Jeg håber, at magtskiftet i New York får Socialdemokratiet til at vågne op

Amerikansk politik er lige nu et dystert sted, men alligevel formår det at fascinere og være et spejl på mange af de tendenser, vi også ser herhjemme.

Danmark og København har ikke nær så store problemer med hjemløshed, kriminalitet og fattigdom som New York. Det ændrer dog ikke på, at mange herhjemme oplever samme tendenser, som befolkningen oplever i New York.

Jeg håber, at København og New York er et wakeup call for de etablerede magtpartier.

Lukas Lunøe

I Mamdani ser jeg den samme energi og begejstring, som jeg selv oplevede i mit møde med Bernie Sanders, AOC og UAW i USA. Mamdanis kampagne står dog også på skuldrene af mange års politisk svigt i New York.

Andrew Cuomos kampagne var støttet af milliardærer. Cuomo fik penge af nogle af de samme ultrarige donorer, der har støttet Trump. Donorer, som vil nyde godt af lavere skat, frie tøjler til at sætte huslejen op og mindre regulering.

Det tragikomiske er, at New Yorks milliardærer brugte flere penge på at bekæmpe Mamdani, end Mamdani vil have dem til at betale i skat.

Rosenkrantz-Theils kampagnekontor er ejet af Jeudan, der lader Rosenkrantz-Theil bruge lokalerne gratis under valgkampen.

Et kampagnebidrag fra en ejendomsgigant, der anslås at være op mod 340.000 kroner værd. Skal vi virkelig tro, at gratis husleje fra en ejendomsgigant slet ikke påvirker en politiker?

Rosenkrantz-Theil har derfor, ligesom Cuomo, fået donationer og gaver fra en økonomisk elite i forbindelse med sit politiske virke.

I dag vil Rosenkrantz-Theil, ligesom Cuomo, overbevise os om, at hun nu ikke går kapitalfondenes, regnearkene i Finansministeriet og SVM-regeringens ærinde.

Lukas Lunøe

Da Andrew Cuomo var guvernør i New York, gik han de riges ærinde. Han satte skatten ned på yachts, sænkede selskabsskatten og ville afskaffe New Yorks bankskat.

Samtidig har han skåret milliarder af dollars i sundhedsvæsenet, skåret på uddannelse og andre velfærdsydelser. Cuomo, der er støttet af milliardærer, har i øvrigt altid været imod at beskatte ultrarige mere.

Da Rosenkrantz-Theil var minister i SVM-regeringen, stod hun bag udskældte reformer. Som socialminister vedtog hun en handicapreform, der vil medføre, at forældre i blandt andet København får ringere hjælp, hvis deres barn har særlige behov.

Rosenkrantz-Theil har været en del af en regering, der med provins-populistiske prioriteringer hellere vil bygge motorveje i Jylland end sikre billigere boliger i Aarhus og København.

Samtidig var Rosenkrantz-Theil på ministerholdet, da regeringen præsenterede skattelettelser for samfundets allerrigeste.

I dag vil Pernille Rosenkrantz-Theil så have lov til at skifte sit Jeudan-ejede kampagnekontor ud med overborgmesterkontoret i København.

For mig at se er der ingen tvivl om, at hun kommer til at kæmpe for dem med mest på kistebunden, frem for de hjemløse vi hver dag ser sidde på gaden.

For nuancernes skyld medgiver jeg gerne, at Socialdemokratiet historisk har gjort meget for København.

København er en fantastisk by, og det kan de med stolthed tage noget af æren for. Den kampagne, vi ser fra Rosenkrantz-Theil, og den politik, vi ser fra regeringen, er bare det absolut sidste, som byen (og landet) har brug for.

I dag vil Rosenkrantz-Theil, ligesom Cuomo, overbevise os om, at hun nu ikke går kapitalfondenes, regnearkene i Finansministeriet og SVM-regeringens ærinde.

Rosenkrantz-Theil vil med forslag, der kræver massefyringer og ikke har nogen gang på jord, vinde tilliden fra de selvsamme vælgere, som hun og hendes parti har svigtet.

Heldigvis ser flere og flere igennem de klassiske magtpartiers tricks. Det forstår man også godt, da regningerne stiger, hjælpen til ens børn forværres, og vi igen ser en regering, der er villig til at stramme grebet om de mennesker, der har mindst.

Senest med kontanthjælpsreformen, hvor konsekvenserne er så voldsomme, at regeringen har stillet sølle 15 millioner til rådighed.

Er man opvokset i byen, kan man mærke, hvordan den skriger på social retfærdighed, bedre muligheder for at bo billigt og mere natur.

Man skal ikke tale længe med en familie, der har et barn med særlige behov, før man også kan høre desperationen over kommunens manglende støtte.

Flere og flere forældre er nødsaget til at gå hjemme, og pårørende skal kæmpe mere og mere. De oplevelser og ønsker vælger de klassiske magtpartier ikke blot at sidde overhørige, men decideret at bekæmpe.

Der bliver lovet flere parkeringspladser, fortsat forbud mod hash, dyrere metrobilletter, lavere byggeri og gratis daginstitutioner (hvilket kun styrker dem med mest, da man allerede betaler efter indkomst).

Jeg kender få, hvis overhovedet nogen, der har behov for de tiltag. Det er mildest talt intet under, at mange vender ryggen til de etablerede magtpartier, i en tid hvor så meget er på spil, og hvor så mange klassiske løsninger spiller fallit.

Heldigvis kan vi se i meningsmålinger, at københavnerne, ligesom newyorkerne, ser igennem de dovne smædekampagner, halvbagte politiske forslag og truende interessekonflikter.

Jeg håber, at København og New York er et wakeup call for de etablerede magtpartier, der i årtier har svigtet sociale fremskridt og progressive løsninger.