Dansk Industri: Omø Syd er et eksempel på mismatch mellem klimamål og lovgivning

Vindmølleprojektet på Omø Syd er et eksempel på, at vores klimaambitioner og lovgivning ikke matcher hinanden.  

Den konkrete sag bør handle om at sikre biodiversiteten samtidig med, at vi får mere vindenergi ind i vores elnet. Det er ikke sket her. Meget sent i et forløb, som har taget flere år, kommer der ny viden på bordet. Ifølge myndighederne vil vindmølleparken komme til at ligge i udkanten af et fuglebeskyttelsesområde.

Det sætter en stopper for vindmølleprojektet. Mange timers arbejde og store investeringer er gået tabt.

Det bør ikke kunne ske, og der er ganske enkelt behov for nogle bedre, mere konsistente og mere gennemsigtige processer og knap så meget silotænkning.

Når vi planlægger store energianlæg, bør der være åbenhed og dialog mellem erhvervslivet, det omgivende samfund, de grønne organisationer, eksperterne og myndighederne. Det sker tit, at pragmatiske løsninger kan findes i fællesskab, selvom interesserne er forskellige. 

Her er tre forslag til, hvad vi kan gøre: 

1. Udpeg zoner til klimavenlige energianlæg

Der er mange – ofte modsatrettede - interesser, når for eksempel nye vindmølleparker og andre større anlæg bliver planlagt.

EU-retten står over national ret, så derfor støder man ofte hovedet mod de stramme kriterier. EU’s fuglebeskyttelseslovgivning blev lavet, før vi diskuterede klimapolitik og opstillede havvindmøller.  

Karin Klitgaard
Underdirektør, Dansk Industri

For at lette planlægning og diskussioner om fremtidige placeringer af vindmølleparker eller andre energianlæg anbefaler DI, at der bliver udpeget zoner, hvor man kan tilgodese den slags anlæg. Behovet bliver ikke mindre med de kommende års udbygning af energianlæg. 

Netop fordi der er mange interesser, love, ministerier og centrale politiske forpligtigelser i forhold til både biodiversitet og klimakrise, bør vi overveje, om det ikke skal være en overordnet statslig opgave at opveje de forskellige hensyn.

Det bør politikerne overveje, når de skal revidere planloven.

2. Vi skal udvikle mere intelligent lovgivning

Det juridiske er komplekst og består af både EU-lovgivning og dansk lovgivning. EU-lovgivningen benytter sig ofte af stramme kriterier, som ikke kan bøjes, hvorimod dansk miljøret har tradition for at arbejde med skøn og afvejning for at finde løsninger.

EU-retten står over national ret, så derfor støder man ofte hovedet mod de stramme kriterier. EU’s fuglebeskyttelseslovgivning blev lavet, før vi diskuterede klimapolitik og opstillede havvindmøller.

Der mangler altså et redskab, som gør det muligt at prioritere på baggrund af samfundsmæssige interesser.

Balance mellem byggeri og naturbeskyttelse

Man kan også spørge, om det er rimeligt, at produktion af grøn strøm, byggeriet på Amager Fælled, gasledningen Baltic Pipe (som skal forbinde de norske, danske og polske gassystemer) eller indvinding af råstoffer må vige for en stram eller ufleksibel naturbeskyttelse, hvor de øvrige samfundsmæssige hensyn ikke bliver vægtet eller taget i betragtning.

Der er brug for at finde den rigtige balance. 

I EU’s nye, grønne taksonomi arbejder vi med en metode til at klassificere virksomheders aktivitet i forhold til bæredygtighed. Særligt to begreber ”significant contribution” og ”do no significant harm” er interessante i denne sammenhæng, fordi det lægger op til konkrete overvejelser og afvejning af hensyn på områder, hvor der kan være konflikt.

Det bør kunne inspirere til en løsning.

3. Regeringen bør rede trådene ud

Det er selvsagt en opgave at få forskellige love og interesser til at spille gnidningsløst sammen, men det bør være muligt at få løst. Vi har brug for investeringer i den grønne omstilling, men det fordrer, at der er klare retningslinjer, og der ikke kommer for mange forhindringer eller omkostninger i vejen.

Vi opfordrer regeringen til at sætte gang i arbejdet med at se på både den danske lovgivning og EU’s, så vi kan finde løsninger. 

Ellers bliver bunken af ”frustrationssager” hos virksomheder og investorer for stor.