Cepos: Staten er ikke en kompetent ejer af Ørsted

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef hos Cepos

Staten bør sælge sine aktier i energiselskabet Ørsted, hvor den i dag er hovedaktionær. Ørsted er i dag et almindeligt, kommercielt selskab på linje med de øvrige C20-selskaber.

Staten er hverken hovedaktionær i andre C20-selskaber eller lignende virksomheder.

At staten overhovedet er aktionær i Ørsted i dag har udelukkende en historisk årsag og stammer fra et tidspunkt, hvor Ørsted – dengang kaldet Dong – var et helt andet selskab.

Ørsted har imidlertid frasolgt både elnet og olieindvinding i Nordsøen og beskæftiger sig i dag primært med at etablere havvindmølleparker i udlandet og driver desuden en række kraftværker. 

Det er svært at begrunde statsejerskaber
Men selv set med historiske briller var det svært at begrunde statsejerskabet. Dong blev etableret ved at sammenlægge en lang række lokale elselskaber.

Realiteten er nok den, at når et politisk flertal klamrer sig til statsejerskabet i Ørsted, har det sentimentale årsager forbundet til det voldsomme opgør inden for partierne i Thorning-regeringen om salget af en minoritetspost af Dong til Goldman Sachs. 

Otto Brøns-Petersen
Analysechef hos Cepos

Den såkaldt kritiske infrastruktur er blevet samlet i det statsejede Energinet.dk. Planen var at privatisere Dong under Fogh-regeringen, som imidlertid valgte at udskyde salget, da finanskrisen ramte aktiemarkederne.

Tidligere deltog staten også i Nordsøproduktionen via Dong, men det er siden klogt blevet erstattet af passivt ejerskab i Nordsøfonden. Dongs Nordsøforretning er solgt til private.

Realiteten er nok den, at når et politisk flertal klamrer sig til statsejerskabet i Ørsted, har det sentimentale årsager forbundet til det voldsomme opgør inden for partierne i Thorning-regeringen om salget af en minoritetspost af Dong til Goldman Sachs. 

Staten er ikke en god ejer af et kommercielt selskab, fordi det er vanskeligt at udøve kompetent ejerskab politisk. Nogen mere tydelig illustration end netop sentimentaliteten omkring Ørsted kan man ikke ønske sig.

Det skyldes ikke, at politikere og embedsmænd er mindre kvalificerede, men at de har dårligere incitamenter end private ejere.

Et privatejet selskab er langt mere udsat for konkurrencepres end offentligt ejede selskaber, som kan skaffe sig adgang til skatteydernes penge. Det er de stadige kapitaltilførsler til SAS og Postnord eksempler på.

"Europas syge mand"
Danmark har da heller ikke tradition for statsligt ejerskab af kommercielle selskaber og har ikke de samme dårlige erfaringer som andre lande.

Storbritannien var blandt andet af den grund "Europas syge mand", indtil man begyndte en omfattende privatisering i 1980'erne.

Ejerskab af en virksomhed gør ikke i sig selv staten rigere. Tværtimod. Pengene stammer fra skatteyderne eller – som i Danmarks tilfælde – långiverne bag statsgælden.

Hvis staten privatiserer Ørsted, kan den nedbringe statsgælden, men vil naturligvis gå glip af de fremtidige overskud.

Men fordi selskabet kan sælges til en mere kompetent ejer, vil salgsprovenuet kunne overstige nutidsværdien af de fremtidige overskud med statens som ejer.

Samtidig vil et salg fritage skatteyderne for den betydelige risiko, der præger Ørsteds nuværende markeder.