Institutleder svarer på kritik: Ledelsen tager forskningsfriheden seriøst

REPLIK: Det er meningsløst at påstå, at forskningsfriheden er i dyb krise, og at ledelserne på landets universiteter skjuler det. Tværtimod tager vi forskningsfriheden dybt seriøst og afviser til tider kontrakter, der kan kompromittere den, skriver Maja Horst.

Af Maja Horst
Institutleder, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet

Som institutleder ved et dansk universitet har jeg et væsentligt ansvar for at sikre mine forskeres forskningsfrihed, og det ansvar tager jeg meget alvorligt. Lidt for alvorligt, synes forskerne en gang imellem.

Det sker, når jeg ikke bare vil underskrive en kontrakt, de har lavet med en ekstern part.

Det er ikke særlig tit, men det hænder, at jeg får udstukket en kontrakt, hvor den eksterne part skal godkende offentliggørelsen af resultater. Det skriver jeg selvfølgelig ikke bare under på.

Som regel er det heller ikke noget problem at forklare den eksterne part, hvorfor vi ikke kan skrive under på det.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke synes, det er væsentligt, at universiteternes forskning er uafhængig af særinteresser.

På den baggrund undrer det mig, at Heine Andersen i et indlæg her på siden mener at vide, at universitetsledelserne af "indlysende grunde" ønsker at skjule, at forskningsfriheden er i dyb krise.

Hvad er forskningsfrihed?
Forskningsfrihed defineres forskelligt af forskellige personer, men centreres ofte omkring tre forhold: Forskningsinstitutionernes autonomi, individuel forskningsfrihed til at vælge emne, metode og offentliggørelsesform og derudover forskernes ytringsfrihed.

Selvom den institutionelle autonomi til en vis grad ligger uden for mit indflydelsesområde, så skal en institutleder naturligvis sørge for, at medarbejderne har mest mulig medbestemmelse og indflydelse på deres arbejdsvilkår.

Til gengæld er punkt to og tre ovenfor helt centrale for institutlederen.

Individuel forskningsfrihed
Helt frie kan forskerne ikke være til at vælge emne og metode. For eksempel vil nogle forskningsprojekter være begrænset af reglerne for forskningsetik, ligesom økonomien også sætter grænser. Forskerne er jo også selv nødt til at prioritere deres tid.

Men bortset fra det er jeg som institutleder mindst lige så optaget af at sikre forskningsfriheden som forskerne selv. Det er jo vores langsigtede troværdighed, der er på spil – og med den hele universitetets legitimitet.

Hvis man ikke kan stole på, at universiteternes forskning som udgangspunkt er uhildet og uden indflydelse fra særinteresser, så har vi jo mistet begrundelsen for at have universiteter. Så kan vi bare have privat forskning.

Kan man så sikre den individuelle forskningsfrihed, selvom det er eksterne parter, der finansierer den? Ja, selvfølgelig.

Men man skal overveje, hvem der skal finansiere hvad. Det er dumt at få DR til at finansiere en kritisk analyse af ledelsesforholdene i DR, ligesom det kan være problematisk at få et medicinalfirma til at finansiere en kritisk undersøgelse af bivirkninger ved medicin.

Derfor har vi selvfølgelig brug for mange forskellige finansieringskilder, og vi har også brug for frie basismidler til at finansiere uafhængig forskning i de områder, hvor eksterne parter har særinteresser.

Frie basismidler kan vi sagtens bruge flere af – men det er ikke, fordi vi ikke allerede har muligheden. På mit institut kan hver forsker bruge halvdelen af deres arbejdstid på at forske i de emner og med de metoder, som de selv finder relevante.

Ledelsen på KU tager forskningsfrihed seriøst
Forskere har en udvidet ytringsfrihed. Det understøttes af afgørelser fra Højesteret og ombudsmanden.

Jeg vil til enhver tid forsvare alle forskeres ret til at sige, hvad de vil om deres egen forskning.

Det kan godt være, at de indimellem får fortalt sig – og så må de jo trække i land. Men jeg vil meget hellere have, at forskere siger for meget, og at det kan gøres til genstand for debat, end at de ikke siger noget.

Under alle omstændigheder er grænserne for ytringsfrihed ikke primært et ledelsesanliggende, men et spørgsmål til diskussion blandt ens fagfæller. Og her må man forvalte sin kollektive forskningsfrihed med ansvarlighed over for sandheden.

Afslutningsvist – og med disse tre udmøntninger af forskningsfrihed in mente – vil jeg igen påpege det meningsløse i at fremføre, at forskningsfriheden er i dyb krise, at ledelserne på landets universiteter skjuler det, og at der skulle være indlysende grunde til, at vi gør det. Tværtimod.

Uden forskningsfrihed vil de institutioner, vi er sat til at lede, miste deres legitimitet. Det har vi naturligvis ingen interesse i.

Forrige artikel Forsker: Djøf-elitens magt minder om kirken før Reformationen Forsker: Djøf-elitens magt minder om kirken før Reformationen Næste artikel Mads Fuglede: Forskningsfriheden skal gå begge veje Mads Fuglede: Forskningsfriheden skal gå begge veje
Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

PORTRÆT: Imens Søren Brostrøm er blevet en folkehelt, har Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak stort set undgået rampelyset. Det på trods af, at han er en af regeringens centrale rådgivere, og ham, der i sidste ende er ansvarlig for de data, Mette Frederiksen handler på.