Debat

Fhv. miljøborgmester og miljødirektør: Udbuddet af forbrændingssektoren bliver noget makværk

Klimaeffekten ved at liberalisere forbrændingssektoren vil være negativ, samtidig med at planen miljømæssigt er dybt risikabel. Men klima- og miljøeffekt aldrig har været formålet. Uanset hvordan udbudsmodellen organiseres, vil det blive noget makværk, skriver Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen.

I stedet for liberalisering af forbrændingssektoren bliver vi nødt til at fokusere på, hvad det er for kræfter ved offentlig ledelse der har skabt det store samfundsmæssige incitament og den kraftige innovation, skriver Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen.
I stedet for liberalisering af forbrændingssektoren bliver vi nødt til at fokusere på, hvad det er for kræfter ved offentlig ledelse der har skabt det store samfundsmæssige incitament og den kraftige innovation, skriver Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Bo Asmus Kjeldgaard
Ib Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter den forventede afvisning af KL's dødliste for forbrændingsanlæg, forhandler parterne bag affaldsklimaaftalen nu en liberalisering af affaldsforbrændingssektoren.

Finansministeriet er endelig lykkedes med deres 20 år gamle ønske om liberalisering af sektoren. Klimakrisen blev den fernis, der gjorde det muligt at gøre ønsket til virkelighed. Det magiske trick var, at fjerne ordet ”effektivisering” som begrundelse og erstatte det med ”klima”. Så gik den.

Det beklagelige er bare, at planens klimaeffekt, hvis den har nogen, vil være negativ, samtidig med at planen miljømæssigt er dybt risikabel. Men det kommer næppe til at spille nogen rolle, da klima- og miljøeffekt aldrig har været formålet.

Planen baserer sig på et forældet liberalistisk styringsregime, som det er meget svært at se, kan være en del af løsningen. Covid-krisen har omvendt vist os, at den offentlige sektor kan være overordentlig effektiv til at skabe innovative løsninger og hurtig omstilling, når krisen kradser. Den erfaring bliver vi nødt til at lære af.

Uanset udbudsmodellen vil det blive noget makværk
Den danske offentlige forbrændingssektor er i dag internationalt i den absolutte elite, såvel miljø- og klimamæssigt som økonomisk. I stedet for liberalisering bliver vi nødt til at fokusere på, hvad det er for kræfter ved offentlig ledelse der har skabt det store samfundsmæssige incitament og den kraftige innovation.

Affaldsklimaplanen bestemmer godt nok, at miljøkravene til anlæggene skal strammes, så de fokuserer på teknologiske forbedringer. Men miljøkrav er ikke innovation. Tværtimod er innovation forudsætningen for at der overhovedet findes en teknologi, man kan stille krav om.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør, Greenovation, stifter, AquaGreen License og konsulent, fhv. direktør, Københavns Kommunes Miljøkontrol

Og det haster. Offentlig ledelse som en samfundsmæssig innovativ kraft har været under voldsom erosion siden New Public Management tog over fra slutningen af 90’erne.

Hvilken udbudsmodel for affaldet man når frem til, ved vi ikke endnu. Men ifølge affaldsklimaaftalen vil der blive tale om en model, hvor kommunerne skal udbyde behandlingen af deres husholdningsaffald, og ikke må anvise erhvervsaffald. Samtidig skal anlægskapaciteten reduceres, og en række affaldsfraktioner – især plastik – skal udsorteres.

Men uanset hvordan udbudsmodellen organiseres, vil det blive noget makværk. I hvert fald på de fire vigtigste parametre går det helt galt:.

1. Ingen innovation
Det er meget svært at se, hvordan den nuværende kraftige miljø- og klimainnovation inden for sektoren får rum til at fortsætte. Forretningsgørelse af sektoren vil indlysende få den effekt, at al udvikling vil fokusere på økonomi og ikke på miljø og klima. Økonomien var jo også netop Finansministeriets hensigt med liberaliseringen af sektoren, indtil de stregede ordet ”effektivisering” over og skrev ”klima” på planen.

Fokusering på en højere miljø- og klimastandard vil i et konkurrence-scenarie indebære en betydelig risiko for at miste affaldsmængderne til billigere anlæg. Udvikling af den nye carbon capture-teknologi, som er så nødvendig for store CO2 gevinster, er et eksempel på innovation, der meget let kommer i klemme ved forretningsgørelsen.

Affaldsklimaplanen bestemmer godt nok, at miljøkravene til anlæggene skal strammes, så de fokuserer på teknologiske forbedringer. Men miljøkrav er ikke innovation. Tværtimod er innovation forudsætningen for at der overhovedet findes en teknologi, man kan stille krav om.

Faste statslige rammer, som for eksempel kravet om sortering i ti definerede affaldsfraktioner, hæmmer ligeledes innovationen. Mange kommuner ønsker for eksempel at køre forsøg med at opnå samme genanvendelse med færre beholdere, til glæde for såvel den brede befolkning som for indsamlingsomkostningerne, men nu stivner udviklingen, fordi kommunernes frihed til at udvikle alternativer erstattes af dogmatisk central styring.

2. Ingen miljøfordele
Miljøbelastningen ved affaldsforbrænding er ikke kun bestemt af teknologien. Lige så vigtig er driften af anlæggene. I Danmark, hvor anlæggene har været offentlige, har fokus været på maksimalt energiudbytte, minimal miljøbelastning og bedst mulig slaggekvalitet, samtidig med at behandlingspriserne internationalt har ligget blandt de allerlaveste.

Lukning af forbrændingsanlæg vil især blive et problem for fjernvarmen. Det anføres, at fjernvarmen i stedet kan produceres af især varmepumper. Men der er vi slet ikke i dag, ligesom der er grænser for, hvad varmepumper kan levere.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør, Greenovation, stifter, AquaGreen License og konsulent, fhv. direktør, Københavns Kommunes Miljøkontrol

Forretningsgørelse af anlæggene har internationalt vist sig at flytte fokus fra miljøeffekt til reduktion af driftsomkostningerne og forbrænding af den størst mulige affaldsmængde. Dette kan bl.a. opnås ved at øge hastigheden over risten, ved at reducere affaldets brændværdi og ved at reducere forbrændingstemperaturen til det lavest tilladte, til skade for miljø og slaggekvalitet.

Forretningsgørelsen påstås at kunne sikre, at kun de mest moderne og miljømæssigt bedste anlæg vil overleve. Her er der simpelthen tale om et fatamorgana. Forretningsgørelse vil indlysende betyde, at de billigste blandt de anlæg, der overholder lovens minimumskrav, vil overleve, ligesom anlæg der drives alene ud fra et rent økonomisk perspektiv, vil overleve.

Ønsket om at udsortere stadig flere fraktioner fra forbrænding til genanvendelse, har været brugt som et væsentligt argument for planen. Det argument holder bare ikke. Netop fordi anlæggene er offentlige, er der i dag muligt politisk at beslutte at udsortere flere fraktioner fra affaldet. Den mulighed vil blive kraftigt reduceret ved en privatisering.

Internationalt er den entydige erfaring at ingen private investorer vil levere den voldsomt store investering uden sikkerhed for mængderne. Privat etablering af affaldsforbrændingsanlæg forudsætter typisk 15-25 år lange garantier for affaldsmængderne. I den periode kan man således ikke politisk udtage affaldsfraktioner til genanvendelse uden kompensation til anlægget.

3. Ingen reel klimaeffekt
Den påståede positive klimaeffekt opnås kun fordi vi får nedbragt forbrændingskapaciteten, så der brændes mindre affald i Danmark. Det sikres dels ved at forhindre affaldsimport og dels ved at udsortere især plastik fra forbrænding.

Hvad angår det første, hjælper det naturligvis på den danske statistik at forhindre affaldsimport. Men på verdensplan giver det en negativ klimaeffekt. Alternativet til forbrænding af det importerede affald på danske anlæg er i dag enten forbrænding på miljømæssigt ringere anlæg eller deponering.

Lukning af forbrændingsanlæg vil især blive et problem for fjernvarmen. Det anføres, at fjernvarmen i stedet kan produceres af især varmepumper. Men der er vi slet ikke i dag, ligesom der er grænser for, hvad varmepumper kan levere.

Alternativt vil det i lang tid fremover snarere være biomasse, og herunder en accelereret skovfældning, der leverer brændslet, uagtet at biomasse, ganske som affaldsforbrænding, udleder CO2, men som heldigvis for Dan Jørgensen (S), ifølge de gældende regler for opgørelse af CO2 udslip, ikke tæller med i statistikken. Sminkning af CO2 regnskabet synes at være et vigtigere element i regeringens CO2 reduktionsplaner end reel reduktion af udledningen. Hvordan man så, i et åbent EU-marked, vil forhindre anlæggene i at importere affald, er en hel anden sag.

I stedet for privatisering bør vi fokusere på at forstå, videreudvikle og styrke den særlige offentlige ledelseskompetence som har bragt vores forsyningssektor op i den internationale elite.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør, Greenovation, stifter, AquaGreen License og konsulent, fhv. direktør, Københavns Kommunes Miljøkontrol

Hvad angår det andet, er det ganske rigtigt at udsortering af plastik vil reducere CO2 udslippet fra forbrænding. Men hvad sker der så med plastikken? Den største del af plastikaffaldet kan i dag ikke genanvendes. Det er ikke noget tilfælde, at planen taler om at udsortere 80 procent af plastikken og ikke om genanvendelse af 80 procent. Vi har reelt ingen muligheder for at kontrollere hvor plastikken bliver af, når den først er afsat til de private anlæg og handlet gennem flere led.

Historisk har Danmark ikke bidraget til plastik i verdenshavene. Alt vores plastikaffald er hidtil blevet konverteret til ny energi. På grund af den høje brændværdi, har plastikken endog givet et ganske betydeligt bidrag til energiproduktionen. Når plastikken nu skal udsorteres, er der næppe tvivl om, at Danmark vil blive en ny bidragyder til plastikforureningen af verdenshavene.

Hvis plastik fremover skal udtages fra forbrændingen, bliver man simpelthen nødt til først at sikre at der kun anvendes plastik, der faktisk kan genanvendes. Og her er planen fuldstændig tavs. Den netop indgåede partnerskabsaftale mellem Miljøministeriet og detailhandlen, kan muligvis ændre på dette, men det kan kun fremtiden vise.

4. Dårlig økonomi
Aftalen henviser til, at tidligere analyser har vist et effektiviseringspotentiale på 400-600 millioner kroner årligt. Tallene stammer fra de tidligere forsøg på forretningsgørelse af sektoren, før ”effektivisering” blev erstattet af ”klima” som begrundelse. Men tallene holder ingen steder.

Analyserne baserer sig på en antagelse om, at anlæggenes effektiviseringspotentiale under den nuværende offentlige organisering er lig nul. Med den antagelse er det relativt indlysende, at enhver anden organisering vil udgøre en forbedring.

De årlige benchmark-rapporter har derimod vist at affaldstaksterne i perioden fra 2010 til 2017 - det seneste år, hvorfra der foreligger endelige tal, er faldet med 20 procent, fjernvarmen er faldet ti procent i pris, og de samlede omkostninger for behandling af et ton affald er faldet med ti procent. Samtidig er miljøbelastningen for stort set alle parametre holdt langt under de gældende grænseværdier. Den offentlige organiseret har således præsteret langt bedre, end de forskellige liberaliseringsscenarier har været forventet at kunne præstere.

LÆS OGSÅ: Dan Jørgensen: Biomasse skal være en overgangsløsning – kan være sortere end kul

Affaldsaftalen giver såvel producenter af erhvervsaffald som de nu privatiserede sorteringsanlæg fri mulighed for at shoppe mellem forbrændingsanlæg i såvel Danmark som i udlandet for behandlingen af deres restaffald.

Det vil klart skabe et prispres på forbrændingsanlæggene, som må reducere priserne på dette affald for at opretholde mængderne og sikre varmeforsyningen. En prisreduktion som kun kan kompenseres ved en prisstigning for det almindelige husholdningsaffald og ved at lade fjernvarmekunderne betale for de private leverandørers prisrabat. Samtidig bliver det indlysende meget dyrere for forbrugerne, når den fremtidige låntagning skal finansieres på helt andre vilkår end de nuværende i Kommunekredit.

Trods dette makværk, fastholder partierne at de liberalistiske værdier med vold og magt skal indføres på affaldsområdet. En visionær klimaløsning kræver at vi helt gentænker de seneste årtiers privatiserings- og effektiviseringsmantra. Her kan vi bygge videre på de gode erfaringer, vi har fået i covid-19 krisen. Det er faktisk muligt at tænke nyt, skabe nye innovative rum, sikre at politiske forventninger udføres hurtigt og effektivt i godt samarbejde mellem politikere, selskaber/institutioner og borgere.

I stedet for privatisering bør vi fokusere på at forstå, videreudvikle og styrke den særlige offentlige ledelseskompetence som har bragt vores forsyningssektor op i den internationale elite. Offentlig ledelseskompetence er i dag et fuldstændigt negligeret forskningsområde, der er blevet skyllet helt væk i flodbølgen af privatiserings- og effektiviseringsinitiativer.

Vi bliver nødt til at tænke nyt og genskabe en forsyningssektor hvor klima- og miljø bliver det helt centrale fokus, og hvor forvaltning af det det samfundsmæssige ansvar bliver den altdominerende ledelseskompetence.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00