Kommentar af 
Martin Lidegaard

Vi må forstå terror, før vi kan bekæmpe den

Tyve år efter, kampen mod terror blev indledt, mangler vi stadig at forstå terrorismen. Men det må og skal vi, hvis vi skal bekæmpe den effektivt, skriver Martin Lidegaard.

Da jeg i 2014 som udenrigsminister traf ét af mit livs sværeste valg om at gå ind i Irak igen for at bekæmpe IS, så jeg ingen anden mulighed end at stoppe det militært, skriver Martin Lidegaard.
Da jeg i 2014 som udenrigsminister traf ét af mit livs sværeste valg om at gå ind i Irak igen for at bekæmpe IS, så jeg ingen anden mulighed end at stoppe det militært, skriver Martin Lidegaard. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Martin Lidegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad skyldes terror? Hvorfor bliver den ved med at pible frem i nye og stadigt mere uhyggelige varianter? Hvornår og hvordan havnede vi i den situation, at vi må ofre liv, penge og ressourcer på det, der forekommer at være en evig kamp mod meningsløs vold?

Spørgsmålet er nærmest fraværende i den politiske debat, måske fordi enhver bestræbelse på at søge mening i meningsløsheden let kan misforstås som en legitimering af de uhyrlige voldshandlinger. Men vi skylder både os selv, de mange ofre og fremtidens generationer at lære af de seneste tyve år.

Terror kan aldrig retfærdiggøres. Den kan og skal aldrig give mening for alle os, der lever med dens konsekvenser, eller for de mange uskyldige ofre og pårørende. Alligevel bliver vi nødt til at blive bedre til at forstå, hvad der gøder ondskaben. Hvilke veje, der fører til den ultimative vold. Ellers kan vi ikke bekæmpe den effektivt.

Debatserie

20 år efter 9/11 - hvor er vi nu?

11. september er det 20 år siden, at en ny verdensanskuelse formede sig ud af støvskyerne fra World Trade Center i New York.

Men drog vi dengang de forkerte konklusioner - og kunne vi have draget andre? Har vi spildt 20 års sikkerhedspolitik i forhold til Kina? Hvor står Vesten og Europa tyve år efter - i forhold til Iran, i forhold til Rusland, i forhold til Kina og ikke mindst i forhold til Afghanistan? Og er terrortruslen den samme i dag, som den var for 20 år siden?  

De spørgsmål stiller Altinget i en ny debatserie, hvor nuværende og tidligere toppolitikere sammen med eksperter i terror samt forsvars- og sikkerhedspolitik vil give deres bud på, hvor den internationale verdensorden står 20 år efter 9/11.

Læs bl.a. indlæg fra:

  • Per Stig Møller, fhv. udenrigsminister 
  • Anders Fogh Rasmussen, fhv. statsminister og generalsekretær i Nato
  • Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister
  • Martin Lidegaard, fhv. udenrigsminister
  • Jacob Kaarsbo, fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Christine Nissen, forsker ved DIIS
  • Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker ved DIIS

Der er selvfølgelig intet enkelt svar. Men der tegner sig fire overordnede spor, og jeg er i hvert fald blevet overbevist om, at der skal sættes resolut ind på alle fire spor, hvis vi skal lykkes bedre de næste tyve år.

Det første spor kan man kalde det religiøse eller ideologiske spor. Den ekstremistiske overbevisning om, at kun ens egen lære er den rette og berettiger til vold mod dem, der ikke følger den. Enhver religion eller ideologi, der kalder på terror, har et fascistisk element indbygget. Dyrkelsen af den store leder og (typisk) den stærke mand. Appellen til de små i samfundet, løftet om at give dem mening og løfte dem op som sejrherrer i deres eget liv med volden som drivmiddel.

Religion og politisk ekstremisme er en faktor i sig selv, men det er værd at huske på, at den ekstremistiske religion eller ideologi ofte orkestreres og ledes af få folk med helt andre mål og formål, der benytter religion og ideologi til at tiltrække folk fra bunden af samfundet, der af forskellige grunde søger den form for autoritet og mening i tilværelsen.

For det andet spor handler om gemen kriminalitet. En bevægelse som Islamisk Stat kan også anskues som simpel mafia, stiftet af frafaldne – og sekulære – officerer fra den ydmygede irakiske hær, der dygtigt har brugt både religion og krigens kaos til at udvikle en fintmasket organiseret kriminalitet, der gennem plyndringer, narko, menneskesmugling, ulovlige skatter og oliesalg har skabt sig betydelige personlige formuer. Samme tendens ser vi hos højreekstremistiske bevægelser i Europa og USA, der typisk også er involveret i en eller anden form for kriminalitet.

Det tredje spor kunne man kalde det magtpolitiske spor. De ekstremistiske bevægelser i Mellemøsten og Nordafrika er typisk også viklet ind i interne magtkampe og mere eller mindre åbenlyse proxykrige mellem forskellige regionale stormagter, der fodrer dem med økonomisk støtte og våben for at fremme egne interesser. Saudi-Arabiens og Tyrkiets initiale støtte til Islamisk Stat er et eksempel, Irans støtte til den væbnede del af Hizbollah et andet.

Endelig kunne det fjerde spor kaldes det personlige spor. For et par år siden gennemførte UNDP titusindvis af interviews med unge, der have valgt at tilslutte sig en ekstremistisk bevægelse. Hvad lå bag, hvad havde været den udslagsgivende faktor for det skæbnesvangre valg hos den enkelte?

Resultatet af undersøgelsen var dybt tankevækkende. For langt den største den af de ekstremistiske unge var det et voldsomt og konkret overgreb i den nærmeste omgangskreds, der havde ført til beslutningen om selv at kunne gøre det samme. Ikke mindst overgreb fra egne myndigheder i form af voldtægt, tortur eller drab på nærmeste familie var den konkrete årsag til, at man kunne legitimere over for sig selv at begå lignende overgreb over for andre sagesløse mennesker.

Listen er selvfølgelig ikke udtømmende. Mange veluddannede og socialt velstillede mennesker vælger også at blive terrorister, ligesom gemene psykopater gør det, og de lader sig aldrig indfange af nogen indsats.

Jeg mener fortsat, at militære indsatser kan være nødvendige. 

Martin Lidegaard (R), fhv. udenrigsminister

Men listen pointerer, at kampen mod terror kræver en flersporet indsats. Ligesom det er en dyrekøbt erfaring, at en militær indsats – også selvom den er vellykket i det ene spor – samtidig kan anspore til mere vold og terrorisme i de andre spor.

Jeg mener fortsat, at militære indsatser kan være nødvendige. Da jeg i 2014 som udenrigsminister traf ét af mit livs sværeste valg om at gå ind i Irak igen for at bekæmpe Islamisk Stat, så jeg ingen anden udvej. Hundredtusindvis af uskyldige kvinder og mænd blev myrdet, voldtaget og underlagt brutal undertrykkelse, da terrorbevægelsen hastigt erobrede område efter område. Samtidig voksede deres evne til at få økonomi og redskaber til at udføre dødbringende terror i Vesten. Jeg så ingen anden mulighed end at stoppe det militært.

Men jeg priser mig lykkelig for, at vi samtidig over for USA insisterede på, at den militære indsats måtte begrænses til et minimum og ikke kunne stå alene. At det var ligeså vigtigt at sætte ind mod propagandaen, mod pengestrømmene fra de regionale stormagter og de diplomatiske forhandlinger med samme. Og måske vigtigst: At være klar med stabiliserende indsatser, skoler, hospitaler, politi, så befolkningen oplevede en klar forbedring med det samme og et håb for fremtiden.

Ved at insistere på alle disse spor på én gang tør man måske stadig håbe på, at Irak på sigt kan blive en bæredygtig stat, og Islamisk Stat holdes ude.

Samme lære kan vi tage herhjemme. Vi skylder vores efterretningstjenester utrolig stor tak for de mange angreb, de har forpurret og de ledende terrorister, de har fået sat bag lås og slå. Men mindst ligeså vigtig har indsatserne i den såkaldte Århus-model været, fordi den sigter mod at give de udsatte unge, der bliver tiltrukket af de mørke kræfter, et reelt alternativ og en anden mening i tilværelsen.

Skal vi vinde kampen mod terror, er det ikke enten-eller men både-og. Vi må ikke bilde hverken os selv eller andre ind, at der findes lette forklaringer eller lette løsninger på terror. Så taber vi kampen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion