Kommentar af 
Anders Storgaard

Grønne områder er vigtigere end flere boliger

Jeg savner politikere, som er ærlige om de prioriteringer, der er et faktum for den moderne hovedstadspolitik. Jeg kan selv begynde: For mig er grønne områder vigtigere end flere boliger, skriver Anders Storgaard (K).

Frederiksberg er Nordeuropas tættest bebyggede kommune. Min frygt er, at denne sandhed vil lede frem til, at man vil bygge i vildskab for at finansiere flere almennyttige boliger, og at prisen bliver færre grønne områder, skriver Anders Storgaard (K).
Frederiksberg er Nordeuropas tættest bebyggede kommune. Min frygt er, at denne sandhed vil lede frem til, at man vil bygge i vildskab for at finansiere flere almennyttige boliger, og at prisen bliver færre grønne områder, skriver Anders Storgaard (K).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Anders Storgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er på tide at politikerne i hovedstaden er ærlige overfor vælgerne, for man kan ikke både gå til valg på flest mulige "billige" boliger uden at anerkende, at de før eller senere vil komme på bekostning af grønne områder eller klimaet.

Det faktum bør efterhånden være tydeligt for alle i København, der har fulgt med i kampen om byggeriet på Amager Fælled eller byggeriet på Lynetteholmen.

Men også på Frederiksberg er ønsket om flere boliger i Nordeuropas tættest befolkede kommune på vej til at koste grønne områder, når man med en ny plan for den blandende by vil man blandt andet bygge ind på Solbjerg Parkkirkegård.

Det er på tide med ærlighed i debatten om, hvordan vi løser (og ikke løser) den gotiske knude for boligpolitikken i vores by.

Når målet er flere boliger, så opgiver man gerne grønne områder, om man så må klippe en hæl eller en tå

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Boligpolitikken er en af de vigtigste politiske slagmarker her i hovedstadsområdet. Og med god grund for alle os, der står uden for boligmarkedet, mærker, hvor svært det i disse år er for helt almindelige mennesker at komme ind på boligmarkedet.

Som en der selv bor til leje, så ved jeg, hvordan det føles at stå uden for festen. Problemet er bare, at mange af dem, der påstår at tale min sag, ikke reelt leverer løsninger eller er ærlige om, hvad prisen er.

Når partier som Enhedslisten eksempelvis valg efter valg går på gaden med ønsket om at bygge markant flere "billige boliger" og samtidig går til valg på flere grønne områder, så er der et indbygget modsætningsforhold. For faktum er, at vi i hovedstaden ikke længere svømmer i frie arealer, der bare venter på at blive bebygget.

Der er groft sagt kun to veje til (markant) flere boliger: At bygge opad, hvilket vil øge fortætningen, eller at bygge udad, hvilket vil komme på bekostning af grønne eller blå områder.

Det ses også i den nye plan for den blandende by på Frederiksberg, hvor det planlagte byggeri vil krybe ind på Solbjerg Parkkirkegård langs hjørnerne. Når målet er flere boliger, så opgiver man gerne grønne områder, om man så må klippe en hæl eller en tå.

Selvfølgelig er der projekter derimellem, hvor noget faldefærdigt skal rives ned eller bebyggelse skifter formål, men de projekter er næppe af en størrelsesorden, hvor de fundamentalt løser den ekstreme stigning i efterspørgslen som skyldes, at vi er rigtig mange unge mennesker, der gerne vil bo i byen.

Selvom jeg hader at smide penge ud af vinduet i dyr husleje, så vil jeg hellere beskytte Frederiksbergs grønne oaser end at bebygge dem

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Frederiksberg er nok det mest ekstreme eksempel, for som Nordeuropas tættest bebyggede kommune er Hospitalsgrunden reelt set et af de sidste områder, hvor der er plads til at bygge.

Min frygt er, at denne sandhed vil lede frem til, at man vil bygge i vildskab for at finansiere flere almennyttige boliger, og at prisen bliver en høj fortætning eller få grønne områder. Og som man må sande, uanset om det er København, Frederiksberg eller Høje-Taastrup, så er almene boliger et godt supplement til boligmarkedet, men det fjerner eller løser ikke efterspørgslen på ejerboliger. Tværtimod.

På tværs af partierne bør vi være ærlige om de fejl som er begået. Jeg mener, at man i for mange år har bygget for meget privat udlejning og for lidt ejer- og andelsboliger.

Det gør, at der er for få boliger til alle os unge, der ønsker at tage springet fra ungdomslivet og slå os ned permanent i byen. Det underskud af boliger driver folk ud af byen og driver en udvikling, hvor der kan tages høje priser for leje idet, at der reelt ikke er et alternativ om at eje.

Hvordan løser vi så dette som kommunalpolitikere? Det mest ærlige vil være at sige, at det kan vi ikke alene. Der er brug for en større reform af boligbeskatningen i Danmark, hvor man flytter skatten fra eje til salg for at dæmpe boligmarkedet.

Og så er der brug for flere redskaber til, hvordan vi som kommunalpolitikere kan skabe bedre rammer for andelsboliger. Men vi kan dog allerede nu gøre en smule.

Læs også

For det første kan vi bygge flere ejerboliger og mindre udlejning. Det er ren udbud- og efterspørgslen, og det siger selv, at flere ejerboliger skaber lavere priser. Får vi chancerne for at vælge mellem mere udlejning eller ejerboliger, så bør vi derfor presse på for ejerboliger.

Men vi bliver nok også nødt til at være ærlige om, at det ikke må blive et mål i sig selv, at så mange mennesker skal bo i vores by. Når Frederiksberg i forvejen er Nordeuropas tættest befolkede kommune, så er der nok en grænse for, hvor mange flere mennesker vi kan bo her uden prisen i grønne områder bliver for høj – og vi kan ikke løse hele hovedstadens boligproblemer selv.

Jeg savner politikere, som er ærlige om de prioriteringer, der er et faktum for den moderne hovedstadspolitik, hvor de store industriområder er blevet flyttet ud og arealerne er brugt.

Jeg kan selv begynde: For mig er grønne områder vigtigere end flere boliger. Og selvom jeg hader at smide penge ud af vinduet i dyr husleje, så vil jeg hellere beskytte Frederiksbergs grønne oaser end at bebygge dem for, at jeg kan få en billig bolig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Storgaard

Kommunalbestyrelsesmedlem (K), Frederiksberg Kommune, folketingskandidat
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

0:000:00