Lars Qvortrup efter høring: Den pædagogiske vinkel drukner i kandidatdebatten

Dels må man også ind og se på bacheloruddannelserne, fordi de jo fremover skal gøre de studerende klar til en anden slags kandidatuddannelse.

Det vil antageligt koste et tre-cifret millionbeløb, ligesom en masse forskere i flere år vil være optaget af studieordnings-ændringer.

Men hvorfor gør regeringen det så? Hvorfor lave noget om, som tilsyneladende virker rigtig godt, selv om der naturligvis er brug for justeringer?

Hvorfor syntes Reformkommissionen, som i sin tid lancerede ideen, at den er god, og at den sagtens kan gennemføres?

Viden på recept

For mig er det ikke så overraskende: Studerende opfattes som brikker, man putter viden i, indtil de er klar til at blive flyttet ud på arbejdsmarkedet. Nogle skal have én slags viden, andre en anden. Nogle skal have meget viden, fordi deres fagområde er komplekst og specialiseret. Andre kan nøjes med noget mindre. Og så kan de, fra tid til anden, komme tilbage til studierne og få en ny påfyldning.

Det tager tid at forstå, at verden ikke bare består af kendsgerninger

Lars Qvortrup
Professor emeritus, DPU, Aarhus Universitet

At det forholder sig sådan, demonstrerede Jørgen Søndergaard, medlem af Reformkommissionen og i øvrigt også økonom, forleden med al tydelighed.

I et interview i Politiken 5. marts sagde han, at kritikken af reformforslaget blandt andet skyldes, at professorer og andre undervisere ikke kan forestille sig, at man kan uddanne studerende på kortere tid.

”Det er ikke mærkeligt, hvis man er specialist på en uddannelse, at man synes, det fag er det vigtigste i verden. Sådan skal det også være. Det er jo også rigtigt, hvad angår kandidater, der skal være specialister. Det vil jeg ikke anfægte. Men med det optag, vi har nu, skal mange jo lave alt mulig andet og ikke være supereksperter. Den erkendelse har været svær at få ind på universiteterne”.

Denne opfattelse kaldes populært for tankpasserpædagogik: Underviserne fylder viden på de studerende. Skal der hældes meget viden ind, tager det lang tid. Skal der hældes mindre på, kan det gøres hurtigere. Mangler der noget om nogle år, leverer vi en ny påfyldning.

Toppen af isbjerget

Men sådan foregår læring ikke. Det tager tid at skabe faglig tyngde, hvilket vil sige, at man ikke bare forstår, hvad facit er, men også hvad præmisserne er for at nå frem til facit.

Det tager tid at forstå, at verden ikke bare består af kendsgerninger, men at den ser forskellig ud, når man anlægger forskellige faglige perspektiver.

Det tager tid at lære at tænke kritisk, hvilket vil sige kontra-intuitivt: At selv om én vinkel forekommer naturlig og selvfølgelig, kan der også anlægges andre.

Det tager tid at lære at arbejde selvstændigt og sammen med andre. Det tager tid at kunne løfte blikket fra pensum og også lytte til dem, der skal bruge den viden, man har tilegnet sig.

Hele denne måde at tænke på kulminerer, når man skriver et godt speciale – gerne et erhvervsspeciale i samarbejde med nogle af dem, man senere skal ansættes hos. Og sjovt nok er det netop studerende, der har lært at tænke på den måde, der er behov for.

Og så til sidst: Universitetsuddannelsen er toppen af isbjerget. Det vigtigste sker i børnehaven, skolen og på ungdomsuddannelserne.

Så derfor vil jeg anbefale to ting: Lyt også til den pædagogiske og didaktiske forskning, når uddannelsessystemet skal reformeres. Selv om vi ikke bliver udnævnt til vismænd og overvismænd, ved vi også en ting eller to.

Og for det andet: Vent til hele billedet bliver præsenteret, fra børnehave over skole til videregående uddannelser og voksenuddannelser. Lad være med at starte i toppen, hvis der skal laves en ”rigtig” reform.