En krammer fra Bernie Sanders har ændret mit syn på verden

Først da jeg stod til et Bernie Sanders rally med den amerikanske fagforening UAW, begyndte brikkerne at falde på plads for mig.

Sanders stod fra podiet og insisterede stædigt på, at det ikke er en radikalt venstreorienteret idé, at alle skal kunne få en sundhedsforsikring i det rigeste land i menneskets historie.

Da Sanders tog fat på Elon Musks og Donald Trumps altødelæggende grådighed, jublede salen så højt, at han ikke kunne tale videre.

Alex Vanopslagh har for få måneder siden sagt, at han ville have "Mere Musk og mindre Mette".

Jeg kan love for, at de amerikanske arbejdere i UAW ikke er enige med Liberal Alliance her.

Efter Bernie Sanders' rally gik jeg op for at sige hej til Sanders. Han blev så begejstret over, at jeg kom hele vejen fra Danmark, at han omfavnede mig flere gange.

Da jeg talte med de lokale fagforeningsaktive, var de ved at tabe kæben. Ikke over, at jeg havde krammet et forbillede, men over, at jeg kom fra et land, hvor vi faktisk kan tage ferie, hvor vi kan få brød på bordet, når vi er syge, og hvor vi kan leve værdige liv. Det sidder stadig i mig.

I dag er det for mig at se håbløst, når partier foreslår, at vi fremtidssikrer dansk økonomi med selskabsskattelettelser, og det er for mig at se et skråplan at give nogen som helst skattelettelser på arv.

Det er som at koge en frø levende. En frø opdager ikke, at den bliver kogt før, at vandet er så varmt, at den ikke slipper ud.

Det samme gør sig gældende for det demokratiske velfærdssamfund. Stille og roligt får vi færre rettigheder, svagere fagforeninger, flere penge i politik, mere formueulighed – og modgiften til det er ikke markedet.

Mange liberale vil sidde derude og sige, at USA ikke er et godt eksempel på kapitalisme. Helt ligesom, at kommunister ville anfægte, at Sovjet på nogen måde havde noget med kommunismen at gøre.

Men jeg er ikke i tvivl om, at de tendenser, som vi ser i USA, også er kommet til Danmark. For vi oplever det alle sammen allerede.

Ejendomme i byerne går lige nu til børn af de rigtige forældre. Vi køber private sundhedsforsikringer, støtter mindre op om reelle fagforeninger, og vores politikere tror stadig, at 1980'ernes katastrofale deregulerende, ulighedsskabende og usolidariske politik er løsningen.

Store bededag skulle øge arbejdsudbuddet, lavere skat på generationsskifte skal hjælpe familieejede virksomheder (som om, at en arving af en virksomhed ikke har det fint nok i forvejen), og samtidig ser vi topcheflønninger på himmelflugt, milliardoverskud til de mejerikoncerner, der gør vores basale dagligvarer dyrere, og dele af et erhvervsliv og en højrefløj, der hylder heilende rigmænd som Elon Musk.

Havde jeg læst, at jeg mente det her for mange år siden, var jeg faldet ned af stolen. Men det er tydeligt, at Danmark ikke er beskyttet mod kapitalismens monopoler, ulighed og udemokratiske ubarmhjertighed.

Jeg er ikke i tvivl om, at de tendenser, som vi ser i USA, også er kommet til Danmark.

Lukas Lunøe

Det er naivt at tro, at vi fortsat kan tøjle en global kapitalisme i lille Danmark.

Det er for mig blevet åbenlyst, at vi i for høj grad sætter vores lid til en industri, der har det næste kvartalsregnskab og ikke almindelige menneskers vilkår for øje. 

Helt ligesom vi ser det ske i USA, skal vi i Danmark være klar over, at det også kan ske her.

Vi har været beskyttede af stærke fag- og andelsbevægelser, men lige nu lider begge bevægelser tab i kampen imod en, i økonomens Grace Berkleys ord, "statsstøttet og planøkonomisk kapitalisme".

Jeg må derfor i Olof Palmes spor erkende, at jeg elsker den frie verden, men jeg kan ikke længere tro på, at den forbliver fri uden gennemgribende demokratiseringer af ejerskab, rigdom og samfundet.