Pernille Skipper om knivstikkerier på Nørrebro: Hvad er det for en virkelighed, justitsministeren lever i?

Sidste mandag blev endnu et ungt menneske stukket ned på et gadehjørne, som jeg betræder nærmest dagligt.

Jeg bor på indre Nørrebro. Det er der, jeg handler, der mine børn går i daginstitution, der jeg drikker kaffe med mine venner og sludrer med mine naboer. Og de mange knivstikkerier er noget, som folk i mit lokalområde taler rigtig meget om.

Vi er bekymrede. Vi taler om, at både ofre og gerningspersoner virker til at være meget unge, og at vi er bange for forvekslinger, så en uskyldig helt uden tilknytning til kriminalitet pludselig vil komme til skade. Vi taler om, om politiet mon snart finder dem. Og vi er vrede på dem, der skaber utryghed i vores virkelig dejlige bydel.

Men ingen, absolut ingen, af mine naboer har på noget tidspunkt sagt til mig , at det ville være betryggende, hvis regeringen bare ville sætte straffen for knivstikkeri op.

Alligevel er det den nye justitsministers svar til os. Peter Hummelgaard (S) kan godt se, at vi i lokalområdet er bange, så derfor vil han indkalde forhandlinger om at hæve straffen for knivstikkeri. Han stiller sig dermed op i den lange, lange række af justitsministre fra skiftende partier, der gennem årtier har udtrykt stor sympati og forståelse, men som leverer et svar, som ikke hjælper på nogen måde i virkelighedens verden.

Man skal ikke tro, at beboerne på Nørrebro er ligeglade. Det er vi ikke. Og vi ved, at et lovforslag, der først bliver vedtaget mange måneder, ikke betyder noget som helst

Pernille Skipper
Fhv. politisk ordfører og retsordfører, Enhedslisten

Forskningen er ellers temmelig klar. Hvis man vil forebygge kriminalitet, har strafskærpelser ingen eller meget ringe effekt. Det siger Justitsministeriets eget forskningskontor.

Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, om noget er strafbart eller ej, for eksistensen af straf i sig selv har en præventiv effekt. Men der er ikke belæg for at tro – for at sige det lidt firkantet – at et halvt år fra eller til har betydning. Det er simpelthen ikke længden af straffen, man overvejer, når man planlægger at stikke nogen ned foran Føtex på Nørrebrogade.

De mange strafskærpelser over årene har til gengæld bidraget til at presse både politi, kriminalforsorg og domstole, så der er mindre tid til at finde overfaldspersonerne og lave forebyggende arbejde.

Selv hvis man kan bilde folk ind, at højere straf vil forebygge overfald, tager det jo i hvert fald et halvt for justitsministeren at indkalde til  forhandlinger blandt Folketingets partier, få en aftale i hus og et lovforslag udformet og vedtaget. Hvis de er hurtige. Men det er altså lige nu, at overfaldene sker og beboerne bliver bange.

Med andre ord: Peter Hummelgaard kunne lige så godt have sagt, at han vil stoppe knivoverfaldene ved at male muren til Assistens Kirkegården blå til august i 2024. Det er da dejligt, men hvad skal vi bruge det til? Folk på Nørrebro kan godt gennemskue det. Ikke engang en falsk følelse af tryghed kan Hummelgaards reaktion give os, for vi har hørt det så mange gange før.

Man skal ikke tro, at beboerne på Nørrebro er ligeglade. Det er vi ikke. Vi vil have det til at stoppe. Og vi ved, at et lovforslag, der først bliver vedtaget mange måneder, ikke betyder noget som helst.