Debat

Fiskeriforening, Akvakultur og L&F vil have klimamærke på EU-niveau: Concitos database kan ikke bruges

Ifølge Concitos klimadatabase er en marineret sild mere klimavenlig end en sild, der ikke er marineret. Det er misvisende. Klimamærkning af fødevarer kan være en god ide, men det er afgørende, at mærket udarbejdes på EU-niveau og på et retvisende grundlag, skriver Flemming Nør-Pedersen, Kenn Skau Fischer og Brian Thomsen.

Man bør ikke bruge Concitos database som baggrund for et klimamærke i detailhandlen, skriver Flemming Nør-Pedersen, Kenn Skau Fischer og Brian Thomsen.<br>
Man bør ikke bruge Concitos database som baggrund for et klimamærke i detailhandlen, skriver Flemming Nør-Pedersen, Kenn Skau Fischer og Brian Thomsen.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Brian Thomsen
Flemming Nør-Pedersen
Kenn Skau Fischer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som danske fødevareproducenter bakker vi op om klimamærkning af fødevarer, for i Danmark producerer vi fødevarer i en klasse for sig. Det gælder i forhold til kvalitet, i forhold til sundhed og ikke mindst i forhold til bæredygtighed og klima.

Det vil vi naturligvis gerne fremhæve for forbrugerne. Derfor kan et klimamærke grundlæggende være en god idé, som vi kan bakke op om i vores dele af fødevarebranchen.

I vores organisationer vil vi derfor gerne kvittere for Venstres forslag om, at der på finansloven for 2022 prioriteres midler til udviklingen af et klimamærke, som man for nyligt kunne læse om her på Altinget.

For det er helt rigtig set, at der er behov for et stort og omfattende udviklingsarbejde før en klimamærkningsordning kan træde i kraft.

Vejledning frem for vildledning
Det er vigtigt, at et klimamærke vejleder frem for at vildlede forbrugeren. Det kræver et stort og omfattende arbejde, der kan belyse en fødevares klimaaftryk i alle led sådan, at vi får det hele med. Det er en vanskelig opgave.

Et retvisende klimamærke på EU-niveau kan ende med at blive en stor fordel for forbrugerne og fødevaresektoren i Danmark.

Flemming Nør-Pedersen, Kenn Skau Fischer, Brian Thomsen
Konst. adm. direktør, Landbrug og Fødevarer, adm. direktør, Danmarks Fiskeriforening, direktør, Dansk Akvakultur

Concito har med deres klimadatabase gjort et prisværdigt forsøg. Selvom intentionerne er gode, er der dele af databasen, der ikke giver mening.

Eksempelvis er en marineret sild mere klimavenlig end en sild, der ikke er marineret, ligesom at man kan mindske klimaaftrykket fra en rødspættefilet ved at panere den. Den slags forbrugeroplysning er ikke retvisende, og det kan de fleste se.

Det vidner både om, at opgaven er vanskelig, og at man i detailhandlen ikke bør lægge Concitos database til grund for et klimamærke. 

Løsning skal findes i EU
Selvom vi i Danmark producerer langt flere fødevarer, end vi selv spiser, importerer vi alligevel en del fødevarer. Oksekød fra Holland, laks fra Norge og grise fra Spanien for blot at nævne nogle eksempler.

Det er udtryk for, at markedet for fødevarer er globalt.

Derfor er der som minimum brug for, at mærkningsordningen etableres på EU-niveau, for det giver simpelthen ikke mening, hvis Danmark går enegang. Der er heller ikke brug for flere private opgørelser, som fremlægger vidt forskellige klimaaftryk.

Der er brug for, at det er de samme principper og kriterier, der ligger til grund for klimamærkningen sådan, at man meningsfuldt kan sammenligne en flæskesteg fra Spanien med en flæskesteg fra Danmark.

Et retvisende klimamærke på EU-niveau kan ende med at blive en stor fordel for forbrugerne og fødevaresektoren i Danmark.

I Danmark har vi en af de mest klimaeffektive produktioner i verden, og det vil landbrugs- og fødevareklyngen gerne være med til at vise. Derfor deltager vi gerne i dialogen og arbejdet med at etablere et retvisende klimamærke på EU-niveau.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00