Debat: Risikovillig forskning kræver ny finansieringsmodel på universiteterne

DEBAT: Vejen til mere risikovillig forskning i Danmark starter med en gentænkning af hele modellen for universiteternes finansiering, så den ikke er afhængig af forskernes evner til at tiltrække forskningsmidler, skriver en række unge forskere.

Af medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab
Debattørerne er listet i dokumentboksen

For tiden diskuteres det på baggrund af en rapport fra DEA og DFF, hvordan dansk forskning kan tiltrække risikovillige kapital.

Men vi mener, det er nødvendigt at træde et skridt tilbage og se på, om rammerne på universiteterne er sådan, at forskere overhovedet kan løbe en risiko.

High-performer på smalkost
De danske universiteter klarer sig godt internationalt, både hvad angår forskning og kvaliteten af de kandidater, der uddannes. Faktisk klarer Danmark det helt fantastisk godt i forhold til landets indbyggertal, og der tales til tider om det danske mirakel.

Succesen er dog ikke et mirakel, men derimod resultatet af solide, strategiske beslutninger, der har opbygget en meget stærk forskningsinfrastruktur gennem 90’erne og 00’erne. Det er beslutninger, som vi stadig nyder godt af.

Men vi kan ikke hvile på laurbærrene, for den danske universitetssektor er stadig mere presset.

Den internationale konkurrence er kun blevet hårdere, og mens lande som Kina og Indien investerer voldsomt i deres universiteter, har Danmark valgt at gøre det modsatte.

Den manglende investering rammer hårdt i en sektor, der forventes at kunne konkurrere med USA, England, Tyskland og Kina, men hvor hele den danske universitetssektor samlet set har samme økonomi som et enkelt amerikansk eliteuniversitet.

Forskere skal selv tiltrække midler
Det er et paradoks, at den danske universitetssektor stadig ligger i verdenseliten.

Undervisningsmængden for det videnskabelige personale på de danske universiteter er markant større, end hvad der er typisk i udlandet.

Universiteterne har så godt som ingen midler til at støtte deres forskeres aktiviteter, og der følger sjældent signifikante forskningsmidler med en stilling.

Lønningerne i sektoren kan slet ikke konkurrere med, hvad der tilbydes professorer i udlandet, omend vores høje lønninger til ph.d.-studerende og postdocs er en faktor i at tiltrække talent udefra.

Og sidst, men ikke mindst, så skal alle fastansatte forskere ud over finansiering af egen forskning sikre en betydelig del af universiteternes basisforbrug ved at tiltrække eksterne midler med overhead.

DEA's og DFF's nye rapport rammer lige ned i denne problemstilling. Vi er enige i rapportens konklusioner, men vi mener, at vi først må løse det overordnede problem i dansk forskning, førend vi går i detaljen.

Det skal sikres, at vi fremover kan tage de langsigtede beslutninger om universiteternes struktur, der kan sikre Danmarks fremtid som en førende forskningsnation.

Midler til universiteter reduceres
De danske universiteter er underfinansierede, også set i et internationalt perspektiv, og der spares fortsat.

Universiteternes økonomi er kompleks, og i denne sammenhæng er det kun de midler, der går til forskning og undervisning, vi vil fokusere på. Bevillingerne af disse midler reduceres konstant ad fire veje:

1) Det direkte tilskud til universitetsdrift, der uddeles til undervisning (STÅ), reduceres.

2) Den indirekte finansiering gennem overhead på bevillinger fra statslige fonde reduceres grundet færre uddelinger og fondenes interne prioriteringer.

3) Der spares på bloktilskuddet til universiteternes basismidler, samtidig med at statens opkrævning af universiteternes husleje er kunstigt høj.

4) Andelen af administratorer i forhold til forskere og undervisere vokser kraftigt, blandt andet grundet de konstant øgede styringskrav.

Samlet set betyder det, at der går stadig færre midler til forskning og undervisning og flere til administration og afrapportering.

Besparelserne skal stoppe
Der er brug for økonomisk og institutionel stabilitet, hvis der skal laves højrisikabel, langsigtet forskning, både for den enkelte forsker og for universiteterne.

Infrastrukturen og rammerne skal være på plads, klar til at støtte op om de risikovillige forskningsprojekter universitetet bør være spydspids for. Mange vil fejle, men de få succesfulde vil sikre Danmarks fremtid, også om 50 år.

Midler til risikovillig forskning er afgørende for dansk forsknings styrkeposition, men de kræver, at der er ro på universiteterne. Derfor skal problemet med universiteternes overordnede økonomi løses først.

Besparelserne skal stoppes, og systemet skal laves om.

Der er institutter, hvor forskellen mellem overskud og underskud, med dertilhørende fyringsrunde, alene afhænger af forskernes succes i hjemtagning af ekstern forskningsfinansiering.

Dette er det ekstreme eksempel, som dog oftere og oftere er praksis på universiteterne.

Generelt står det fast, at konkurrenceudsatte basismidler alle steder hæmmer risikovilligheden og inviterer til at spille på det sikre, når man går efter den næste bevilling.

Forskere satser ikke, når de mangler sikkerhed
I modsætning til i udlandet opnår danske forskere ikke tenure og kan fyres, hvis ledelsen ikke finder, at man passer ind.

Tenure-modellen, som den findes i udlandet, sikrer på tjenestemandslignende vilkår, at forskere kan tænke langsigtet og tage risici og dermed opnå nye indsigter. Derfor er det meget uhensigtsmæssigt, at vi ikke har et system i Danmark svarende til tenure.

Så længe instituttets økonomi er direkte afhængig af den enkelte forskers evne til at tiltrække forskningsmidler med tilhørende overhead, kan man stå til fyring, hvis man ikke skaffer penge og økonomien på institutionen skranter.

Det er ikke kun den enkelte forskers risikovillighed, der reduceres, når universitetets overordnede økonomi bestemmes af succes med fondsansøgninger. Det har også store konsekvenser for forskernes produktivitet.

Der skal skrives mange ansøgninger, hvis der skal skaffe eksterne forskningsmidler, og det kræver tid og ressourcer, der således går fra forskning og undervisningen. Ikke for at lave god forskning, men for at sikre universitetets økonomi og egen ansættelse.

Det kræver tid og ressourcer, og det fordrer, at forskningen sker i sikre satsninger, hvor der tages minimal risiko.

Derfor bør vejen til mere risikovillig forskning i Danmark starte med en gentænkning af hele modellen for universiteternes finansiering, således at forskningsmidler ikke bruges til at dække for besparelser andetsteds fra, men bruges til forskning.

Først da kan universiteterne være den naturlige ramme for højrisikoprojekter.

Samtidig skal vi sikre en fortsat og øget investering i de danske universiteters drift gennem ikke-konkurrenceudsatte basismidler, så det danske mirakel kan fortsætte.

Forrige artikel Lektor: Styrket faglighed i pædagoguddannelsen kræver en ny bekendtgørelse Lektor: Styrket faglighed i pædagoguddannelsen kræver en ny bekendtgørelse Næste artikel AU svarer studerende: Jo, vi udbyder skam undervisning i klima og miljø på statskundskab AU svarer studerende: Jo, vi udbyder skam undervisning i klima og miljø på statskundskab
DTU genansætter rektor

DTU genansætter rektor

FORTSÆTTER: Bestyrelsen hos Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har valgt at genansætte Anders Overgaard Bjarklev i en ny periode som rektor.