Debat

Svineformand: Kedelig klassiker fra professor Hans Kolmos

DEBAT: Kolmos stikker politikere og befolkning blår i øjnene, når han hævder, at Danmark kan flyde som en lille lysegrøn ø midt i det store hav af resistente bakterier, hvis bare vi gør det til grisefrit område, skriver Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

År efter år har dansk svineproduktion formået at reducere forbruget af antibiotika, skriver svinebonde Henrik Mortensen.
År efter år har dansk svineproduktion formået at reducere forbruget af antibiotika, skriver svinebonde Henrik Mortensen.Foto: /ritzau/Simon Fals
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Mortensen
Formand, Danske Svineproducenter

Professor Hans Jørn Kolmos beskylder i et indlæg 15. september svineproducenterne for at bruge klassisk forhalingsteknik. For at blive i samme terminologi må jeg konstatere, at vi her er udsat for en klassisk Kolmos, hvor professoren leverer en masse skældud på dansk svineproduktion. Åbenbart er der ikke er grænser for, hvilke ulykker dansk svineproduktion forvolder. Han anerkender end ikke vores mindste landvindinger, alt imens han pudser sundhedsvæsenets glorie.

Det er trættende, at Kolmos igen og igen vil lægge os ord i munden ved at påstå, at vi ikke er indstillet på at løse problemer. Kolmos kunne bare kaste et blik i Vetstat for at konstatere, at det er lodret forkert.

År efter år har dansk svineproduktion formået at reducere forbruget af antibiotika, og hvis Kolmos interesserede sig en lille smule mindre for følelser og en lille smule mere for fakta, ville han for eksempel vide, at forbruget af antibiotika til svin er faldet igen. Senest med 8,3 procent i første halvår af 2017.

Fakta
Deltag i debatten!

Ikke tilstrækkeligt forbrugerønske om OUA-grise
WHO anerkender danske landmænds indsats for at minimere antibiotikaforbruget og betegner den som forbilledlig. Derfor er det påfaldende, at Kolmos ikke vil anerkende, at det, i forhold til udvikling af resistens, er bedre at købe svinekød produceret under danske forhold end svinekød produceret i de fleste andre lande.

Samtidig er mange af mine kollegaer klar med OUA-grise (grise Opvokset Uden brug af Antibiotika). Men desværre må vi konstatere, at der ikke er et tilstrækkeligt forbrugerønske herom. Derfor er udbuddet af grise opvokset uden antibiotika større end efterspørgslen.

Der er risiko for, at udfasningen af zink vil betyde, at flere økologiske grise skal behandles med antibiotika, hvorefter kødet ikke længere kan sælges som økologisk.

Henrik Mortensen
Formand, Danske Svineproducenter

Udfasning af zink er risikabel
Kolmos efterlyser en plan for udfasning af zink. En plan, som allerede er på vej fra EU, og som jeg frygter vil gøre det vanskeligere at lave grise opvokset uden antibiotika. Der er risiko for, at udfasningen af zink vil betyde, at flere økologiske grise skal behandles med antibiotika, hvorefter kødet ikke længere kan sælges som økologisk.

Samlet set kan konsekvensen desværre blive et højere forbrug af antibiotika. Det ændrer dog ikke ved, at zink er under udfasning, og der ledes med lys og lygte i hele Europa efter nye tiltag, der kan styrke grisenes tarmfunktion.

Men, Kolmos, du stikker politikere og befolkningen blår i øjnene, hvis du bliver ved med at forsøge at bilde dem ind, at Danmark kan flyde som en lille lysegrøn ø midt i det store hav af resistente bakterier, hvis vi blot gør det til grisefrit område. Det holder ikke en meter, og andre og endnu værre resistente bakterier vil ikke forsvinde med grisen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00