Villum Fonden: Dansk forskning kan komme i Europas bedste liga. Men det skal være nu, før budgetterne fryser til igen

Kort sagt er der tektoniske bevægelser i gang, som man kun sjældent oplever, og som giver mulighed for at give Danmarks udmærkede forsknings- og innovationsøkosystem et løft, så det kommer på omgangshøjde med de bedste i Europa.

Private fonde spiller en vigtig rolle i forskningsøkosystemet og kan skubbe til udviklingen gennem bevillinger, der støtter universiteternes grundlæggende mission, som er banebrydende forskning, der er med til at tiltrække, fastholde og uddanne det ypperste talent.

Opskriften på, hvordan vi i Danmark kan udnytte denne mulighed, kan vi få inspiration til hos Cambridge University i UK. Den lyder: 

• Hold kompromisløst fast i ambitionen om at understøtte fri forskning og forskningsbaseret uddannelse på universiteterne, fordi de skaber nye indsigter, som ingen på forhånd kunne forestille sig, og samtidig bidrager til at uddanne unge talenter, der kan gribe den nye viden og umiddelbart aktivere den i samfundet. Det skaber ikke bare ny viden men tiltrækker også det ypperste forskertalent.
• Hold fast i det ypperste talent. Uden det kan de efterfølgende led i innovationskæderne slet ikke komme i gang.
• Understøt en kulturforandring som fremmer innovation og iværksætteri ved at være mere åben overfor risiko og ved eksplicit at anerkende disse domæner.

Man kan naturligvis gøre listen længere og tilføje venturefonde, tech-trans loven, accelerator-programmer og lignende.

Men uden at forholde sig til ovenstående tre punkter kommer man ingen vegne i de senere trin i innovationskæden. Uanset hvor meget man investerer.

Rygraden og omdrejningspunktet i et topuniversitet er den faste stab af professorer, lektorer og adjunkter, der både forsker og underviser. At langt hovedparten af Nobelpriserne gennem tiden er gået til sådanne personer vidner om topuniversiteternes magiske forretningsmodel.

De bedste unge forskere vil arbejde fra dag ét og har ingen tid at spilde.

Thomas Bjørnholm
Forskningsdirektør, professor, Villum Fonden

Netop fordi den modige nyskabende – og dermed også risikofyldte – forskning sker samtidig med uddannelsen af kandidater, afløfter uddannelsen risikoen ved forskningen, fordi kandidaterne får en fremragende uddannelse, uanset om forskningen når sine ambitiøse mål eller ej.

Dette er grundstenen i de bedste universiteter, fordi det gør de faste universitetsstillinger ekstremt attraktive for forskere, som har evnen og passionen til at skabe helt ny viden.

Med dem tiltrækkes også de bedste studerende og samarbejdspartnere. Og det betaler sig. Cambridge opgjorde således for nyligt, at de årligt skaber en samfundsmerværdi på 30 milliarder pund – om året.

I Danmark har universiteterne svært ved at tiltrække talent på samme niveau som Cambridge. Det skyldes blandt andet, at danske universiteter af historiske grunde i dag er fanget i en uhensigtsmæssig model, hvor både offentlige og private fonde stiller midler til startpakker til rådighed i åben konkurrence, som forskere i starten af deres karriere frit kan søge.

Der er mindst tre problemer forbundet med dette. For det første medfører modellen, at beslutningen om, hvem der ansættes, reelt uddelegeres til fondene.

Fondene forholder sig til den konkrete projektansøgning, men kan af gode grunde ikke forholde sig til andre vigtige parametre, som indgår i udvælgelsen, når universiteterne selv ansætter, såsom faglig dækning, undervisningskompetencer med videre.

For det andet er der et problem med timingen: For at kunne tiltrække de allerbedste unge forskere skal universiteterne bogstaveligt talt have et tilbud om en startpakke med ind i forhandlingen med adjunktansøgerne. Her er det ikke nok at kunne henvise til det stærke danske fondslandskab, der måske vil støtte henad vejen.

De bedste unge forskere vil arbejde fra dag ét og har ingen tid at spilde.

Det bringer os til det tredje problem: At universiteterne ikke har afsat den betydelige budgetpost, som det kræver at finansiere startpakker, og den er svær at finde under almindelige driftsbetingelser.

Hvis man skal udnytte universiteternes tiltrækningskraft maksimalt, skal universiteterne selv kunne tage det fulde ansvar for nyansættelser med åbne opslag i international konkurrence og transparente processer, attraktive startvilkår og klart beskrevne karriereveje – og det har de indtil nu ikke haft mulighed for.

Aftalen mellem universiteter og private fonde om finansiering af indirekte omkostninger åbner en unik mulighed for at løse dette problem. Den gode nyhed er, at det ikke kræver flere penge, men i første omgang er et spørgsmål om at "ommøblere" universiteternes og fondenes respektive budgetmodeller. 

Hvis man skal udnytte universiteternes tiltrækningskraft maksimalt, skal universiteterne selv kunne tage det fulde ansvar for nyansættelser.

Thomas Bjørnholm
Forskningsdirektør, professor, Villum Fonden

Når Danske Universiteters aftale med de private fonde er fuldt implementeret, vil den på grund af et nyt projekttillæg betyde, at der i runde tal flyder en milliard kroner om året ind ad fordøren til universiteterne i stedet for gennem de stærkt forgrenede projektfinansieringskapilærer.

Det giver universitetsledelserne en unik chance for at optimere karrierestrukturerne og afsætte det nødvendige budget til at tiltrække det bedste talent – måske endda i samarbejde med fondene, der kan vælge at finansiere nogle af universiteternes startpakke-ansættelser, efter at kandidaterne er udvalgt.

Det kræver en tæt dialog mellem aktørerne, og heldigvis er det indskrevet i aftalen om indirekte omkostninger, at en sådan dialog skal finde sted løbende og samles op en gang om året ved et møde mellem rektorer og fondsdirektører. 

Men stikordet er 'nu' – før budgetterne fryser til igen.