Prorektor fra DTU: Fonde skal bidrage til forskningens følgeomkostninger

I løbet af de seneste 50 år har universiteternes rolle i samfundet ændret sig fundamentalt.

Fra primært at være nationalt forankrede højere læreanstalter, hvor forskningens hovedformål var at understøtte undervisningen, er universiteterne i dag blevet langt mere aktive medspillere i vidensamfundet.

Forskning med direkte sigte på at løse industri- og samfundsudfordringer er flyttet ind på læreanstalterne - til stor glæde for alle parter. Universiteterne har fået større og stærkere forskningsmiljøer, mens samfundet blandt andet har nydt godt af en helt unik teknologiudvikling.

Men det øgede samspil mellem private aktører, myndigheder og universiteter har selvfølgelig også en pris.

For hvordan får man etableret klare grænser mellem forskerne og dem, der rekvirerer eller finansierer forskningen?

Og hvordan håndterer universiteterne den mere komplicerede økonomi, der følger med? Det er helt centrale spørgsmål for dagens universitetsledere.

Problemet er, at finansieringen af de eksterne projekter ikke altid dækker følgeomkostningerne til den nødvendige forskningsledelse, forskningsinfrastruktur, laboratorier med mere. Og dermed disponeres en stadig større andel af basisbevillingen til disse udgifter.

Rasmus Larsen
Prorektor, DTU

Ekstern finansiering er en hovedaktivitet
Lad mig begynde med det sidste. I Danmark har vi siden slutningen af nullerne levet op til Barcelonamålsætningen om, at en procent af BNP skal gå til at finansiere forskningen. Det er rigtig positivt og en meget vigtig pointe.

Men i samme tidsrum er universiteternes basisbevillingers andel af den samlede offentlige forskningsbevilling faldet. For DTU er den eksternt finansierede forskning gået fra at være en marginalaktivitet til at være en hovedaktivitet.

Det er der som sådan ikke noget galt med; det er helt i tråd med vores mission om at være til gavn for samfundet.

Problemet er, at finansieringen af de eksterne projekter ikke altid dækker følgeomkostningerne til den nødvendige forskningsledelse, forskningsinfrastruktur, laboratorier med mere. Og dermed disponeres en stadig større andel af basisbevillingen til disse udgifter.

Universitetet har jo fortsat en forpligtelse til at uddanne ingeniører til alle relevante sektorer af det danske arbejdsmarked, uafhængigt af de eksterne forskningsbevillinger.

Derfor kan vi ikke bruge hele vores basisbevilling på at medfinansiere de aktiviteter, de eksterne parter bevilliger penge til.

Vi er nødt til at holde fast i, at fonde og industri, der får lavet forskning på universitetet, også må betale følgeomkostningerne ved denne forskning.

Klare grænser
Et andet vigtigt princip er, at hver part skal holde sig på sin banehalvdel. Det har især været i fokus i forbindelse med den forskningsbaserede rådgivning, men det gælder også i forbindelse med rekvireret forskning.

Universitetet og forskerne er ifølge Universitetsloven forpligtet til at efterleve god videnskabelig praksis og værne om forskningsfriheden. De skal altså tilrettelægge forskningen og drage konklusionerne efter strengt videnskabelige principper.