Kraka: En CO2-afgift på landbruget skal kombineres med investeringer i grønne teknologier

Danmark har brug for en grøn omstilling af landbruget.

Erhvervet står for en tredjedel af Danmarks drivhusgasudledninger og optager 60 procent af arealet. Så hvis Danmark skal nå det nationale reduktionsmål i 2030, er et mere klimavenligt landbrug en nødvendig brik i puslespillet.

I 2021 indgik et bredt flertal i Folketinget da også en landbrugsaftale, hvor landbruget er forpligtet til at opnå en reduktion på mellem 55 og 65 procent i 2030. Men landbrugsaftalen sikrer ikke, at den reduktion nås.

I Kraka-Deloitte-rapporten 'Grønne køer, CO2 og russisk gas – myter og realiteter' har vi analyseret udfordringen. Vi anbefaler, at Danmark indfører en CO2-afgift på landbrugets udledninger af drivhusgasser. Det gælder også udledninger af metan og lattergas, som opstår i forbindelse med landbrugsproduktionen.

Branchen skal ikke fredes, men leve op til de samme krav om at betale for udledningerne som det øvrige erhvervsliv. En høj og ensartet afgift på udledninger af drivhusgasser sikrer de billigste reduktioner for samfundet som helhed.

Med en mærkbar afgift må den enkelte udleder gøre op med sig selv, om man vil betale for at fortsætte udledningen eller omlægge til en mindre klimabelastende landbrugsproduktion, for eksempel ved at reducere husdyrholdet.

En CO2-afgift kombineret med investeringer i udvikling af grønne teknologier er bedste måde at sikre, at vi både udvikler og afprøver grønne teknologier, og at de bliver taget i brug

Ulrik Beck
Cheføkonom, Kraka

CO2-afgift sikrer udvikling

Nogle gange hører man argumentet, at en CO2-afgift fjerner penge fra erhvervet og derfor ikke er forenelig med en grøn omstilling af landbruget, der kræver investeringer i omstilling og udvikling af nye teknologier.

Men en CO2-afgift og teknologisk udvikling er ikke hinandens modsætninger – faktisk tværtimod. En høj CO2-afgift sikrer faktisk, at grønne teknologier også tages i brug ude på den enkelte bedrift.

Et godt eksempel er pyrolyse, som mange ser som et af de primære teknologiske virkemidler, der skal sikre drivhusgasreduktioner i landbruget. I Landbrugsaftalen afsatte aftalepartierne midler til at udvikle pyrolyseteknologien, men forholdt sig ikke til, hvordan man sikrer, at teknologien tages i brug, når den er færdigudviklet.

Klimarådet vurderer, at prisen på pyrolyse vil være et sted mellem 500 og 1.500 kroner. For at danske landmænd skal bruge teknologien til at levere på landbrugsaftalens ambitioner, kræver det en tilskyndelse i form af afgift eller tilskud, der som minimum modsvarer omkostningen.

Tilskud er en dyr løsning for statskassen såvel som for samfundet. Derfor er en CO2-afgift kombineret med investeringer i forskning og udvikling af grønne teknologier den bedste måde at sikre, at vi både udvikler og afprøver grønne teknologier, og at teknologierne rent faktisk bliver taget i brug. Det sikrer, at vi får udvikling og ikke afvikling.

Landmænd skal ikke bøde for, at deres vilkår bliver ændret

Der er også udfordringer med en CO2-afgift. Afgiften kan få en del af den danske landbrugsproduktion til at flytte til udlandet, hvilket ikke gavner klimaet. Men den bekymring er kun et problem i en overgangsperiode, hvor Danmark er mere ambitiøs end resten af verden.

I takt med at andre lande også forpligter sig til at løse klimakrisen, vil de ikke kunne øge deres udledninger indenfor landbruget. Dermed forsvinder problemet med lækage. Og mange andre lande skruer faktisk voldsomt op for klimaambitionerne i disse år.

En anden udfordring er, at afgiften vil føre til faldende priser på landbrugsjord. Det rammer de nuværende landmænds økonomi hårdt. Man bør derfor indrette afgiften, så eksisterende landmænd ikke personligt skal bøde for, at vilkårene for at drive forretning bliver fuldstændigt forandrede fra de vilkår, som de byggede deres virksomhed op under. Det kan man for eksempel gøre med en engangskompensation eller med et bundfradrag i afgiftsbetalingen, som udfases over tid.

En klogt designet CO2-afgift for landbruget bør spille en vigtig rolle for at nå i mål med omstillingen, uden at det bliver for dyrt for den enkelte landmand

Ulrik Beck
Cheføkonom, Kraka

Kan ende på skatteydernes regning

En forbrugsafgift på klimabelastende fødevarer har ikke de samme udfordringer – men den lider til gengæld under andre, mindst lige så store, udfordringer.

En forbrugsafgift er en dyr måde at sikre, at landbruget reducerer sine udledninger, da en stor del af dansk landbrugsproduktion går til eksport, og eksporterede varer ikke er omfattet af forbrugsafgiften.

Desuden kan det være noget nær umuligt at udvikle en it-løsning, der sikrer, at det hakkede oksekød, pepperonipizzaen og letmælken alle får den korrekte afgift, der svarer til varernes klimabelastning.

Den grønne omstilling er en tvungen opgave. Vi mener, at en klogt designet CO2-afgift for landbruget bør spille en vigtig rolle for at nå i mål med omstillingen, uden at det bliver for dyrt for Danmark og den enkelte landmand.

Alternativet er, at Danmarks skatteydere må betale overpris for den grønne omstilling.