Universiteterne: Vilde forskningsidéer kræver en solid økonomisk bund på universiteterne

Af Anders Bjarklev
Formand, Danske Universiteters Rektorkollegium

Den forskning, som skaber nybrud, gennembrud og ultimativt ændrer verden, skal have bedre vilkår.

Det kan få være uenige i.

Spørgsmålet er, hvordan vi får mere af den såkaldte transformative forskning – og hvilke redskaber vi skal tage i brug?

Vi forventer som universitetsledelse, at vores forskere forsøger at besvare de store spørgsmål og søger de gennembrud, der kan ændre verden. Det er netop kernen i at være forsker på et universitet.

Derfor vil vi på universiteterne gerne støtte vores forskere, så de kan gå nye veje og afprøve nye idéer, uden at de skal bruge tid på at skrive ansøgninger, hvor chancen for succes er meget lille.

Konkurrenceudsættelse er godt, men der skal være en solid bund, så vi ikke ender i en situation, hvor eksterne parter definerer hovedparten af vores forskning.

Anders Bjarklev
Formand, Danske Universiteters Rektorkollegium

Det anser vi som en kerneopgave, som vi skal prioritere.

Fremgang i eksterne midler
Dansk forskning er i forrygende fremgang. Vi bliver stadig dygtigere. Vores universiteter og forskere er i dag iblandt de bedste i verden.

Vi har meget høje succesrater, når det handler om at hente EU-støtte til forskning hjem i konkurrence med resten af EU.

Og i de senere år har vi oplevet en betydelig fremgang i eksterne midler på de danske universiteter, godt hjulpet på vej af de store private forskningsfonde.

I dag har de konkurrenceudsatte midler næsten indhentet de offentlige basismidler til universiteterne.

Det er naturligvis helt enestående godt for dansk forskning og dansk erhvervsliv, at vores forskere henter flere midler hjem, og det giver et større og mere mangfoldigt grundlag, som den transformative forskning kan gro i.

Kilde: Danske Universiteters Statistiske Beredskab

Eksterne midler spiller ind i universiteternes økonomi
De seneste års vækst i konkurrenceudsatte og eksterne midler på de danske universiteter har dog en økonomisk konsekvens for universiteterne.

Hver gang vi indgår i et større eksternt samarbejde, eller en af vores forskere opnår ekstern støtte, betyder det nemlig, at en del af vores midler, bygninger og infrastruktur bliver allokeret til et specifikt formål, som er delvist fastsat uden for universitetet.

Samarbejde med erhvervsliv, fonde og udland er en styrke, men de eksterne midler trækker samtidig på de ressourcer, vi som universiteter kan prioritere.

Og de ressourcer er ikke steget de senere år.

Det er ærgerligt, for hvis der er nogen, der skal kunne se potentialet og prioritere det risikofyldte, så er det universiteterne.