Debat

Studenterråd: Mangel på feedback øger karakterpresset

Studerendes læring holdes tilbage af manglende feedback, der forvrænger læringsprocessen til at være fikseret på karakterer. Det er tid til at gøre en ende på årevis af besparelser i en udsultet uddannelsessektor, skriver Lauge Lunding Bach.

Årevis af besparelser har udsultet uddannelsessektoren og skabt et nationalt feedback-efterslæb, skriver Lauge Lunding Bach. 
Årevis af besparelser har udsultet uddannelsessektoren og skabt et nationalt feedback-efterslæb, skriver Lauge Lunding Bach. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lauge Lunding Bach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er efterhånden en sjældenhed, at de studerende kan få feedback på vores opgaver og eksamener.

Normen er blevet, at vores kurser afsluttes med en eksamen, som ofte strækker sig over flere dage. Et par uger efter eksamenen kvitteres et halvt års arbejde med en karakter. Ingen udtalelse. Ingen feedback. Kun et tal.

Temadebat

Ny temadebat: Er undervisere på danske universiteter for dårlige til at give deres studerende feedback?

I Danmark vurderer de studerende deres undervisere dårligere i forhold til feedback sammenlignet med de andre nordiske lande.

Derfor stiller Altinget Forskning i en ny temadebat spørgsmålstegn ved, hvordan vi kan forbedre feedbackkulturen.

Om Altingets temadebatter:
Vi bringer kun indlæg, der udelukkende er skrevet til Altinget.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten om feedback? Skriv til [email protected].

Som studerende har vi brug for at få at vide, hvad vi har gjort godt, og hvad vi kan gøre bedre. Derfor er det et stort problem, når der ikke gives feedback under kurser og efter eksamen, fordi feedback er en essentiel del af læringsprocessen.

Den manglende feedback frarøver studerende vigtig læring og kompetenceudvikling. 

Tallene får større betydning
Når vi ikke får feedback at læne op os ad, bliver karaktererne, naturligvis, tillagt endnu større betydning. Det skævvrider læringsprocessen yderligere, fordi studerende i højere grad motiveres til at jagte den høje karakter frem for den gode læring.

Vi øver os i at blive gode til at gå til eksamen og bliver kun målt på, om vi formår at få en høj karakter i eksamenssituationen. Det øger det i forvejen høje karakter- og eksamenspres, som alt for mange unge mennesker lider under.

Der bør i stedet være plads til og fokus på indlæringsprocessen, så studerende tør tænke ud af boksen og tage chancer med deres opgave- og problemløsning.

Når vi ikke får feedback at læne op os ad, bliver karaktererne, naturligvis, tillagt endnu større betydning

Lauge Lunding Bach
Formand, Studenterrådet, Roskilde Universitet

Det kan være svært at integrere dybdegående feedback på nogle kurser, men heldigvis er der andre tiltag, vi kan implementere for at sikre højere kvalitet i undervisningen. Helt konkret har vi brug for flere og bedre konfrontationstimer.

Rimelige krav
Der skal være tid til, at hver enkelt studerende kan interagere med underviserne i en faglig kontekst. I de kurser, hvor man undervejs afleverer opgaver, skal de studerende have feedback på deres aflevering, som de kan bruge til at dygtiggøre sig. Når kurserne afsluttes, skal alle studerende modtage fyldestgørende feedback på deres eksamen.

For de fleste nuværende studerende lyder det nok som det rene science fiction, men vi må også se i øjnene, at det ikke er urimeligt at kræve den nødvendige feedback. Det burde derimod være grundstenen i et ordentligt uddannelsessystem.

Selv hvis vi starter i det små, vil 5-10 linjers feedback på en eksamensopgave gøre en kæmpe forskel for rigtig mange af os og sætte gang i udviklingen mod en lysere fremtid på landets videregående uddannelser. 

Feedbackefterslæb  
Mange af mine medstuderende skriger på mere feedback. Det gælder både almindelige studerende, og indvalgte studenterrepræsentanter i studienævnene. Hver gang det bliver nævnt, bliver vi mødt af samme svar: Der er ikke penge til at give de studerende den feedback, der er brug for.

Selv, hvis vi starter i det små, vil 5-10 linjers feedback på en eksamensopgave gøre en kæmpe forskel for rigtig mange af os

Lauge Lunding Bach
Formand, Studenterrådet, Roskilde Universitet

Som studerende ved Roskilde Universitet er vi næsten i en privilegeret situation, når man sammenligner os med mange andre universiteter. RUC’erne får, helt generelt, god feedback på vores projekter, som udgør halvdelen af vores studier.

Det ændrer dog ikke på det store feedback-efterslæb, der er på kurserne. Det er et nationalt problem på tværs af de videregående uddannelsesinstitutioner, og det er et problem, der er skabt gennem årevis af besparelser på uddannelsessektoren.

Der er ikke penge til det nødvendige antal underviserne og de undervisere, der er tilbage på universiteterne, skal løbe så stærkt, at de ikke har tid til at give feedback til deres studerende.

Den eneste holdbare løsning på problemet er, at politikerne træder i karakter og investerer de nødvendige midler i vores udsultede uddannelsessektor.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lauge Lunding Bach

Forperson, Studenterrådet ved Roskilde Universitet

0:000:00