Debat

Dansk Erhverv: Vi skal have en kønskommission for uddannelse

DEBAT: Det er nødvendigt at samle viden og koordinere indsatserne vedrørende ligestilling helt ude på de enkelte institutioner. Derfor bør vi have en kønskommission for uddannelse, skriver Mads Eriksen.

Vi har et uddannelsessystem, hvor kvinderne har væsentligt højere succes end
mændene, skriver Mads
Eriksen.
Vi har et uddannelsessystem, hvor kvinderne har væsentligt højere succes end mændene, skriver Mads Eriksen.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Vores uddannelsessystem er så kønnet, at man af og til må knibe sig selv i armen for at sikre sig, at man ikke går rundt i en eller anden drøm fra 50’erne.

Kvinder tager sig af mennesker, og mænd slår søm i.

Det kønnede uddannelsessystem skaber mistrivsel, frafald og mangel på arbejdskraft.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Samtidig går vi glip af diversitet på arbejdsmarkedet og fastholder ulighed mellem kønnene.

Fødekæden er skæv
Næsten tre ud af fire piger, der forlader 9. klasse i dag, vil have en videregående uddannelse, når de fylder 40 år. For drengene er tallet kun cirka hver anden.

Der er en række initiativer og best practices fra både Danmark og udlandet, men de mangler at blive samlet og udbredt. 

Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Mænd er der til gengæld dobbelt så mange af i bunden, hvor hver 10. slet ikke får en uddannelse.

På det helt overordnede plan har vi altså et uddannelsessystem, hvor kvinderne har væsentligt højere succes end mændene. Det er dog mere nuanceret end det. Kvinder vælger primært fag, der retter sig mod det offentlige – her udgør de næsten 70 procent af de ansatte.

Det kan vi så begræde som private arbejdsgivere, der gerne vil have diversitet i både medarbejderstab og direktion. Men vi kommer ikke for alvor i mål med diversiteten, så længe fødekæden er så skæv.

Kvinderne fravælger nemlig i høj grad de uddannelser, der typisk fører til ledelse – såsom de økonomiske uddannelser.

Alle unge skal vælge den uddannelse, der passer til dem, men hvis uddannelsessystemet reproducerer nogle kønsforestillinger, så reduceres unges frie valg. Knap halvdelen af alle videregående uddannelser har en kønsskævhed på 75 procent.

Kommunikation der rykker
Problemet er, at en mand, der måske kunne ønske sig at blive sygeplejerske, ikke kan se sig selv i et miljø med mere end 90 procent kvinder.

Det, tror jeg, handler også om den måde, uddannelserne præsenteres på, og den selvforståelse, der er i fagene og på uddannelserne.

Hvorfor er ambulanceredder for eksempel et mandefag og akutsygeplejerske et kvindefag?

Det overraskende er, at der tilsyneladende skal nogle ret enkle ting til for at ændre tingene – i hvert fald et stykke ad vejen.

Læs også

På UC SYD har man for eksempel gentænkt kommunikationsstrategien med henblik på at tiltrække flere mænd til de store velfærdsuddannelser – lærer, socialrådgiver, pædagog og sygeplejerske.

Ved at lave nyt billedmateriale med mandlige studerende til markedsføringen af uddannelserne og ved konstant at synliggøre, at uddannelserne også er for mænd, er det lykkedes at få 25 procent flere til at søge læreruddannelsen i 2019 i forhold til i 2018.

Nødvendigt med tidlig indsats
Vi kommer dog langt fra i mål med en mere gennemtænkt kommunikationsindsats på de videregående uddannelser. Hvis vi for alvor skal lykkes med denne dagsorden, så kræver det en indsats langt tidligere.

Det kræver indsatser i daginstitutionerne og i folkeskolen. Drengene klarer sig markant dårligere i de nationale test allerede i 2. klasse, og det lykkes åbenbart aldrig at få en relativt stor gruppe af dem med på uddannelsesvognen i løbet af skoletiden.

Det er et enormt menneskeligt spild – men også et økonomisk. Dansk Erhverv har netop udgivet en undersøgelse, der viser, at der er mere end 30.000 flere mænd end kvinder, der i alderen 20-29 år ikke har en uddannelse.

Vi kunne løfte den danske velstand med mere end tre milliarder kroner, hvis vi evnede at uddanne mændene lige så godt som kvinderne.

Lav en kønskommission for uddannelse
Problemerne er lette at få øje på, men hvad med løsningerne? Der er en række initiativer og best practices fra både Danmark og udlandet, men de mangler at blive samlet og udbredt.

Der mangler også forskning i køn og uddannelse på en række områder. Der mangler endvidere en samtale på tværs af daginstitutioner, uddannelser og arbejdsmarked.

I Dansk Erhverv har vi foreslået en kønskommission for uddannelserne. Det gør vi, fordi det er nødvendigt at samle viden, at koordinere indsatserne og sikre implementering helt ude på den enkelte institution og virksomhed.

En kommission kan også danne afsæt for en bred offentlig samtale om problemerne. Det er nødvendigt for, at vi som forældre også bliver bevidste om, hvordan vi taler med vores børn.

Vi skal både som forældre og som samfund sikre, at vores børn bliver så dygtige, som de kan blive - uanset køn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv
cand.scient.adm. (RUC 2008)

0:000:00