Regeringen trækker soldater hjem fra Mali og overvejer dansk millionbistand til landet: "Vi bliver brugt i et beskidt politisk spil"

Et krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af danske styrker fra Mali bliver nu imødekommet af den danske regering, en uge efter at 100 danske soldater kom til det afrikanske lande. Sagen kan også få konsekvenser for Danmarks udviklingsbistand til Mali og dansk deltagelse i en FN-mission i landet.

Det danske bidrage&nbsp;er en del af Task Force Takuba, der er under overordnet kommando af den fransk-ledede Operation Barkhane.<br>
Det danske bidrage er en del af Task Force Takuba, der er under overordnet kommando af den fransk-ledede Operation Barkhane.
Foto: Paul Lorgerie/Reuters/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn Andreas Krog

De cirka 100 danske soldater, der ankom til Mali for en uge siden, bliver trukket hjem igen. Det besluttede den danske regering torsdag.

Det sker, efter at den maliske regering ad flere omgange har krævet en øjeblikkelig tilbagetrækning. 

Det her er en del af et større beskidt spil. 

Jeppe Kofod (S), udenrigsminister

Kravet blev første gang fremsat mandag. Onsdag aften udsendte den maliske regering en offentlig erklæring, hvor den gentog, at Danmark ikke er velkommen i Mali.

Det fik regeringen til at sige stop.

"Det finder vi os selvfølgelig ikke i. Derfor har vi efter konsultation med Udenrigspolitisk Nævn besluttet, at vi trækker vores soldater hjem,” sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) torsdag eftermiddag efter et møde i nævnet, hvor flere partier på forhånd ville trække styrkerne ud af det vestafrikanske land.

"En del af et større beskidt spil"

Kravet fra Malis regering kom, umiddelbart efter at EU's udenrigsministre mandag havde udtalt hård kritik af den maliske regering, der senest har indledt et samarbejde med russiske lejesoldater og udskudt et lovet demokratisk valg.

Fakta

Dansk bidrag er en del af fransk-ledet operation

Det danske bidrag i Mali består af op til cirka 105 personer. Det drejer sig om cirka 60 specialoperationsstyrker, nogle få stabsofficerer, et kirurghold på op til cirka 12 personer og et nationalt støtteelement på omkring ti personer.

Kirurgholdet ankom til Mali 12. januar, mens specialoperationsstyrkebidraget ankom 17. januar 2022.

Bidraget er en del af Task Force Takuba, der er under overordnet kommando af den fransk-ledede Operation Barkhane. Ti af Danmarks øvrige nære allierede bidrager i øjeblikket til Takuba, herunder Frankrig.

Det danske forsvar har tidligere haft blandt andet transportfly og helikoptere udsendt til Mali ad flere omgange. 

Jeppe Kofod understregede tirsdag, at Danmark havde overholdt alle protokoller forud for udsendelsen af de danske styrker og fået accept af Malis regering. Men Danmark er tilsyneladende blevet syndebuk i et større spil, vurderer udenrigsministeren.

"Det her er en del af et større beskidt spil. Det er ingen hemmelighed, at Danmark og andre europæiske og afrikanske lande har lagt hårdt pres på militærjuntaen i Mali for at få en ansvarlig plan for vejen tilbage til demokrati, efter at den har taget magten ved et militærkup," forklarede han.

Træne regeringsstyrker

De danske styrker, der består af specialoperationsstyrker og et hold kirurger, skulle blandt andet træne de maliske regeringsstyrker til at bekæmpe islamistiske oprørsgrupper i det fattige og uroplagede land i Sahel.

Bidraget er en del af Task Force Takuba, der er under overordnet kommando af den fransk-ledede Operation Barkhane. Flere af Danmarks næreste allierede bidrager i øjeblikket til Takuba, herunder Frankrig. 

Vi vil drøfte med Folketingets partier, hvordan vi kan fastholde støtten til den uskyldige civilbefolkning. Men selvfølgelig har vi intet ønske om at samarbejde med kupgeneralerne.

Jeppe Kofod (S), udenrigsminister

Regeringen vil fredag holde møde med de øvrige Takuba-medlemmer for at drøfte, hvilke konsekvenser sagen om Danmarks tilstedeværelse skal have for Mali.

Det er nemlig kun de danske styrker, som regeringen i Mali har krævet tilbagetrukket. 

Bokse rundt med kupgeneraler

Den maliske regering skal ikke regne med, at den kan gøre tingene godt igen ved blot at undskylde og sige, at Danmark er velkommen til at komme tilbage.

”Nu har de to gange offentligt kommunikeret, at de ønsker os ud af Mali. Selvom de selv har inviteret os derind. Og selvom vi er der på et folkeretligt grundlag."

"Men vi bliver brugt i et beskidt politisk spil. Her sætter vi grænsen. Vi kommer ikke til at bokse rundt med nogle kupgeneraler og deres dagsorden,” fastslår Jeppe Kofod. 

I første omgang tages de 100 soldater fra Takuba-missionen hjem. Men sagen kan også få konsekvenser for den danske udviklingsbistand til Mali. Danmark donerer i 2022 175 millioner kroner alene i bilateral udviklingsbistand til landet.

”Vi vil drøfte med Folketingets partier, hvordan vi kan fastholde støtten til den uskyldige civilbefolkning. Men selvfølgelig har vi intet ønske om at samarbejde med kupgeneralerne,” fastslår Jeppe Kofod.

Overvejer FN-mission

Regeringen overvejer også Danmarks fremtidige deltagelse i en FN-mission i Mali. Her har Flyvevåbnet ad flere omgange haft C-130 Hercules-transportfly udsendt.

Efter planen sendes et fly afsted til Mali på en længerevarende mission senere i år. Om det rent faktisk bliver tilfældet, vil regeringen nu nærmere overveje.

"Vi vil drøfte, hvad det her får af betydning for vores FN-bidrag, som skal afsted senere i år. For nu skal vi drøfte med vores allierede og partnere – inklusive FN – hvad det her får af betydning," siger forsvarsminister Trine Bramsen (S). 

Missionen var fra starten en opskrift på katastrofe. Regeringen og de andre partier i Folketinget trykkede ukritisk på ja-knappen i Folketinget.

Eva Flyvholm (EL), udenrigsordfører

Trykkede ukritisk på ja-knappen

Enhedslisten og SF krævede onsdag, at Danmark trak soldaterne hjem.

At det nu sker, bør give stof til eftertanke hos de partier, der stemte for at udsende soldaterne. Det mener Enhedslisten, der var alene om at stemme imod udsendelsen.

"Det er helt rigtigt at trække danske soldater fra Mali. Men de skulle aldrig have været sendt afsted," siger Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm (EL).

"Missionen var fra starten en opskrift på katastrofe. Regeringen og de andre partier i Folketinget trykkede ukritisk på ja-knappen i Folketinget, dagen efter der var militærkup i Mali," tilføjer hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Fungerende udenrigsminister (S)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), ma i public administration (Harvard 2007)

Trine Bramsen

Transportminister og minister for ligestilling, MF (S)
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)