S-ordfører: Det skal være tydeligt, om man udtaler sig som ekspert eller meningsdanner

Altinget har indbudt til en interessant og principiel debat om nogle af de balancer som medier og forskere må overveje fra tid til anden.

For hvornår er man ekspert med særlig indsigt inden for sit forskningsfelt, og hvornår er man debattør med en politisk holdning?

Generelt mener jeg, at langt de fleste forskere og journalister finder de rette balancer.

Rasmus Stoklund
Forsknings- og uddannelsesordfører, Socialdemokratiet

Balancen er en alvorlig sag, for når den glipper, kan den give skår i lytteres, seeres og læseres tillid til både forskere og medier.

I værste fald kan det føre til en tilstand, hvor vi ikke har en fælles og faktabaseret virkelighed at forholde os til. Det sker, hvis vi når et sted hen, hvor vi ikke blot deler os efter holdninger, men også efter hvilke fakta, vi tror på.

Generelt mener jeg, at langt de fleste forskere og journalister finder de rette balancer. Heldigvis ofte også når eksperters holdningstilkendegivelser kommer til debat.

Et af de senere eksempler kunne være RUC-professor Sune Haugbølle, som har udtrykt politisk kontroversielle holdninger i forhold til Israel, men samtidig er blevet brugt som ekspertkilde efter terrorangrebet i oktober 2023.

Jyllands-Posten meddelte derfor på lederplads få uger efter terrorangrebet, at avisen fremover deklarerer Sune Haugbølles udsagn som Israel-kritiske.

Politikere skal ikke fjernstyre universiteterne

Altingets debatoplæg mindede mig om en tilsvarende debat, vi havde i Folketinget i foråret 2021. Debatten mundede ud i en vedtagelse af en tekst, som fik opbakning fra S, V, DF, KF, NB, LA og KD.

Jeg mener teksten præcist indfanger, at det ikke er politikere, der skal fjernstyre universiteterne, men til gengæld har forskningsverdenen selv et ansvar for at værne om sin integritet.

Jeg vil derfor lade vores vedtagelse fra debatten i Folketinget være dette indlægs udgangsreplik:

”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik."

"Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde."

"Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan."