En filosofisk borgmesters forsvar for demokrati og fælleseje i forsyningssektoren

FRIVILLIG FORSYNING: Middelfart har kæmpet en mangeårig kamp for at nedbringe kommunens energiforbrug. Og har sågar fået en model opkaldt efter sig undervejs. Altinget har taget en snak med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) om vigtigheden af at satse på demokratiske værdier i teknik- og miljøforvaltningerne.

Johannes Lundsfryd Jensen (S) er ikke, som borgmestre er flest.

Han er uddannet idehistoriker.

Han skriver bøger med titler som Rodskud og Tid til ny kulturkamp.

Han taler den socialdemokratiske partilinje stik imod, når han roser Venligboernes forsøg på at gøre livet som flygtning i Danmark bare en smule mere interessant.

Teknik og miljø er mere end kolde hænder
Og nu bevæger den 44-årige borgmester i Middelfart Kommune sig ud i et filosofisk forsvar for demokrati og fælleseje i forsyningssektoren.

I efteråret 2017 arvede han borgmesterkæden fra Danmarks længst siddende borgmester Steen Dahlstrøm. Men før det har Johannes Lundsfryd Jensen aftjent otte års værnepligt i Middelfarts teknik- og miljøudvalg.

Her har han engageret sig i en række lokale forsøg på at flytte magten fra forvaltningen tilbage til borgerne. Nogle har virket bedre end andre. Men det vigtigste er, at man prøver, som han forklarer det.

“Historisk har forsyningssektoren paralleller til andelstanken og ideen om fælleseje. Det er vigtigt at tænke teknik- og miljøområdet som en del af vores velfærd. Der gør, at vi kan holde varmen, og at der er strøm i kontakten. Men den lever i en skjult verden, der ikke fylder så meget i den politiske diskussion, som den berettiger til,” forklarer han og fortsætter:

“Arbejdet i teknik- og miljøforvaltningerne bliver hurtigt noget med teknik og kolde hænder. Det skal bare være så effektivt som overhovedet muligt, og så skal vi helst ikke høre mere om det. Det synes jeg er synd og skam. Der ligger en lang række værdipolitiske og miljøpolitiske elementer i forsyningspolitikken, som det er vigtigt, at vi tager stilling til som samfund.”

Hold fast i hvile i sig selv-princip
Og som eksempel fremhæver han den grønne omstilling.

“Det vigtigste redskab i en grøn omstilling af samfundet er den måde, som vi arbejder med forsyningssektoren. Det kræver, at vi holder fast og insisterer på, at vi har et fælleseje af selskaberne. Og at det kører under hvile i sig selv-princippet. Men hvile i sig selv er under et konstant politisk pres. Og hvis vi opgiver de elementer, så har vi ikke længere de nødvendige politiske redskaber til at skabe en grøn omstilling.”

Men er det konstante politiske pres for effektivisering ikke kommet for at blive?

“Nej det er jeg ikke enig i. Tidsånden er noget, vi selv skaber. Den er skabt af mennesker. Og afhænger af, hvilke værdier vi mener skal præge den. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er modstander af benchmarking og effektivisering, men det, man skal være meget opmærksom på, er, at vi skal tænke det ind i nogle bærende samfundsfunktioner. Det er meget vigtigt, at de har flere formål. Det handler ikke kun om billigst mulige priser, men også om grøn omstilling og fællesskab og solidaritet.”

Modstand skyldes stædig ideologi
Hvordan skal vi vende den udvikling?

“Der er to veje. Den ene afhænger af det rationelt saglige. Alt tyder på, at det både er mere effektivt og samfundsgavnligt at drive selskaberne som hvile i sig selv end på kommerciel basis. Hvis du laver en opgørelse på fjernvarmeområdet af kommercielle selskaber, kommunalt ejede selskaber og andelsejede selskaber, så viser det sig, at de andelsejede selskaber leverer de laveste priser.”

“Og så er der den værdipolitiske dimension. Alle kommuner har ansvar for at løfte den grønne omstilling. Og det er svært at se, hvordan vi skal løse det, hvis vi ikke ejer eller bestemmer over energiselskaberne. Tag Aalborg som eksempel. Her er man kun lykkedes med en kæmpe omstilling af energisystemet, fordi man har overtaget værket fra Ørsted.”

Men hvis fakta er så tydelige, så skulle man jo mene, at det var politisk pløk at ville gå den modsatte vej?

“Det er jo ideologi. Det er ideologi, der kører hårdt på fra centraladministrationen, som har en tyrkertro på, at bare vi konkurrenceudsætter ting, så bliver det automatisk billigere og mere effektivt. Der er en ideologi, og så er der en interesse, der handler om kapitalforvaltning. Hvis du ser på pensionsselskaber og kapitalfonde, som vil investere med et pænt afkast, så er forsyningssektoren ekstremt interessant.”

“Her er kunderne svejset fast til selskaberne i bogstaveligste forstand. Det betyder, at tanken om at vælge en anden udbyder ikke lader sig gøre. Det er faktisk umuligt. Det er klart, at nogle gør sig hede drømme om at lave investeringer, hvor man ved hjælp af effektiviseringer kan presse priserne og få gode afkast.”

Mikrofjernvarme og delebiler
Da beboerne i landsbyen Føns ville bygge deres eget mikrofjernvarmeanlæg, argumenterede du for, at kommunen skulle se bort fra tilslutningspligten og i stedet gøre det frivilligt. Hvordan hænger det sammen med ønsket om, at kommunerne skal føre an i den grønne omstilling?

“Det er netop hvile i sig selv, at man giver ansvaret til et andelsselskab under varmeforsyningsloven. Hvis det havde handlet om, at nogen skulle tjene penge på det, havde det været et helt andet anlæg. Driveren er selvfølgelig, at de gerne vil af med deres pillefyr, men det handler også om, at der er et lokalt drive i forhold til at lave grøn omstilling.”

“Og så er der den anden dimension, som handler om grøn omstilling. Her kan man sige, at man mister lidt, når man lader det være frivilligt at gå imod den kollektive løsning. Men det lokale ejerskab har gjort, at folk i Føns har taget en række initiativer, som går endnu videre. Så begynder de at eksperimentere med delebiler eller laver fælles udbud på energirenovering af private huse. Altså selv hvis du lavede cost-benefit-analysen, ville den samlede effekt blive større.”

Det betyder altså, at du bakker op om regeringens beslutning om at skrotte tilslutningspligten i fjernvarmesektoren?

"Nej. Jeg taler for en pragmatisk tilgang. I Føns har vi noget, som er skabt fra bunden af. Det er baseret på frivillighed og lokalt engagement, og det giver rigtig god mening at sige, at det samlet set har større effekt, end hvis vi havde gjort det kommunalt. Men når vi taler om at afskaffe forblivelsespligten, handler det om, at nogen vil melde sig ud af fællesskabet. Man skal adskille de to diskussioner.”

Middelfart har sin egen model
Middelfart har forsøgt en masse tiltag for at få folk til at renovere deres boliger. Du nævner selv fælles udbud. Men I har også efteruddannet lokale håndværkere, tilbudt husstandene gratis energirådgivning og sågar givet borgerne kontante tilskud til renovering. Alligevel er der ikke kommet volumen i noget af det. Er det ikke et tegn på, at den lokale tilgang ikke dur?

“Jeg er ikke enig i, at vi ikke har fundet en bæredygtig løsning. Energirenovering af offentlige bygninger (ESCO-modellen, red.) bliver af mange kaldt Middelfart-modellen.”

Men der er forskel på storskala energirenovering af offentlige bygninger og så forsøget på at overføre princippet til den private boligmasse?

“Jeg tænker mere på det ud fra et principielt synspunkt. Man kan nationalt og internationalt løse nogle af udfordringerne, men man kan langt fra løse hele opgaven. Hvis vi skal bare i nærheden af at komme i mål, er der behov for en lang række lokale initiativer og eksperimenter, og hvor dem, der viser sig at være effektive, bredt skal skaleres. Og her er renovering af offentlige bygninger eksemplet på en succes.”

Demokratiet træffer altid de bedste valg
Eksperterne vurderer, at der er 800.000 danske boliger, som trænger til en energirenovering. Har vi tid til at vente på, at de små fællesskaber blomstrer?

“Løsninger bliver nødt til at være konkrete. Og når man så har fundet en løsning, kan det være, at nogen bliver inspireret og får lyst til at kopiere den. Vi har haft 30 delegationer i Føns for at se på, hvordan et lille lokalsamfund kan arbejde med lokal energiforsyning. Der er en tendens til, at vi alle sammen skal finde løsningen, og så skal den bredes ud i stor skala fra dag ét. Men hvis vi ikke har løsningen, hvad så? Så sker der bare ingenting.”

Så manglen på volumen er ikke et problem?

"Vi skyder os selv i skoene ved at lægge hindringer i vejen for de fællesskaber, som skal være med til at skabe nye løsninger. Når man laver tilskudsordninger til solceller på private husstande, får vi en masse små ineffektive solcelleanlæg, der skæmmer udseendet i gadebilledet. Hvor vi i stedet kunne diskutere, hvordan vi får teknologien integreret i vores veje. En af lærerne fra Føns var, at da de kom til målstregen, og det store nabofjernvarmeselskab spurgte, om de ikke skulle drive det for dem, sagde de nej tak. De ville gerne have noget at være fælles om."

"Man kan overføre diskussionen til den aktuelle debat om forurening på vandområdet. Her ser vi, hvor ekstremt afgørende det er, at vi tager brede perspektiver og ikke kun tænker billigst til forbrugerne, men også hvordan vi på lang sigt kan få rent drikkevand. Og til at tænke langsigtet er demokratiske strukturer markedsstrukturerne langt overlegne. Markedet tænker maksimalt ti år frem. Demokratiske strukturer tænker i menneskealdre, og derfor vil de altid være bedre til at træffe langsigtede strategiske valg."

Dette er en redigeret udgave af et interview, som blev bragt første gang april 2018 på Altinget.

Forrige artikel David mod Goliat: Frivilligt vandværk i Hedehusene trodser forurening og genstridig kommune - men kampen er først lige begyndt David mod Goliat: Frivilligt vandværk i Hedehusene trodser forurening og genstridig kommune - men kampen er først lige begyndt Næste artikel Tre nye energilove på vej Tre nye energilove på vej