Teknologisk Institut: En skarp grøn prioritering er nødvendig

DEBAT: Det er godt, at regeringen retter dele af forskningsmidlerne mod grønne løsninger. Men der er brug for en retning i udmøntningen og i fordelingen af midlerne, skriver Juan Farré.

Af Juan Farré
Adm. direktør, Teknologisk Institut

Lad mig slå det klart fra start:

Det er både klogt og smart, at regeringen med de fire missioner har sat en klar retning for en del af de anvendelsesorienterede forskningsmidler.

De ambitiøse politiske målsætninger om en CO2-reduktion på 70 procent inden 2030 og et klimaneutralt samfund i 2050 kræver fokus og hurtig vind i sejlene.

Få viden i anvendelse
Arbejdet med den grønne omstilling kan være en stor udfordring.

På nogle områder er der brug for at udvikle ny viden. På andre områder kræver det en teknologisk omstilling og ”genbrug” af opbyggede kompetencer – og så kræver det ikke mindst en evne til at omsætte innovation til praktiske løsninger.

I de kommende år er der derfor brug for at satse på at få viden i anvendelse. Det kræver et tæt samarbejde på tværs af de vidensbaserede innovationskæder, hvor hver aktør bidrager med det, de hver især er bedst til.

Lad mig komme med et eksempel. På Teknologisk Institut har vi blandt andet arbejdet med udvikling af grøn beton. Beton er verdens mest anvendte byggemateriale, men produktion af beton er meget energikrævende.

Derfor har vi været projektleder for flere forsknings- og udviklingsprojekter om grøn beton, som har involveret hele værdikæden herunder universiteter, producenter og entreprenører.

Sammen med universiteter sikrer vi, at arbejdet står oven på den nyeste viden, eller at der bliver udviklet ny viden, hvor den ikke findes i forvejen. Vores udviklingsfaciliteter bliver brugt til at teste nye ”opskrifter”.

De deltagende virksomheder sikrer en hurtigere feedback, i forhold til om de nye betontyper fungerer, og de sikrer, at der er efterspørgsel efter den nye beton.

Brug for en prioritering
GTS-institutternes styrke er vores nærhed til dansk erhvervsliv, de unikke teknologieksperter samt de fysiske og virtuelle state-of-the-art faciliteter opbygget til brug for dansk erhvervsliv.

Det er vores opgave at skabe de bedste betingelser for, at danske virksomheder hurtigt kan omstille sig, indarbejde de nye teknologiske muligheder og frembringe nye (grønne) løsninger til et globalt marked.  

Her er de små og mellemstore virksomheder ofte de mest agile, og dem der potentielt kan vende krisen og være først med nye markedsklare løsninger. Derfor bør der være et særligt fokus på at skabe de bedste betingelser for grøn innovation i disse virksomheder.

De fire nye missioner sætter en klar retning for, hvor vi skal hen. Det er godt.

Men der er stadig brug for en klar politisk prioritering af de anvendelsesorienterede indsatser både i udmøntningen af de fire missioner – men også i fordelingen af kommende forskningsmidler.

En sådan prioritering giver mulighed for at lægge fundamentet for grøn vækst og danske arbejdspladser – og det baner vejen for en grøn fremtid. GTS-institutterne er klar til at løfte opgaven.

Forrige artikel Dekaner: Alle på velfærdsuddannelserne bør undervises i teknologiforståelse Dekaner: Alle på velfærdsuddannelserne bør undervises i teknologiforståelse Næste artikel Unge forskere: Forskningsforliget udhuler midlerne til fri forskning Unge forskere: Forskningsforliget udhuler midlerne til fri forskning
Studerende frygter fortsat grønthøster gemt i markedsføringsbesparelser

Studerende frygter fortsat grønthøster gemt i markedsføringsbesparelser

HØSTEREN: Efter flere samråd er det stadig uklart, hvordan regeringen vil målrette nedskæringer i uddannelsesinstitutioners budgetter til kun at ramme markedsføringsbudgetterne. Men det er fortsat regeringens plan at finansiere den kommende politiaftale sådan, selvom et bredt flertal har sagt nej til den model.