Heine Andersen: Ministeren har ikke sat sig ind i, hvad forskningsfrihed er

Af Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Regeringen lægger op til at stramme skruen endnu en omgang. Mere forskningsstyring.

I Information 3. september siger minister Ane Halsboe-Jørgensen:

”Ja, vi lægger op til politisk at styre mere, end man hidtil har gjort, men hvordan den enkelte forsker laver sin forskning, og hvilke resultater de kommer frem til, det kommer vi aldrig nogensinde til at blande os i. Forskningsfriheden står fuldstændig urørt.”

Det er møntet på en pulje på 750 millioner kroner til grøn omstilling.

Styring i cigarkasser
Et historisk helikopter-snapshot på styringsmaniens udbredelse de seneste cirka 50 år til eftertanke: I 1976 nedsatte undervisningsminister Ritt Bjerregaard et udvalg, der skulle anvise metoder til forskningsstyring.

De smukke ord om forskningsfrihed er hule floskler, så længe man end ikke gør mine til at gøre noget for at løse de veldokumenterede problemer. 

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Seks universitetsprofessorer redegjorde omhyggeligt for alt, de kunne finde - i et teknisk neutralt sprog, lige indtil de på siderne 102-06 kom til følgende mulighed: ministeren skal direkte kunne pålægge universiteterne at udføre bestemte forskningsopgaver.

Her stod de af. Det ville udvalget ikke anbefale, da det ”hos mange [vil] give anledning til sammenligning med Nazityskland, Lysenko-sagen m.v.”

Realisering af netop dette forslag lod da også vente på sig.

Mere præcist gik der 41 år, før minister Helge Sander i 2007 med bredt flertal i Folketinget fik gennemført forslaget, så ministeren nu kan pålægge universiteterne bestemte opgaver (universitetslovens § 33, stk. 2). Det hedder myndighedsbetjening.

Allerede 2003-loven rummede et markant fremstød for styringsideologerne, da man vedtog at universiteterne ”skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling …” (§ 2, stk. 3 i universitetsloven).

Især styring via penge (bevillinger) blev hurtigt populært. Fra midten af 1980-erne blev der sat penge af til en række rammeprogrammer - FØTEK, BIOTEK med videre.

Det udartede efterhånden til et mylder af store og små cigarkasser. Udvælgelse foregik uden solid forskningsmæssig basis, og til sidst blev det så farceagtigt, at man blev enige om at forsøge at samle sådanne midler under et strategisk forskningsråd.

Prioritetsemner kan undersøges mod betaling
Altså ikke meget nyt under solen, bortset fra omfanget. Og så at pendulet er ved at svinge tilbage til cigarkasser.

Det ser ud som om, at det nu er 13 “klimapartnerskaber”, nedsat under Erhvervsministeriet, der skal velsignes med cigarkassemidler fra grøn pulje.

I Altinget 11. september skriver Anders Martin Klöcker, L&F, at deres klimapatnerskab har udarbejdet 11 forslag til forskning i grøn omstilling, som er parat til at blive bedømt efter “gængse vurderingskriterier og uden at krænke forskningsfriheden”.

Forskningsfrihed, sød musik, ihukommende oksekødsskandalen fra sommeren 2019 og andre famøse sager. Men ak, med al respekt, Klöcker har tydeligvis ikke har sat sig ind i, hvad forskningsfrihed er.