Videnskabernes Selskab: Politiske styring står i vejen for næste danske Nobelpris

Politikerne styrer forskningen

Politikere og andre iagttagere kan konstatere på tallene, at der aldrig har været så mange penge til forskning i Danmark. Alligevel oplever forskere, at der både er ekstrem konkurrence om bevillinger, og at der konstant skal søges nye midler.

Det giver ikke ro til faktisk at fokusere på det vigtige, som er forskningen. Hvordan hænger det sammen?

En del af forklaringen er, at politikere i højere grad gerne vil styre forskningen.

Budskabet til politikere er simpelt: Undlad at sætte så tydelig retning på så stor en andel af midlerne til forskning. Øg basismidlerne, og afhold jer fra at definere detaljer for udmøntningen 

Prof. Marie Louise Nosch, Prof. Thomas Sinkjær og Jonas Krog Lind
Fra Videnskabernes Selskab

Der blev sat særlig turbo på tendensen i løbet af 00’erne med en ny universitetslov, der indførte ansatte i stedet for valgte ledere, og dermed satte den menige forsker næsten helt udenfor formel indflydelse. I de samme år oprettedes en række nye råd og fonde, der var mere konkurrence- og innovationsorienterede, og dermed mere styrende for forskningen.

Men også i de seneste år er der tegn på en stigende styringsiver. Forskningsreserven, der hvert år forhandles om blandt en række politiske partier, er gået fra under en mia. til næsten tre mia. kr. fra 2014 til 2022.

Det er en ganske markant stigning i midler, der udsættes for politisk prioritering. Og en langt større stigning, end vi i perioden har set for både de samlede eksterne midler og for basisforskningsmidler, om end en direkte sammenligning af tallene er vanskelig.  

En anden, men relateret tendens er vigtig at få med også. Siden omkring årtusindskiftet er der, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd har vist, sket en markant stigning i eksterne forskningsmidler som andel af de samlede forskningsmidler på universiteterne (fra ca. 30 % til 45 %).

Den udvikling er ifølge en rapport fra Tænketanken DEA medvirkende til, at universiteter oplever at have færre midler, som de selv kan disponere over. For eksempel når de vil understøtte vigtig underfinansieret forskning eller udvikle talentfulde unge forskere, der endnu ikke har fået en forskningsbevilling.

Og således har vi i hvert fald en del af forklaringen på det tilsyneladende paradoks. Relativt færre basismidler og større styring på de stigende eksterne midler giver samlet set mindre frirum for forskere til at forfølge også vildskud som de utilsigtede kemiske reaktioner, Morten Meldal fandt for mere end 20 år siden.

Læg bånd på styringsiveren

Budskabet til politikere er simpelt: Undlad at sætte så tydelig retning på så stor en andel af midlerne til forskning. Øg basismidlerne og afhold jer fra at definere detaljer for udmøntningen. Det skal overlades til de offentlige fonde, universiteter og forskerne selv.

Der skal naturligvis satses på vigtige samfundsproblemer som for eksempel grøn omstilling, når vi står overfor ødelæggende klimaforandringer. Men det bør i højere grad ske ved, at universiteterne og forskerne inddrages og får mere frihed.

På den måde får forskerne rammebetingelser, hvor der i større grad er tid og frirum til, at der kan skabes banebrydende forskning.