Debat

Wind Denmark: Hvis vi ikke redder klimaet, bliver krisen kun større

Der mangler plads til vedvarende energi. Den store synder er den manglende og umulige planlægning, men indtil det ikke længere er sådan, må vi prioritere. Naturen er i en enorm krise, men hvis vi ikke redder klimaet, bliver krisen kun større, skriver Lea Bigom Wichmand.

Der er reserveret store arealer til havvind, men det er mest af alt de store statslige udbud og energiøerne, der skal ligge der. Og de leverer på ingen måde nok grøn strøm til at nå reduktionsmålene i 2030, skriver Lea Bigom Wichmand.
Der er reserveret store arealer til havvind, men det er mest af alt de store statslige udbud og energiøerne, der skal ligge der. Og de leverer på ingen måde nok grøn strøm til at nå reduktionsmålene i 2030, skriver Lea Bigom Wichmand. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Lea Bigom Wichmand
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nu har debatten om klima- og naturhensyn kørt i nogle uger i Altinget, og fælles for mange indlæg er, at de kredser om prioritering og i nogen grad planlægning. I bund og grund er alle debattører vist enige om, at der bør og kan være plads til både natur og grøn omstilling, og at sameksistens i mange tilfælde er muligt – særligt i de tilfælde, hvor vindmøller og solceller øger naturværdien, er det nemt at være enige.

Værre bliver det straks, når konflikten opstår, og de to hensyn kommer i karambolage med hinanden. Flere nævner, at det ikke bør være nødvendigt at prioritere mellem natur og klima, fordi begge skal fremmes. Andre nævner, at der er masser af plads, som vindmøllerne og solcellerne kan opstilles på, så længe de altså ikke er i deres egen “baghave” og natur.

Ofte er argumentet her, at så vigtigt er lige netop det projekt jo ikke i den store grønne omstilling. For hvad betyder et mindre antal megawatt i kampen for klimaet? Desværre bliver det argument brugt stort set hver gang, og på et tidspunkt bliver de mange små bække til en stor å, som risikerer at skylle alle muligheder for at nå klimamålene ned ad brættet.

Kæmper for at finde plads

Faktum er, at det er virkelig svært at finde placering til vindmøller i Danmark, og det gælder både på havet og på land. Faktisk er pladsen den mest knappe ressource overhovedet, når det gælder udbygningen med vedvarende energi.

Hvis vindsektoren – og det samme gælder formentlig også solbranchen – fik anvist egnede pladser af enten kommunerne eller staten til alle de gigawatt, der er behov for i den grønne omstilling, så ville vi bygge det uden et øjebliks tøven.

I et gennemsnitligt år bliver der i Danmark bygget 200 megawatt landvind, og det handler ikke om, at branchen ikke kan eller vil bygge mere, det handler om, at man gennem flere år kæmper for at finde de pladser selv og få godkendt sine projekter i den kommunale proces.

Den seneste tids begrænsninger på udbygning med vindenergi rimer dårligt på klimaets behov.

Lea Bigom Wichmand, afdelingsleder, Wind Denmark

På samme måde kæmper åben dør-udviklerne for at få deres projekter igennem den statslige planlægningsproces med flere års forsinkelser af mere eller mindre uvisse årsager.

Ikke nok grøn strøm til at nå reduktionsmål i 2030

Jeg giver i princippet både Maria Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening og Helene Hagel fra Greenpeace helt ret i, at der slet og ret er tale om dårlig planlægning. Hvordan det så skal løses, er spørgsmålet.

Som vindmølleopstiller bygger du vindmøller der, hvor de kan være, det vil sige, hvor de overholder højde- og støjkravene, hvor vinden også blæser, og hvor du kan få tilladelse til opstilling af kommunen (eller staten, når det gælder havvindmøller). Det er rigtigt, at der er store arealer reserveret til havvind, som Maria Gjerding skriver, men det er mest af alt de store statslige udbud og energiøerne, der skal ligge der. Og de leverer på ingen måde nok grøn strøm til at nå reduktionsmålene i 2030.

For at nå de mål skal der åben dør-havvind til, og der skal mere landvind og sol til. Faktisk skal der to til fire gange så stor en produktion af sol og vind til, som vi havde i 2020. Det er en markant udbygning, der er behov for, og den seneste tids begrænsninger på udbygning med vindenergi rimer dårligt på klimaets behov.

Med en ny aftale i energiforligskredsen fra i år indføres der i åben dør-ordningen en arealbegrænsning på havvind, så den højst kan opstilles 15 kilometer fra kysten, og oveni er der indført kommunal vetoret for nye projekter. Der er pålagt udgift på udgift på landvind i de seneste år, samtidig med at indtil flere kommuner nægter overhovedet at behandle landvindssager, ”for der kommer jo to energiøer”.

De mere vindvenlige kommuner synes dog samtidig at mene, at staten skal mere på banen i planlægningsprocessen . Nogle hentyder nærmest til at den kommunale selvbestemmelsesret måske godt kunne udfordres lidt, så VE-opstilling ville blive nemmere at få igennem. Hvis det ikke vidner om, hvor svært det er for alle involverede, så ved jeg ikke, hvad gør. Den usikkerhed og træghed har hverken vindsektoren, samfundet eller klimaet råd til.

Hvis vi ikke redder klimaet, bliver krisen kun større

Det er med andre ord svært at finde plads, og det, vi ser med de pladser, vi finder, er, at de kommer i karambolage med naturen. Og på den måde kommer vi tilbage til prioriteringen af, hvad der er vigtigst?

Jeg vil gerne skrive under på opråbet om, at den store synder er den manglende og umulige planlægning, men indtil vi når derhen, hvor det ikke er sådan længere, har vi brug for en prioritering, og den prioritering må være, at ja, naturen er i en enorm krise, men hvis vi ikke redder klimaet, bliver den krise kun større og større.

Her til slut vil jeg gerne komme kommentere helt kort på Claus Lind Christensen fra Jægerforbundets indlæg. Med undtagelse af regulering af bestande må jagt sammen med andre hobbyer komme nederst i hierarkiet, når vi taler om prioritering i områder, som er vigtige for biodiversiteten eller som placering til vedvarende energianlæg. Det kan ikke være et hensyn, der skal tages, når vi taler om verdensomspændende dagsordener som biodiversitet og grøn omstilling.

Dernæst studser jeg over, at sortænder, havlitter og rødstrubet lom bruges i argumentationen for, hvorfor der ikke bør være vindmøller i Smålandsfarvandet. Udpegningen af fuglebeskyttelsesområdet er baseret på forekomsten af edderfugle og den gråstrubede lappedykker. Så hvordan sortænder, havlitter og rødstrubet lom reagerer på havvindmøller, er i den pågældende sag ikke relevant, og det kan være med til mudre debatten unødigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Helene Hagel

Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2014)

Claus Lind Christensen

Formand, Danmarks Jægerforbund
værktøjskonstruktør (Skive Tekniske Skole 1992), diplomleder (Vejle Teknisk Skole 1999)