Martin Lidegaard: Den egentlige gyser for Europa venter på den anden side af præsidentvalget

Europa skal stå i egen ret

Det er på tide, at vores skæbne ikke længere bliver afgjort hvert fjerde år i USA. Vi kan ikke længere sætte vores lid til, at amerikanerne træffer "det rigtige valg", set med europæiske briller. 

Oveni det kan vi heller ej tage for givet, at en Harris-sejr vil betyde, at alt fortsætter som det plejer. Harris og Trump deler jo opfattelsen af, at middelklassen i USA har tabt under globaliseringen, at amerikanske økonomiske interesser står øverst, og at Kina og det globale syd i højere grad fortjener USA's opmærksomhed end Europa. Undtagelsen har været, heldigvis, støtten til Ukraine, men også her må vi forholde os realistisk til, at amerikanernes tålmodighed kan rinde ud.

Vi skylder både os selv og amerikanerne at påtage os en større del af ansvaret for den verden, vi selv tror på.

Martin Lidegaard (R)
Politisk leder

Vi skal stå i egen ret og ikke på hverken amerikanernes, russernes eller kinesernes nåde. Vi skal sætte os selv i en situation, hvor vi på én gang bliver en bedre partner til USA, men også en stærkere og mere selvstændig partner, både når det handler om de militære, de økonomiske, de klimapolitiske og de demokratiske valg, for eksempel i forhold til Big Tech. 

Æraen for den unipolare verdensorden er for længst forbi, men kigger man på den måde, vi investerer i vores egne strategiske styrker – energiinfrastruktur, forskning, ny teknologi, sikkerhed og uddannelse – er det som om, erkendelsen ikke er nået os endnu. 

Biden-administrationen forstod den erkendelse og formåede at forvandle en indenrigspolitisk industripolitik med massive investeringer i grønne arbejdspladser, kritiske teknologier og ressourcer til større styrke på den geopolitiske scene. Men som præsidentvalget minder os om, står kursen for USA ikke skrevet i granit.

Håb for fremtiden

Magtens tomrum findes ikke i international politik. Træder USA to skridt tilbage, går Kina og Rusland fire skridt frem. 

Derfor må og skal vi mobilisere et nyt, revitaliseret samarbejde i EU, der investerer i hele det sikkerhedspolitiske spektrum – herunder forsvar, nye teknologier og en moderne, grøn industripolitik. 

Vigtigst af alt bør vi gøre en ende på vores destruktive afhængighed af fossil energi fra Rusland og Mellemøsten og i stedet investerer i tidens to vigtigste erhvervspolitiske konkurrenceparametre: adgangen til kvalificeret, veluddannet arbejdskraft og adgangen til grøn, sikker og billig vedvarende energi.

Magtens tomrum findes ikke i international politik. Træder USA to skridt tilbage, går Kina og Rusland fire skridt frem.

Martin Lidegaard (R)
Politisk leder

Konturerne til dette kan vi læse i Mario Draghis nye rapport, hvis konklusioner også viser sig tydeligt i kobling mellem konkurrenceevne og grøn omstilling i den nye Kommission. Det giver håb for EU's fremtid, men det er i de kommende år, slaget skal slås og vi skal bevise vores værd. 

Det burde være selvindlysende for enhver, at målet er uopnåeligt uden et stærkere EU. Som radikal elsker jeg det europæiske samarbejde, fundamentet hvorpå det blev bygget, og de resultater, vi har skabt sammen. Men jeg er samtidig realist ind til knoglerne, og jeg ved, at den opgave, vi europæere står overfor, er lige så stor som den er afgørende for vores fremtid.

Selvom jeg ligesom mange andre kommer til at gå på kompromis med min nattesøvn 5. november, venter den egentlige gyser om Europas fremtid stadig længere fremme. Her er forskellen bare, at vi selv kan gøre en forskel for udfaldet.