Plantebranchen: Fødevareministeriet bør administrere ny plantefond

Når den nye plantefond skal sættes i værk, er det afgørende, at sagsbehandlingen foregår så objektivt som muligt. Derfor bør Fødevareministeriet stå for den daglige drift for at mindske påvirkning fra uformelle netværk, skriver Frederik Madsen.

Placeholder image
Midlerne, der er stillet til rådighed i landbrugsaftalen, skal dække hele værdikæden - fra jord til bord, skriver Frederik Madsen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tak til Altinget for at sætte fokus på Landbrugsaftalens plantebaserede udviklingsspor. Det er vigtigt for at sikre, at Danmark får lagt sporene rigtigt ud i overgangen til langt flere plantebaserede fødevarer, hvor vi har unikke muligheder for at blive førende på verdensplan.

Markedet er der. En ny forbrugeranalyse viser, at 30 procent af de europæiske forbrugere ønsker at spise markant flere plantebaserede produkter. Analysen er blandt andet udarbejdet af Københavns Universitet.

Aktørerne er der: Plantebranchen er vokset til Europas største brancheforening med 50 spillere inden for plantebaserede fødevarer. Hele tiden byder vi velkommen til unge fødevarevirksomheder, der vil arbejde for klima, miljø og sundhed. Og de har en forventning om at blive en del af et stort grønt væksteventyr.

Fonden bør blive administreret af Fødevareministeriet
I 2016 deltog Rasmus Dahlberg, lektor, Ph.D. på Forsvarsakademiet, i en simuleret skibskatastrofe ved Nuuk. Øvelsen varede i flere dage og involverede forskellige myndigheder i et fastlagt hierarkisk system. Da forskeren bagefter kortlagde beslutningsvejene, kunne han se, at der ikke var sammenhæng mellem det formelle hierarki og den måde, der var truffet beslutninger. De deltagere, der var rygere, havde relativt haft større indflydelse på afvikling af øvelsen, end dem, som formelt havde ansvaret. Forklaringen var rygernes uformelle netværk ’uden for døren’, hvor de talte sammen.

De midler, der er stillet til rådighed som led i aftalen, skal dække hele værdikæden, som netop er en af vores store udfordringer.

Frederik Madsen, sekretariatschef, Plantebranchen

Hvad har det med plantebaseret fødevareudvikling at gøre? Svaret er: ganske meget. Ved etableringen af en ny selvstændig fond for plantebaserede fødevarer er det afgørende, at sagsbehandlingen foregår så objektivt som muligt, og at risikoen for påvirkning via uformelle relationer og netværk elimineres. Opgaven med at varetage fondens daglige drift bør derfor forankres i Fødevareministeriet. Det er også logisk, da det er offentlige penge. 

Husk klima- og miljøkompetencer
Landbrugsaftalen hviler på en politisk beslutning om, at Danmark skal reducere udslippet af CO2 med 70 procent i 2030, set i forhold til 1990. Og vi er tvunget til at mindske udledningen af kvælstof for at leve op til EU's vandrammedirektiv. I Plantebranchen finder vi det vigtigt, at fondens bestyrelse også rummer klima- og miljøkompetencer.

Hele værdikæden er vigtig
I Plantebranchen ser vi for os, at de midler, der er stillet til rådighed som led i aftalen, skal dække hele værdikæden, som netop er en af vores store udfordringer. Vores medlemmer ønsker at dyrke, forarbejde, producere og vækste, både herhjemme og ude. Lektor ved Københavns Universitet Christian Bugge Henriksen anslår, at der kan skabes mellem 9.000 og 27.000 arbejdspladser, hvis  Danmark opnår en til tre procent af det globale marked for plantebaserede fødevarer.

I Plantebranchen er vi klar med en række initiativer, der skal hjælpe vores mange mindre opstartsvirksomheder med at komme ud over rampen internationalt. Det nye fundament er et stort og vigtigt tiltag - også på det holdningsmæssige plan – til bringe Danmark i førertrøjen inden for plantebaserede fødevarer. Intet andet land har taget et initiativ svarende til det danske. Det er et stort første skridt af et visionært flertal i Folketinget. I Plantebranchen er vi optimister. Gennem en fælles indsats kan vi nå rigtigt langt.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser