Akademikerne: Drop illusionen om det perfekte optagelsessystem

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

De gode viljer synes at stå i kø, når det kommer til at ville ændre det nuværende optagelsessystem for de videregående uddannelser:

Optagelsessystemet skal gøres mere retfærdigt, mindre socialt skævt, dæmpe præstationspresset blandt unge og så skal frafald reduceres via bedre match.

Læg dertil, at systemet selvfølgelig fortsat skal være gennemsigtigt og omkostningseffektivt i håndteringen af de årligt omkring 90.000 ansøgninger, der i løbet af juli måned fordeles på cirka 65.000 uddannelsespladser.

Udgangspunktet for at ville ændre optagelsessystemet er sympatisk.

Men uanset hvordan vi ændrer optagelsessystemet, er det et vilkår, at der altid vil være unge, der ikke kom ind på deres drømmeuddannelse af den simple grund, at en omlægning af systemet ikke giver flere uddannelsespladser.

Uanset hvordan vi ændrer optagelsessystemet, er det et vilkår, at der altid vil være unge, der ikke kom ind på deres drømmeuddannelse.

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Systemet er bedre end sit rygte
Er optagelsessystemet perfekt? Nej, men jeg vil gerne advare om, at vi i iveren efter at fikse kommer til at ødelægge.

I stedet for at forfølge illusionen om det perfekte optagelsessystem mener jeg, at vi - på mere prosaisk vis - bør opveje fordelene med ulemperne ved det nuværende optagelsessystem.

Og som andre debattører tidligere har konstateret, er optagelsessystemet faktisk bedre end sit rygte!

Det nuværende system er ganske fleksibelt forstået på den måde, at den enkelte uddannelsessøgende har mulighed for at søge via kvote 1 med sit karaktergennemsnit eller via kvote 2, med for eksempel samtaler, egnethedstests og motiverede ansøgninger.

Systemet giver også en vis fleksibilitet for den enkelte videregående uddannelsesinstitution, der kan lave egen fordeling mellem kvote 1 og kvote 2 på sine uddannelser.

Senest har Københavns Universitet eksempelvis valgt at hæve andelen af kvote 2 ansøgere for at få en anden sammensætning af studerende.

Social bias i kvote 2
Det er klogt, at unge med høj studiemotivation, men med (for) lavt karaktergennemsnit, gives en second chance. De 25 procent af de studerende, der kommer ind via kvote 2, er oftest meget reflekterede over deres uddannelsesvalg, hvilket afspejles i lavere frafald.

Ulempen er imidlertid, at kvote 2 har en større social bias end kvote 1.

En forklaring er, at kvote 1’s karaktergennemsnit faktisk er mere retfærdigt, fordi det baserer sig på en bred vifte af års- og eksamenskarakterer givet af uddannede undervisere og censorer hen over en 2-3-årig periode, hvorimod kvote 2’s samtale og egnethedstest er baseret på en her-og-nu-præstation og samtidig sværere at afkode for unge fra uddannelsesfremmede baggrunde.

Altså er der såvel fordele som ulemper ved kvote 2, og måske derfor er der faktisk en fornuftig fordeling mellem kvote 1 og kvote 2?