Lars Bangert Struwe: En kommission ændrer ikke på vores udenrigspolitik

DEBAT: Dansk udenrigspolitik er begivenhedsstyret, og det kan en kommission ikke ændre på. Derfor må det overvejes ret nøje, hvad man egentlig kan bruge en udenrigskommission til, skriver generalsekretær i Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe.

Af Lars Bangert Struwe
Ph.d., generalsekretær, Atlantsammenslutningen

For en del år siden blev jeg af en dansk ambassadør meget klart belært om, at dansk udenrigs- og særlig sikkerhedspolitik er "event-driven" – altså drevet af begivenheder. Har man arbejdet på Slotsholmen, vil man nikke genkendende til dette. Det er et meget vigtigt element i forståelsen af dansk udenrigspolitik. Det er på mange måder småstatens lod.

I disse uger står det mere og mere klart, at der sker et paradigmeskift i politikken over for Kina. Statsministeriet udstiller Kina og Huawei ved at give Berlingske aktindsigt i Huaweis pres, og viser derved, at Kina ikke længere er en ven, men en stat, der har skadet andre, og som ikke behandles specielt.

Dette er et eksempel på, at dansk udenrigspolitik er begivenhedsdreven. Derved ikke være sagt, at der ikke ligger en strategi bag, men coronakrisen har fungeret som en katalysator nationalt og internationalt til at forandre det udenrigspolitiske rum. Derfor må det overvejs ret nøje, hvad man egentligt kan bruge en udenrigspolitisk kommission til.

Kan tjene flere formål
En udenrigskommission kan tjene flere formål. Skal man analysere, om Udenrigsministeriet har den fornødne kapacitet til at løfte sine opgaver?

Skal man afdække, hvordan international politik i alle dens afskygninger udvikler sig lige nu?

Skal man formidle en forståelse af udenrigspolitik, eller skal man afsøge mulighederne for en dansk udenrigspolitik i form af en strategisk analyse?

Mange vil nok håbe, at man kan gøre alle fire ting på én gang. Det er nok mere end svært.

Problemet ligger i, om en kommission vil kunne kombinere den strategiske viden med de midler, som Folketinget vil afsætte til området. Ellers vil midlerne være spildt.

Mangler ikke viden
Der finder rigtigt meget oplysning sted om udenrigspolitik. Min egen organisation Atlantsammenslutningen er en af spillerne i dette brogede spil, hvor også DIIS, universiteterne og folkeoplysningsforbundene er nogle af de mange spillere.

Der mangler således ikke viden eller oplysning på området. Vi vil alle gerne have flere midler – men vi er mange, der laver rigtig god oplysning på mange forskellige niveauer.

Der skrives år ud og år ind en lang række rapporter fra universiteter og tænketanke i Danmark, og der aflægges kommissionsberetninger, men man må spørge sig, om man faktisk får nok ud af dette.

Behov for en ny konstruktion
Hvis der skal laves en udenrigspolitisk kommission, så må og skal man finde en ny konstruktion, så der kommer til at være en kobling imellem den viden og de anbefalinger, kommissionen kommer med, og så den gennemførte politik.

Ser vi på de seneste forhandlinger på det beslægtede forsvarsområde, så bør alle alarmklokker ringe. Man har nu prøvet både at have forsvarskommissioner og forsvarsforligsforhandlinger uden, at man faktisk er blevet bedre.

Det største problem
Det største problem er, at man typisk agerer inden for to rammer: Den økonomiske, der naturligt nok er udstukket af Finansministeriet, og så den ramme, som de kapaciteter, man allerede har, udgør.

I dette tilfælde ambassader, konsulater, repræsentationer og samarbejder. Derfor ender man med at fokusere på de kortsigtede udfordringer – det vil sige; enten hvilke kapaciteter har vi, og hvad kan vi gøre med det, eller hvad ligger der lige om hjørnet af problemer, som vi ligegyldigt hvad må gøre noget ved.

Overfører vi dette til Udenrigsministeriet, så vil man ende med at diskutere om, hvordan man kan disponere de eksisterende midler i ministeriet på de ambassader, man har, og hvordan at man kan flytte rundt med få ressourcer.

Samlet vil man sige, at der skal være mere fokus på Kina og USA og deres stormagtsopgør med lidt fokus på Arktis, og så vil der næppe ske mere.

Udenrigspolitikken vil forsat være begivenhedsstyret og vil balancere det internationalt engagerede Danmark imellem de mest relevante organisationer EU, Nato og FN og så stormagterne USA, Kina og Rusland.

Forrige artikel Forsker: USA og Kinas ageren viser behovet for en udenrigskommission Forsker: USA og Kinas ageren viser behovet for en udenrigskommission Næste artikel Bo Lidegaard svarer anmelder: Jeg vedgår min hang til den afgørende scene Bo Lidegaard svarer anmelder: Jeg vedgår min hang til den afgørende scene