Skal FE-sagen undersøges? Lars Findsens politiske bombe fra valgkampen kan ende som en fuser

Ja, når man læser efter, så tegner Lars Findsen et billede af sig selv, som en embedsmand, der betragtede sig selv som så erfaren, at han ikke længere behøvede at adlyde det politiske system. En embedsmand, der i sin selvopfattelse på nogle måder var hævet over det system, han arbejdede for. Og en embedsmand, som gik langt – meget langt – for at beskytte sig selv og sin karriere. Formentlig også for langt.

Hjemsendelsen er én sag…

Helt overordnet er det vigtigt at dele FE-sagen op i to.

På den ene side har vi beslutningen i august 2020 om at hjemsende Lars Findsen og flere andre ledende medarbejdere fra FE.

De blev sendt hjem, mens en hurtigt nedsat kommission bestående af tre landsdommere undersøgte nogle mistanker om urent trav i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Kommissionen endte med at frikende FE for mistankerne, og dermed var den del af sagen for så vidt afsluttet. Afgørelsen blev tilfældigvis offentliggjort samme dag, som Rigsretten afsagde sin kendelse i sagen mod Inger Støjberg.

…straffesagen er en anden

På den anden side har vi den verserende straffesag mod Lars Findsen, der venter på at komme for retten.

Den handler om mulige læk af fortrolige oplysninger om statens hemmeligheder – formentlig især om en hemmelig aftale mellem Danmark og USA, det såkaldte kabelsamarbejde.

Det er i forbindelse med straffesagen, at Lars Findsen har været aflyttet og overvåget, og det er også i forbindelse med denne sag, at anklagemyndigheden har forsøgt at sætte forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) på anklagebænken.

Når man læser efter, så tegner Lars Findsen et billede af sig selv, som en embedsmand, der var så erfaren, at han ikke længere behøvede at adlyde det politiske system

I den politiske debat inden valget var der enighed om, at en kommende undersøgelse af FE-sagen ikke kan gå ind i de spørgsmål, som skal behandles i en kommende straffesag.

Derfor tyder alt på, at en undersøgelse af FE-sagen i hvert fald i første omgang vil fokusere på hjemsendelsen af Lars Findsen.

Beslutningen om at hjemsende Lars Findsen er blevet kritiseret fra flere sider – ikke mindst af en stribe forhenværende topembedsmænd, der mener, at sagen burde være ordnet i stilhed.

Deres pointe er, at det i sig selv er skadeligt for efterretningstjenesterne, at der kommer opmærksomhed om den undersøgelse, der blev foretaget.

Og dertil kommer beskyldningen om, at hjemsendelsen var politisk. At Trine Bramsens beslutning måske var bestilt fra højere sted – i Statsministeriet af Mette Frederiksen og hendes departementschef, Barbara Bertelsen. Hvad pokker skete der egentlig, den sommer?

Findsen havde været besværlig i årevis

Den mest udførlige kilde til det forløb er de oplysninger, Lars Findsen selv lægger frem i bogen ’Spionchefen’.

Man må selvfølgelig tage forbehold for, at han kan huske forkert eller udelade detaljer. Det er også meget tænkeligt, at andre kan have oplevet forløbet anderledes, men man må gå ud fra, at Lars Findsen i hvert fald står ved det, han selv har oplyst i bogen.

Forud for hjemsendelsen var gået flere år, hvor Lars Findsen ifølge sin egen beretning flere gange havde været med til at gøre livet besværligt for skiftende ministre.

Overspillede sine kort

Det mest kendte eksempel er sagen om bogen ’Jæger – I krig med eliten’, der udkom i 2009 og vakte enorm opsigt, fordi Forsvaret forsøgte at bremse udgivelsen. Lars Findsen beskriver i sin egen bog, hvordan han dengang aktivt var med til at sprede påstanden om, at der fandtes en arabisk oversættelse af bogen.

”Jeg må være ærlig og sige, at jeg de facto overspillede det ’arabiske oversættelseskort’ på et for tyndt grundlag,” skriver Lars Findsen.

Alligevel var det forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, der ellers ikke personligt havde haft noget med sagen at gøre, der måtte gå af. Sagen sled også så meget på forsvarsminister Søren Gade, at han senere måtte gå. Men Lars Findsen overlevede.

Nægtede at følge ministerens ordre

Senere blev venstremanden Peter Christensen forsvarsminister i 2015. Han bad som noget af det første sin departementschef om et notat om, hvordan en større forsvarsreform kunne rulles tilbage. Men Lars Findsen mente, det var en dårlig idé – og i øvrigt politisk urealistisk. Peter Christensen rykkede flere gange for notatet, men det kom aldrig.

”Jeg skød det hen, kunne vitterligt ikke se det for mig,” skriver Lars Findsen i sin bog.

”Når jeg i dag ser tilbage, tog jeg ham ikke alvorligt nok. Jeg burde have efterkommet ønsket og foreslået at sende sagen videre til regeringstoppen, hvor hans idé så var blevet lagt ned igen,” tilføjer Findsen.

Den slags modvilje mod at arbejde loyalt for ministeren ville i sig selv være rigelig grund for en minister til at skille sig af med en departementschef – og det forsøgte Peter Christensen da også.

Opfandt selv nyt chefjob

Det var i den forbindelse, at Lars Findsen angiveligt selv opfandt planen om at bytte job med den daværende chef for FE, Thomas Ahrenkiel.

Peter Christensen har senere oplyst, at han var imod planen, men da statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans daværende departementschef begge sagde god for byttet, blev de to topstillinger som hhv. departementschef og som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste altså besat uden nogen egentlig proces med vurdering af forskellige kandidater.

”Når jeg i dag ser tilbage, tog jeg ham ikke alvorligt nok. Jeg burde have efterkommet ønsket og foreslået at sende sagen videre til regeringstoppen”
 

Lars Findsen
I bogen ’Spionchefen’

Disse nedslag er vigtige som bagtæppe for det forløb, der udspillede sig sommeren 2020.

Gennem længere tid havde flere ministre og topembedsmænd oplevet, at Lars Findsen ikke nødvendigvis spillede for holdet, men mere spillede for sig selv.   

”Det er fuldstændig skudt i hovedet”

I foråret 2020 var Trine Bramsen blevet forsvarsminister, og på et tidspunkt fik Lars Findsen af en kollega at vide, at der var planer om at flytte ham til et andet job.

”Det er fuldstændig skudt i hovedet. Det er komplet uansvarligt i forhold til FE,” lød reaktionen fra Lars Findsen ifølge bogen.

Ikke desto mindre indgik Findsen efter eget udsagn i forhandlinger, hvor han blev bistået af sin fagforening, Djøf.

Her blev han ifølge bogen ”præsenteret for muligheden for at blive politidirektør i Nordsjællands Politi”

”Jeg må være ærlig og sige, at jeg de facto overspillede det ’arabiske oversættelseskort’ på et for tyndt grundlag”

Lars Findsen
I bogen ’Spionchefen’

I sin bog beskriver Lars Findsen nogle af begivenhederne i en lidt omvendt rækkefølge. Men hvis man kigger nærmere på datoerne, står det klart, at han selv meget aktivt modarbejdede denne mulighed for at forlade FE stille og roligt for at blive politidirektør i stedet. 

Det rigtige tidspunkt var aldrig nu

På dette tidspunkt var Tilsynet Med Efterretningstjenesterne (TET) i gang med en større undersøgelse af forholdene i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det uafhængige tilsyn TET havde modtaget en stor mængde materiale – heriblandt mange timers lydoptagelser – fra en whistleblower i FE, som mente, at der var alt for dårligt styr på det kabelsamarbejde, som FE gennem mange år havde haft med sin amerikanske søsterorganisation NSA.

Lars Findsen mente derfor, at det var et dårligt tidspunkt at skifte ham ud. En forflyttelse kunne efterlade indtryk af, at der faktisk var noget galt.

”Det står en regering frit for at skifte ud i toppen af en efterretningstjeneste, men min vurdering var, at tidspunktet var skidt,” skriver han.

Interviews skulle bremse ministeren

Hen over sommeren 2020 bad Lars Findsen flere gange om et møde med Trine Bramsen, og mens hans ventede på det møde, indledte han bag om ryggen på ministeren en kampagne, der skulle gøre det sværere for hende at fjerne ham fra posten som chef for FE.

Via sin pressemedarbejder tilbød han Berlingske og Jyllands-Posten, at de kunne få ”de sædvanlige større sommerinterviews om det aktuelle trusselsbillede”.

”Tanken slog mig, at udskiftningen i ledelsen ville se endnu mere absurd ud, når aviserne lige havde bragt store interviews med mig,” skriver Findsen i bogen.

Midt i juli bragte begge aviser store interview med Findsen, hvor han advarede om, at ”for Danmark er verden blevet et farligere sted”.

Aviserne kunne ikke vide, at deres eksklusive interviews var et led i en aktiv kampagne for at hindre Findsens forflyttelse til en anden stilling.

"Jeg skal kunne tælle til 90”

Mandag 17. august 2020 fik Findsen omsider et møde med Trine Bramsen.

Det var på dette møde, at Trine Bramsen angiveligt skal have sagt, at hun godt vidste, der ikke var noget at bebrejde Lars Findsen, men at ”jeg skal kunne tælle til 90”.

Det er værd at notere, at dette møde blev afholdt, fire dage før Trine Bramsen modtog de endelige konklusioner fra den store undersøgelse i Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET). På dette tidspunkt vidste Trine Bramsen altså ikke, præcis hvor alvorlig kritikken fra TET vil være.

Hvorfor sagde hun så, at hun skal kunne tælle til 90?

En mulighed kan være, at ministeren gerne ville beskytte sig selv og FE-chefen mod den kritik, som hun vidste, ville kunne opstå, når TET få dage senere ville fremlægge sine konklusioner.

Det er netop, hvad Lars Findsen antyder i sin bog. Han havde selv hørt rygter om, at regeringen ville fjerne Findsen og en anden ledende medarbejder, sådan at man kunne se fremad, når tilsynet kom med sin kritik.

”Det står en regering frit for at skifte ud i toppen af en efterretningstjeneste, men min vurdering var, at tidspunktet var skidt”

Lars Findsen
I bogen ’Spionchefen’

Lidt på samme måde, som dengang forsvarschef Tim Sloth Jørgensen måtte betale prisen for sagen om en arabisk oversættelse, selv om han ikke havde haft med den at gøre.

En anden mulighed kan være den helt banale, at Trine Bramsen talte lidt sort i en situation, hvor hun var ved at gennemføre en besværlig og ubehagelig fyring. Det har mange chefer prøvet før hende.

Men det er gisninger. Vi ved det ikke.

Findsen sladrede til sine medarbejdere

Vi ved til gengæld, at Trine Bramsen allerede dagen efter samtalen havde god grund til at miste tilliden til sin FE-chef. Det fortæller Lars Findsen selv i sin bog.

”Da jeg forlod ministerkontoret, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle på udkig efter et nyt job”, skriver han.

Den næste sætning skal man bide mærke i:

”Jeg var nødt til at varsle FE’s medarbejderrepræsentanter om, at der var udskiftninger på vej i ledelsen, og at vi måtte aflyse den kommende uges præsentationer. Det fik dem til at formulere et protestbrev til ministeren.”

Med andre ord: Selv om Lars Findsens jobskifte ikke var besluttet, valgte han at orientere medarbejderrepræsentanterne i FE på en måde, så de følte behov for at advare ministeren mod en beslutning, hun måske var ved at træffe.

Det er næppe en handling, der har styrket ministerens tillid til efterretningschefen.  

FE’s ansatte gik i kamp for Findsen…

Få uger senere fik flere medier aktindsigt i brevet – hvilket tyder på, at nogen har gjort medierne opmærksomme på klagebrevet. Vi ved selvsagt ikke, hvem der lækkede oplysningen om, at medarbejderne havde klaget til ministeren.

I klagebrevet kunne man se, at medarbejdernes klage var underskrevet af fem tillidsfolk fra de forskellige faggrupper i FE. Det fremgår, at brevet er skrevet allerede dagen efter Lars Findsens møde med ministeren.

Det fremgik også, at brevet var formuleret af tillidsmanden fra Centralforeningen for Stampersonel – der organiserer befalingsmænd og civile tjenestemænd i Forsvaret. Men det er også underskrevet af repræsentanterne for de øvrige faggrupper: Akademikerne (AC), Officererne (HOD), kontorpersonalet (HK) samt ingeniørerne (IDA).

I brevet stod blandt andet: ”Henset til, at det er blevet medarbejderrepræsentanterne oplyst, at der skulle være udfordringer med den nuværende ledelse i FE, som måske beror på oplysninger, der ikke er retvisende.”

Hvis man ønsker at vide, hvad der skete i sommeren 2020, da Lars Findsen blev hjemsendt, behøver man næppe nogen undersøgelseskommission

Det fremgik ikke, hvordan tillidsrepræsentanterne kunne vide, at ønsket om at udskifte Findsen byggede på forkerte oplysninger. Men de kunne næppe have den oplysning fra andre end Lars Findsen selv.

For forsvarsministeren må klagebrevet have tegnet et foruroligende billede af, hvad der foregik i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Når FE-chefen tilsyneladende selv anstiftede et oprør mod ministeren blandt sine egne medarbejdere, er det ikke svært at forstå, hvis ministeren følte manglende tillid til, at hendes efterretningschef optrådte loyalt.

Og for en forsvarsminister er det selvsagt en helt uholdbar situation, hvis man ikke har fuld tillid til sine efterretningschefer. Det er en uholdbar situation, der i et demokrati kun kan have én udgang – nemlig at efterretningschefen må gå.

…men nogle af dem fortrød

To uger senere sendte to af de tillidsrepræsentanter, der havde underskrevet klagebrevet – nemlig dem som repræsenterer henholdsvis akademikerne og officererne i FE – et nyt og meget opsigtsvækkende brev til forsvarsministeren.

Her gjorde de klart, at det første brev udelukkende var udtryk for ”tillidsrepræsentanternes synspunkt, men at det ikke repræsenterede "de øvrige medarbejdere i FE”.

De skrev også, at de ikke havde været bekendt med omfanget af den kritik, som var fremsat af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), da de skrev under på brevet.

På dette tidspunkt var Lars Findsen og flere ledende medarbejdere hjemsendt, og de to tillidsfolk tilføjede i brevet, at ”hvis kritikken viser sig berettiget, er disse forhold naturligvis uforenelige med, hvad vi som medarbejderrepræsentanter kan støtte”.

Formuleringerne tyder på, at de to medarbejderrepræsentanter har følt sig ført bag lyset, da de gik med til at skrive under på klagebrevet til ministeren, og at nogle af deres medlemmer har slået fast, at de ikke var enige i klagens formuleringer.

Hvad er en politisk skandale?

Alle politiske skandaler er forskellige. Men hvis sagerne skal blive farlige for siddende eller afgåede ministre, kræver det som regel, at mindst to ingredienser er til stede:

For det første skal der være begået noget, der er ulovligt eller i hvert fald på kant af reglerne.

For det andet skal ministeren have vidst, at der foregik noget forkert – hun skal være blevet advaret af sine embedsmænd.

I sagen mod Inger Støjberg var begge betingelser opfyldt, og det endte som bekendt med, at Rigsretten idømte den tidligere minister 60 dages fængsel.

I Minksagen var det ifølge Minkkommissionen kun den første betingelse, der var opfyldt – der var ingen tegn på, at Mette Frederiksen var blevet advaret om, at hun var ved at træffe en ulovlig beslutning.

I sagen om hjemsendelsen af Lars Findsen er der ingen tegn på, at ministeren har overtrådt nogen regler. Hvis en minister ikke stoler på sin departementschef – eller efterretningschef for den sags skyld! – står det hende frit for at skifte vedkommende ud. Ministre kan selvsagt ikke have topembedsfolk, som de ikke stoler på.

Mange ubesvarede spørgsmål

Hvis Folketinget nedsætter en kommission, der skal undersøge hjemsendelsen af Lars Findsen i sommeren 2020, kan det derfor ende med være skønne spildte kræfter.

Samtidig kan sådan en undersøgelse skygge for nogle af de mere følsomme spørgsmål, som hele FE-sagen rejser.

Det kunne være spørgsmålet om, hvem der besluttede at sigte Lars Findsen efter den vidtgående paragraf 109 om at røbe statshemmeligheder? Det var den paragraf med dens høje straframme, der gjorde det muligt for PET at aflytte Lars Findsen gennem mange måneder.

”Det er fuldstændig skudt i hovedet. Det er komplet uansvarligt i forhold til FE”

Lars Findsen
I bogen ’Spionchefen’

Det kunne være spørgsmålet om, hvorvidt det nu famøse kabelsamarbejde er underlagt passende kontrol, eller om aflytningen går for vidt?

Det kunne også være spørgsmålet om, hvorvidt Tilsynet for Efterretningstjenesterne er indrettet på den rigtige måde, når en kommission bestående af tre landsdommere afviste den sønderlemmende kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, som det havde fremsat?

Det er også værd at diskutere, om et åbent demokrati som det danske kan holde til, at retssager mod en tidligere efterretningschef og en tidligere minister bliver gennemført for hermetisk lukkede døre?

Der er mange vigtige spørgsmål, der trænger til at blive både diskuteret og undersøgt i FE-sagen.

Men hvis man ønsker at vide, hvad der skete i sommeren 2020, da Lars Findsen blev hjemsendt, behøver man næppe nogen undersøgelseskommission. Det rækker at læse Lars Findsens bog. Så kan man se, at valgkampens store politiske bombe formentlig ender som en fuser.