Svensk forsker: Sveriges og Finlands medlemskab af Nato er en gamechanger i Østersøen

Hvordan beskriver man bedst konsekvenserne af de kommende svenske og finske medlemskaber i Nato? Jo, som en gamechanger. Det lyder måske som lidt af en overdrivelse. Det er det dog ikke. Udvidelsen af Nato med de to nordiske partnerlande bliver starten på et helt nyt kapitel for nordisk sikkerhed.

Men det bliver en gamechanger på flere forskellige niveauer. Ikke kun for de to nordiske lande, der tager det historiske skridt væk fra allianceløsheden, der er et langt bedre ord end ”alliancefrihed”. For de sidste fire måneders hændelser i Ukraine har vist, at der nemlig ikke er nogen frihed i at være udenfor Nato og forsvarsalliancens sikkerhedsgarantier.

Et kæmpe skridt

For Sverige er ansøgningen om medlemskab af Nato 18. maj ikke kun et kæmpeskridt efter 200 år med først neutralitet og derefter allianceløshed, men også fuldstændig uventet.

For statsminister Magdalena Andersson, hendes regering og parti har allianceløsheden – de bruger dog ordet ”alliancefrihed” - altid været et spørgsmål om ideologi og nærmest en del af det socialdemokratiske DNA.

Så det har heller ikke været nemt for de svenske socialdemokrater at skifte gear. Magdalena Andersson gentager stadigvæk, lidt nostalgisk, det traditionelle mantra, at den militære alliancefrihed har ”tjent Sverige godt”.     

Kun kort tid inden den historiske beslutning, om at ansøge om medlemskab af Nato, havde Magdalena Andersson også afvist muligheden for, at Sverige ville følge trop med Finland. Sådan en forandring af svensk sikkerhedspolitik ville føre til en ”destabilisering af sikkerheden” i Østersøregionen, ifølge den svenske statsminister. Og det var lige hvad Putin gerne ville høre i Moskva.

Imens var hendes forsvarsminister, Peter Hultqvist, uden noget som helst mandat, i gang med at undersøge muligheden for en udvidelse af det svensk-finske militære samarbejde, som et alternativ til Nato.

Partipolitik versus sikkerhedspolitik

I dag burde alle svenskere derfor sige pænt tak til den finske præsident, Sauli Niinistö og hans statsminister Sanna Marin, der i løbet af foråret, viste stor tålmodighed med den svenske nabo.

Stille og roligt, på en klassisk finsk måde, lykkedes det de to finske politikere at få Andersson og hendes regering til at forstå de nye realiteter efter den russiske invasion af Ukraine.

De sidste fire måneders hændelser i Ukraine har vist, at der ikke er nogen frihed i at være udenfor Nato og uden forsvarsalliancens sikkerhedsgarantier

Ann-Sophie Dahl
Senior fellow, Atlantic Council

”Fordi Rusland ikke længere er den nabo, vi troede”, som Niinistö og Marin har forklaret skiftet i den finske politik med - og ”for at der aldrig mere skal blive krig i Finland”.

Modsat Sverige, hvor den sikkerhedspolitiske linje primært har været et spørgsmål om socialdemokratisk partipolitik, drejer den finske sikkerhedspolitik sig nemlig om landets sikkerhed.

I den svenske Riksdag pressede den borgerlige opposition, der i mange år har været fortaler for et svensk medlemskab i Nato, på med beskeden om, at en ny svensk regering under ledelse af Moderaternes Ulf Kristersson ville ansøge om medlemskab direkte efter en borgerlig sejr i valget i september.

Men de svenske og finske medlemskaber af Nato vil selvfølgelig også være en gamechanger for Nato, og ikke mindst for sikkerheden i den nordisk-baltiske region. De to allianceløse partnerlande fylder jo også rigtig meget på kortet over Østersøregionen.