Cepos: Staten er ikke en kompetent ejer af Ørsted

DEBAT: Når det er staten, der regulerer markedet, bør den ikke være aktionær i virksomheder som Ørsted. Den gode begrundelse for fortsat politisk omklamring er derfor meget svær at få øje på, skriver Otto Brøns-Petersen fra Cepos.

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef hos Cepos

Staten bør sælge sine aktier i energiselskabet Ørsted, hvor den i dag er hovedaktionær. Ørsted er i dag et almindeligt, kommercielt selskab på linje med de øvrige C20-selskaber.

Staten er hverken hovedaktionær i andre C20-selskaber eller lignende virksomheder.

At staten overhovedet er aktionær i Ørsted i dag har udelukkende en historisk årsag og stammer fra et tidspunkt, hvor Ørsted – dengang kaldet Dong – var et helt andet selskab.

Ørsted har imidlertid frasolgt både elnet og olieindvinding i Nordsøen og beskæftiger sig i dag primært med at etablere havvindmølleparker i udlandet og driver desuden en række kraftværker. 

Det er svært at begrunde statsejerskaber
Men selv set med historiske briller var det svært at begrunde statsejerskabet. Dong blev etableret ved at sammenlægge en lang række lokale elselskaber.

Den såkaldt kritiske infrastruktur er blevet samlet i det statsejede Energinet.dk. Planen var at privatisere Dong under Fogh-regeringen, som imidlertid valgte at udskyde salget, da finanskrisen ramte aktiemarkederne.

Tidligere deltog staten også i Nordsøproduktionen via Dong, men det er siden klogt blevet erstattet af passivt ejerskab i Nordsøfonden. Dongs Nordsøforretning er solgt til private.

Realiteten er nok den, at når et politisk flertal klamrer sig til statsejerskabet i Ørsted, har det sentimentale årsager forbundet til det voldsomme opgør inden for partierne i Thorning-regeringen om salget af en minoritetspost af Dong til Goldman Sachs. 

Staten er ikke en god ejer af et kommercielt selskab, fordi det er vanskeligt at udøve kompetent ejerskab politisk. Nogen mere tydelig illustration end netop sentimentaliteten omkring Ørsted kan man ikke ønske sig.

Det skyldes ikke, at politikere og embedsmænd er mindre kvalificerede, men at de har dårligere incitamenter end private ejere.

Et privatejet selskab er langt mere udsat for konkurrencepres end offentligt ejede selskaber, som kan skaffe sig adgang til skatteydernes penge. Det er de stadige kapitaltilførsler til SAS og Postnord eksempler på.

"Europas syge mand"
Danmark har da heller ikke tradition for statsligt ejerskab af kommercielle selskaber og har ikke de samme dårlige erfaringer som andre lande.

Storbritannien var blandt andet af den grund "Europas syge mand", indtil man begyndte en omfattende privatisering i 1980'erne.

Ejerskab af en virksomhed gør ikke i sig selv staten rigere. Tværtimod. Pengene stammer fra skatteyderne eller – som i Danmarks tilfælde – långiverne bag statsgælden.

Hvis staten privatiserer Ørsted, kan den nedbringe statsgælden, men vil naturligvis gå glip af de fremtidige overskud.

Men fordi selskabet kan sælges til en mere kompetent ejer, vil salgsprovenuet kunne overstige nutidsværdien af de fremtidige overskud med statens som ejer.

Samtidig vil et salg fritage skatteyderne for den betydelige risiko, der præger Ørsteds nuværende markeder.

Rollen som regulator skal skilles fra ejerskabet
Der er flere dårlige begrundelser for fortsat statsejerskab. 

Den ene er ønsket om, at Ørsted skal være "statens entreprenør for den grønne omstilling". Men det hverken er eller må Ørsted være. EU-reglerne siger, at eksempelvis havvindmølleparker skal i åbent udbud.

Og som nævnt ligger hovedparten af Ørsteds vindforretning nu i udlandet.

En anden dårlig begrundelse er, at forsyningssektoren bør være offentlig. Ørsted har dog netop solgt sin væsentligste forsyningsopgave fra med salget af Radius.

Men der er heller ikke gode grunde til, at det offentlige ejer forsyningsselskaber. Der kan i visse tilfælde – når forsyningsselskaber har naturligt monopol – være grund til at regulere dem.

Effektiv regulering kræver imidlertid, at rollen som regulator er adskilt fra ejerskabet. Hvis det offentlige både er ejer og regulator, er der en risiko for en alt for svag forbrugerbeskyttelse.

Hertil kommer, at overskudsbaserede forsyningsselskaber er lettere at regulere, fordi deres incitamenter er mindre diffuse end eksempelvis hvile-i-sig-selv-selskaber.

Liberaliseringen af sektoren er gået i stå
Telesektoren var en gang offentlig i Danmark og mange andre lande. Teledanmark blev privatiseret i midten af 1990'erne, og samtidig blev telemarkedet liberaliseret.

Vi har i mellemtiden oplevet en teknologisk revolution uden sidestykke netop på teleområdet. Ingen forestiller sig i dag, at telesektoren skal være offentlig igen.

Elsektoren er blevet liberaliseret en del, også med gode resultater. Desværre er liberaliseringen af resten af forsyningssektoren gået noget i stå. 

Selv hvis Ørsted fortsat var et forsyningsselskab, havde der været grund til at holde fast i den oprindelige plan om privatisering.

Men når nu selskabet har solgt de opgaver fra, er den gode begrundelse for fortsat politisk omklamring meget svær at få øje på.

Forrige artikel Det Økologiske Råd: EU bør stramme grebet om plast Det Økologiske Råd: EU bør stramme grebet om plast Næste artikel Bryggerier og købmænd: Misbrug ikke retursystemet til nye emballager Bryggerier og købmænd: Misbrug ikke retursystemet til nye emballager