Pernille Skipper: Sophie Hæstorps største problem er alt det, hun ikke har gjort

Den socialdemokratiske overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen, er kommet overordentligt ringe fra start.

Først mistede hun socialdemokraternes historiske førerposition som det største parti i København og måtte konstituere sig med højrefløjen for at holde på overborgmesterposten. Så blev det første budgetforlig lavet uden om hende, og nu begynder røster i hendes eget bagland at ytre offentlig kritik. Og det er aldrig godt.

Offentlig snak om udskiftning – anonymt eller ej – har alt for ofte været begyndelsen på enden for toppolitikere. Men overborgmesterens redning er formentlig helt simpel: Hun må få noget fra hånden.

Der er ingen tvivl om, at Sophie Hæstorp kom på en hård og muligvis også utaknemmelig opgave, da hun skulle overtage posten som overborgmesterkandidat efter en skandaleramt Frank Jensen, der var en af de første magtfulde mænd, der måtte forlade sin post efter i årevis at have udvist grænseoverskridende adfærd overfor kvinder, heriblandt ansatte i kommunen.

Sophie Hæstorp har både politikken, evnerne og mandaterne til at begynde og få lavet nogle aftaler

Pernille Skipper

Det var en decideret ufed baggrund at blive valgt på, og der har ikke været meget medvind på cykelstien til hende derefter heller.

Men det var direkte pinligt, da hun sidste efterår fejllæste sine samarbejdspartnere så voldsomt, at de til sidst lavede et flertal uden hende, og vi alle måtte se måbende til, mens Konservative, Liberal Alliance og resten af højrefløjen stod arm i arm med Enhedslisten og præsenterede et budgetforlig uden S-overborgmesteren.

LÆS OGSÅ: S-kredsformænd bakker Hæstorp op: "De anonyme kritikere skal ud af busken"

Da det skete, forventede mange (nok inklusive borgerrepræsentationsgruppen selv), at en shitstorm af dimensioner ville ramme Enhedslisten. Det er ikke ligefrem pardans med Ole Birk Olesen, som Line Barfods vælgere forventede, da de stemte på hende. Men den kom aldrig.

Det viser noget helt banalt: Vi københavnere går mere op i indhold end i proces.

Københavnere går op i, om vores by bliver bedre og bedre at cykle i, og om der er boliger, som pædagogerne også kan betale. Vi går op i, om byrummet er trygt at være i, og om vores borgerrepræsentation slås for, at vi kan få mere nærpoliti. Vi går ikke så meget op i, hvem der laver aftaler med hvem.