Uffe Elbæk: Verden bruger 2.443 milliarder dollars på krudt og kugler. Tænk, hvis vi brugte dem på fred

Det var vel at mærke, før Trump for alvor trak tæppet væk under sine tidligere allierede i Nato. Det var før, krigen i Ukraine for alvor var frosset fast. Og det var før, Israel for alvor slap enhver hæmning og anstændighed og bombede Gaza sønder sammen.

Så bare forestil dig, hvad de samlede militære udgifter bliver for 2024. Og ikke mindst hvad de bliver for 2025, hvor det ikke alene er EU-medlemslandene, der opruster. Det gør USA, Kina, Indien, Tyrkiet, Israel, Iran og alle større geopolitisk vigtige lande også.

Tænk sig, hvis dette monstrøst store beløb var blevet investeret i grøn omstilling, uddannelse, konfliktløsning og fredsarbejde. Tænk sig. Men sådan er verden anno 2025 ikke skruet sammen.

Det er selvfølgelig en legitim sikkerhedspolitisk vurdering, at vi bliver nødt til at kunne forsvare os selv, hvilket vil betyde store investeringer i forsvaret.

Uffe Elbæk

Vi er trådt ind i despoternes tidsalder. Hvor de magtfulde kun har respekt for de magtfulde. Og hvor alt er til salg. Også moral, etik og menneskerettigheder.

Indsigten og visdommen fra Gandhi, Hanna Arendt, Martin Luther King Jr., Václav Havel og Nelson Mandela er så meget sidste århundrede. Deres stemmer er i dag helt overdøvet af en manisk, egocentrisk, umoden, giftig og nedværdigende tale fra Trump, Putin, Orban og co.

Det vælter ud over os alle sammen hver eneste ene dag. Det er pinligt, det er grænseoverskridende, det er demokratisk ødelæggende – på en måde, jeg aldrig har oplevet før i mit liv.

Men jeg må acceptere, at det er sådan, verden er, indtil vi er tilstrækkelig mange, der beslutter os for noget andet.

Og hermed kommer vi til de fem erkendelser. Den første erkendelse er, at Europa, og dermed Danmark, efter Trumps bagholdsangreb på sine allierede – og lige derefter stormende kærlighedserklæring til Putin – er blevet meget, meget alene i verden.

Derfor er det selvfølgelig en legitim sikkerhedspolitisk vurdering, at vi bliver nødt til at kunne forsvare os selv, hvilket vil betyde store investeringer i forsvaret. For USA er nu blevet en lige så stor sikkerhedsrisiko som Rusland.

Den anden erkendelse – også selvom regeringen var åbenlyst fodslæbende i starten – er, at begrebet strategisk afhængighed har fået en langt mere alvorlig betydning. 

Det vil sige, hvem vi som samfund vil acceptere at blive afhængig af. Uanset om der er tale om handelsmæssig, teknologisk, forskningsmæssig eller forsvarspolitisk strategisk afhængighed.

På Christiansborg er de fleste – tror jeg – nu enige om, at det er en ret god idé, at det militære udstyr, vi nu skal ud at købe, stammer fra nogen, vi har tillid til. Kort sagt: ikke USA, men derimod producenter i Norden eller EU.

Denne erkendelse har imidlertid også blotlagt, hvor sårbare vi som samfund er blevet af nogle ganske få globale tech-virksomheder. Som alle er på amerikanske hænder. Det er derfor ikke bare vores dyrt indkøbte F-35 jagerfly, der kan blive grounded fra USA.

Det kan alle de systemer, der er indkøbt gennem Google, Microsoft og Apple, for ikke at glemme alle de satellit-links, der er knyttet til Musks Starlink-satellitter. Det vil sige alle de store kommunikationsplatforme, vi i dag både som borgere, institutioner og organisationer kommunikerer igennem og på.

Det skal ikke bare være den tekniske kvalitet, der er afgørende for, hvem vi køber militært udstyr og forsvarssystemer fra.

Uffe Elbæk

Systemer, som fra det ene øjeblik til det andet, efter krav fra den amerikanske regering, kan gå i sort. Lyder det som skræmmeretorik, så bare spørg Zelenskyj.

Den tredje erkendelse er, at vi selvfølgelig skal stille langt mere præcise og samfundskloge krav til de private våbenvirksomheder, vi køber fra.

Når det gælder sundhedsområdet, er der bred konsensus om, at man ikke skal kunne profitere uhæmmet på folks sygdom. Det er derfor, vi har et offentligt, og ikke mindst gratis sundhedsvæsen.

Hvilket også betyder, at vi som samfund stiller krav – både til produktkvalitet men også pris – til de sundhedsvirksomheder, vi køber fra.

Burde det samme ikke gøre sig gældende, når vi snakker indkøb af militært udstyr – fra felthospitaler til jægerfly? Det vil jeg mene.

Det skal derfor ikke bare være den tekniske kvalitet, der er afgørende for, hvem vi køber militært udstyr og forsvarssystemer fra. Men også krav om økonomisk gennemsigtighed, hvor grønt det givne udstyr er produceret, og hvor genanvendelig det er efter brug.

Helt fornuftige krav, som vi normalt stiller til et hvilket som helst andet stort offentligt udbud eller indkøb.

Fjerde erkendelse står på skuldrene af den tredje. Nemlig, at man bør prioritere indkøb af militært udstyr fra virksomheder, der samarbejder med danske virksomheder eller konsortier.

Et godt eksempel er rækken af danske virksomheder, som sammen med en pensionskasse nu er gået sammen om et nyt initiativ om at producere danske krigsskibe i Esbjerg. De forventer ifølge Berlingske at man kan levere den første fregat i 2029.

Så langt, så godt.

For ovennævnte fire erkendelser – nødvendigheden at kunne forsvare os selv, forståelsen af strategisk afhængighed, kvalitative krav til våbenproducenterne og sidst, men ikke mindst, prioritering af virksomheder, der samarbejder med og indgår i danske konsortier – bygger alle oven på den samme logik: Vi skal militært opruste.

Skal verden virkelig opruste for mere end 2.500 milliarder dollars hvert år? 

Uffe Elbæk

Men skal verden virkelig opruste for mere end 2.500 milliarder dollars hvert år? 

Var det ikke på tide, at tilføre en femte erkendelse? Nemlig en forståelse for, at ét er at vinde krigen. Noget andet er at vinde freden.

Hvorfor er der ikke en langt tydeligere og stærkere fredsstemme på Christiansborg? Gerne på tværs af partier og blokke.

En fredens stemme, der klart og tydeligt siger til regeringen, at hvis vi i Danmark nu skal investere 50 milliarder i forsvaret, hvad så med at afsætte eksempelvis fem af dem til freds- og konfliktarbejde? Altså udover vores årlige udviklingsbistand, grønne tiltag og klimakompensation til verdens fattigste lande.

Kunne ambitionen ikke være den, at Danmark går på to ben i den aktuelle forsvarspolitiske debat?

Et stærkt ben, der handler om at sikre, at Danmark og EU har et forsvar, der afspejler den aktuelle geopolitiske realitet. Og et andet lige så stærkt ben, der handler om at have et stærkt fokus på freds- og konfliktløsning.

Lige nu overtræner vi det ene ben: forsvarsbenet. Og undertræner det andet: freds- og konfliktløsnings-benet.

Det er derfor, vi sikkerhedspolitisk slingrer lige nu. Den femte erkendelses tid er kommet.