Debat

Brintbranchen: Brint og Power-to-X kan blive et klimapolitisk eksporteventyr

Danmarks høje ambitioner vedrørende brint og Power-to-X skal hurtigst muligt omsættes til handling. Med den rigtige strategi og politisk vilje til at afsætte flere penge kan det blive et klimapolitisk eksporteventyr i milliardklassen, skriver Tejs Laustsen. 

Foto: Brintbranchen
Tejs Laustsen Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2020 blev skibet tegnet og kølen lagt på det skib, som Klima-, energi- og forsyningsministeren skal sejle i havn i 2030 og 2050.

I 2021 skal der lægges fra land, og det praktiske skal tage over fra det teoretiske. Opgaverne er mange, men én af de vigtigste er udarbejdelsen af en dedikeret brint- og Power-to-X-strategi – og den haster.

Stort set alle vores europæiske naboer har ambitiøse strategier på plads, mens Danmark har de store ambitioner, mangler vi de konkrete planer.

Den hastige europæiske brintudvikling sammenholdt med den flotte aftale om den nye energiø, gør brintstrategi til en af Dan Jørgensens vigtigste opgaver i 2021.

Læs også

Eksport i milliardklassen
For en dedikeret brint- og Power-to-X-indsats vil ikke alene give plus på klimakontoen, realisere potentialet i energiøerne, men ligeledes sikre tusindvis af nye, danske arbejdspladser og eksport i milliardklassen.

Der er global kamp om den grønne førertrøje. Både fordi omstillingen er vor tids vigtigste opgave, men i høj grad også fordi det er i de grønne teknologier og løsninger, at fremtidens vækst ligger.

En investering på mindst fem milliarder vil kunne veksles til over 50.000 nye arbejdspladser i 2030.

Tejs Laustsen, Direktør, Brintbranchen

Genstarten af de europæiske økonomier efter corona-pandemiens alvorlige konsekvenser skal være grøn. Investeringer i bæredygtig energiproduktion, ny infrastruktur og nye teknologier skal bidrage til at få Europa på fode igen og sikre fremtidig grøn vækst.

Det er den helt rigtige tilgang. Det gør det presserende, at Danmark følger i blandt andet Tysklands fodspor, og udarbejder en dedikeret strategi for produktion, skala og implementering af brint og Power-to-X i Danmark, sætter finansiering bag de flotte taler om potentialet, og gør det til en central del af ikke bare klima- men også erhvervspolitik.

50.000 nye arbejdspladser
I efteråret udgav Brintbranchen, som den første danske organisation, et samlet bud på, hvordan en brint- og Power-to-X-strategi bør se ud.

Analysen ”VE 2.0” omhandler både regulatoriske rammevilkår, opskalering af brintproduktion, elektrolysemålsætninger og eksportmuligheder og viser, at hvis Danmark er klar på at følge ambitionerne fra energiøerne op med en ambitiøs og helhedsorienteret strategi og politisk handling, så er mulighederne mange, og gevinsterne enorme.

Brintbranchens analyse viser, at en investering på mindst fem milliarder vil kunne veksles til over 50.000 nye arbejdspladser i 2030 og en eksport af grøn energi på 50-84 milliarder kroner – en værdi der altså langt overstiger selv Nordsøoliens bedste år.

Dertil kommer et marked for dansk energiteknologi, hvor alene elektrolysemarkedet i EU ventes at være på mellem 180 og 315 milliarder kroner frem mod i 2030.

Bør gribe muligheden
Andre lande har også lavet de beregninger, men få har VE-ressourcer, der kan matche dem, Danmark har til rådighed omkring energiøerne, og færre i tillæg den veletablerede brint- og Power-to-X-værdikæde, som vi har i Danmark. Mulighederne er der, i 2021 skal regeringen gribe dem.

For teknologierne og industrien eksisterer, og den blomstrer i Danmark, om end desværre på trods af et hensygnende hjemmemarked. Teknologierne findes, og de virker nu. Men alle de gode forudsætningerne til trods, risikerer det at blive ved teori og drømme og ikke udmønte sig i praksis.

Energipolitikken rykker for langsomt, når det gælder brint og Power-to-X, og der er behov for at accelerere indsatsen. Der er behov for investeringer, rammevilkår og opskalering, for at staten grundlæggende betragter de nødvendige udgifter som Investeringer i arbejdspladser, i nye eksportmarkeder og i udvikling af industri.

Brint og Power-to-X kan bidrage til en permanent decarbonisering af de traditionelt svære sektorer - herunder industri, tung transport, luft- og søfart. Men det er på høje tid med politisk handling. Derfor er 2021 er året, hvor vi skal have en brintstrategi fra regeringen – samt en plan for, og penge til, at gøre den til virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tejs Laustsen Jensen

Direktør, Brintbranchen, bestyrelsesmedlem, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)