Schaldemose: Den svære balancegang med Tyrkiet

DEBAT: Med en fastfrysning af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet ønsker vi at sende et tydeligt politisk signal om, at grænsen er nået. Hvis ikke vi håbede eller troede på forbedringer, havde vi foreslået at stoppe forhandlingerne helt, skriver Christel Schaldemose (S).

Af Christel Schaldemose
Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Af politikere forventes det altid, at man har et klart svar og en kontant melding om en given sag. Og det har vi naturligvis også ofte. Men jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det er svært at vide, hvad der rigtigt at gøre, når det gælder EU’s relationer til Tyrkiet.

I sidste uge stemte vi i Europa-Parlamentet for en resolution, der opfordrede EU-kommissionen og Rådet til midlertidigt at fastfryse de tyrkiske optagelsesforhandlinger.

Jeg støttede denne resolution. De menneskerettighedskrænkelser og den indskrænkning af demokratiet, som præsident Erdogan har sat i værk, ikke mindst i kølvandet på det mislykkede militærkup, er dybt bekymrende. Udviklingen går den forkerte vej. Det er et faktum.

Alligevel er det et stort skridt at tage. Tyrkiet har i mange år været en allieret for os i Europa – ikke mindst igennem NATO. EU og Tyrkiet handler ganske meget med hinanden, og der bor millioner af borgere i EU med tyrkisk baggrund.

Vil Erdogan ikke blot bruge det politiske signal fra Europa-Parlamentet og enkelte EU-lande til at bevæge sig længere væk fra EU?

Det er svært at sige med sikkerhed, hvad der kommer til at ske. Lige nu virker det mest som om, at Erdogan vender hver en begivenhed til sin egen fordel.

Internt i EU tager vi bladet for munden, når det gælder et par medlemslande, der også slækker på pressens frihed, indsnævrer retsstaten og er hård ved kritikere af regeringerne. Og vi kræver Københavnerkriterierne overholdt og truer med økonomiske sanktioner

Så hvorfor skulle vi ikke også sende politiske signaler til Tyrkiets regering, når vi gør det til egne medlemslande?

Det er en af årsagerne til, at Europa-Parlamentet foreslår denne såkaldte fastfrysning af forhandlingerne. Det er ikke et forslag om at afvise Tyrkiet som kandidatland.

Men med en fastfrysning ønsker vi at sende et tydeligt politisk signal om, at grænsen for, hvad EU som demokratisk union kan blive ved med at tolerere, er nået.

Hvis ikke vi håbede eller troede på forbedringer, havde vi foreslået at stoppe forhandlingerne helt. Men vi tror på, at både EU og Tyrkiet er bedst stillet, hvis vi er partnere.

Og jeg og et stort flertal af mine kollegaer i parlamentet tror på, at de tyrkiske borgere er bedst stillet ved, at båndene ikke kappes helt. Dialog med Ankara skal ikke opgives, men for en stund i hvert fald tager vi afstand fra at kunne forhandle videre med et land, der ikke virker interesseret i at overholde de grundlæggende principper for et demokrati og en retsstat.

Vores forventning er, at Kommissionen og Rådet nu lytter til det signal og agerer derefter. Det er en bekymrende udvikling, vi er vidner til, og der er brug for et kursskifte i Tyrkiet i en positiv retning. Samtidig håber vi også, at oppositionen i Tyrkiet hører vores signal om, at der bliver fulgt nøje med i, hvad Erdogan foretager sig.

Det gælder på den ene side om at bevare de muligheder, vi har for at trække Tyrkiet i en demokratisk retning, og samtidig ikke bare lade stå til, nu hvor tilstandene i landet forværres. Det er en svær balancegang.

Derfor er jeg stadig i tvivl om, hvad der er den rigtige kurs. Min bekymring gælder især de helt almindelige tyrkiske borgere. Bliver det værre eller bedre for dem, at vi offentligt og markant kritiserer den tyrkiske regering? Det er svært at svare på, men for mig er det også et signal til dem om, at vi i Europa-Parlamentet ser, hvad der sker, og at vi på ingen måde synes, det er i orden.

Forrige artikel Margrete Auken: Folkeretten længe leve! Margrete Auken: Folkeretten længe leve! Næste artikel Dansk Byggeri: Sejr at EU sætter energieffektivitet først Dansk Byggeri: Sejr at EU sætter energieffektivitet først
  • Anmeld

    Poul Simonsen · Folkepensionist

    Hvilket håb -?

    Det er lidt ærgerligt, at EU-parlamentarikerne ikke oplyser grundlaget for deres håb og tro.

    Fortæl os lige hvilke signaler fra Erdogan, der får jer til at tro på demokrati og retssikkerhed i Tyrkiet?