvidt vi skulle sende retspolitikken til EU. Det blev som bekendt et stort og solidt nej.

Det var ikke et nej til at samarbejde og slet ikke et nej til Europol, men det var et nej til at lade Folketinget sende retspolitikken stykke for stykke til EU. Og så var det et nej, hvor vi på nej-siden lovede, at vi godt ville kunne samarbejde med Europol bagefter. Det har vi levet op til. Der ligger en aftale på bordet, som sikrer lige præcis dét.

Borgernes svar skal tages seriøst
At gentage afstemningen nu vil blot være at sige til borgerne, at vi bliver ved med at spørge, helt indtil EU-partierne får det, som de vil have det. Så kan man jo overveje, hvad det vil gøre ved vores demokrati og ikke mindst ved den udbredte politikerlede.

Til gengæld skal jeg da være den første til at foreslå andre folkeafstemninger. Vi er aldrig blevet spurgt om Finanspagten, som binder vores økonomi på hænder og fødder. Og hvad med handelsaftalen med Canada, CETA? Den kunne vi også godt bruge en folkeafstemning om.

Vi skal aldrig være bange for at spørge borgerne, men vi skal tage svaret seriøst. At gentage afstemningen om retsforbeholdet nu, bare fordi nogle EU-begejstrede partier vil have endnu mere EU, det er ikke seriøst. Men at spørge om nogle af de mange andre store emner, der fylder i både Danmark og EU – det vil da være en glimrende idé.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00