Debat

Biomasseproducent: Stigende energipriser bør være en politisk påmindelse om værdien af energimix

Bæredygtig biomasse kan være med til at sikre, at vi i fremtiden kan bevare stabile energipriser og samtidig have et bæredygtigt energiforbrug, skriver Jens Price Wolf. 

Takket være et klogt mix af bæredygtige energikilder, så har vi altid varme i radiatoren og strøm i stikkontakten, men det er ikke en naturlov, skriver Jens Price Wolf. 
Takket være et klogt mix af bæredygtige energikilder, så har vi altid varme i radiatoren og strøm i stikkontakten, men det er ikke en naturlov, skriver Jens Price Wolf. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jens Price Wolf
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi oplever lige nu en voldsom stigning i energipriserne i hele Europa.

Det rammer både virksomheder og private forbrugere, der kan mærke stigningen direkte på el- og varmeregningerne. Prisstigninger havner i sidste ende hos forbrugerne - det er der ikke noget nyt i.

Derfor bør situationen også være en politisk påmindelse om det, som mange synes at have glemt i debatten om bæredygtig biomasse: Nemlig, at bæredygtig biomasse spiller en afgørende rolle i at sikre stabile priser til blandt andet fjernvarmeforbrugerne.

Det er nemlig ikke alle, der bliver ramt af energiprisernes himmelflugt. I den danske fjernvarmeforsyning har man mange steder et klogt og effektivt energimix, som blandt andet består af bæredygtig biomasse.

Da biomassepriserne er stabile, så har flere fjernvarmeselskaber meldt ud, at man forventer at holde forbrugernes regninger i ro. Det gælder blandt andet i hovedstadsområdet. 

Stigende priser understreger nødvendigheden af bæredygtigt energimix

De voldsomme energipriser har med rette vakt politisk bekymring herhjemme og i EU. Hvordan skaber vi stabile priser de kommende år?

Den danske regering vil sågar afsætte en pulje penge, der kan hjælpe de mest trængende med at betale de stigende regninger nu og her i de områder, hvor priserne er steget ukontrolleret. Det understreger nødvendigheden af at fastholde et klogt, varieret og bæredygtigt energimix - også i fremtiden. 

Danmark har den vel nok højeste forsyningssikkerhed i hele verden. Netop takket være et klogt mix af bæredygtige energikilder, så har vi altid varme i radiatoren og strøm i stikkontakten.

Det er ikke en naturlov. Det er stabile forbrugerpriser heller ikke. Det bliver vi mindet om nu.

I Enviva bakker vi fuldt ud op om indfasning af nye teknologier såsom varmepumper, geotermi og bæredygtig biomasse kombineret med CO2-fangst i takt med, at teknologierne bliver modnet og kan konkurrere på pris.

Jens Price Wolf
General manager, Enviva

I debatten om bæredygtig biomasse bliver der ofte talt om, at Danmark skal udfase brugen af biomasse. Lige nu ser vi værdien af et varieret og bæredygtigt energimix.

Derfor mener vi i Enviva, at man hellere skal tale om indfasning af nye teknologier, som eksempelvis bæredygtig biomasse kombineret med CO2-fangst - som også kan levere massive mængder negativ udledning, hvilket er altafgørende for at nå klimamålene. 

Bæredygtig biomasse spiller en rolle i fremtiden

Danmark har verdens mest ambitiøse krav til bæredygtig biomasse. De sikrer blandt andet per lov, at biomassen på de danske kraftvarmeværker består af restprodukter, som kommer fra bæredygtigt forvaltede skove.

Det vil sige produktionsskove – der først og fremmest leverer tømmer med videre – hvor der bliver taget hensyn til biodiversitet, og hvor fældede træer bliver genplantet så der også er tømmer til møbler og huse i fremtiden. Derfor kan vi med ro i maven holde fast i, at bæredygtig biomasse også i fremtiden spiller en vigtig rolle i det danske energimix.

Vi skal holde fast i et klogt og bæredygtigt energimix. Et mix der bidrager til den grønne omstilling, og som bidrager til stabile forbrugerpriser og verdens højeste forsyningssikkerhed.

I Enviva bakker vi fuldt ud op om indfasning af nye teknologier såsom varmepumper, geotermi og bæredygtig biomasse kombineret med CO2-fangst i takt med, at teknologierne bliver modnet og kan konkurrere på pris.

Men vi bør netop have fokus på indfasning i stedet for en risikabel og forhastet udfasning af bæredygtig biomasse på forkerte forudsætninger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00