Kommentar af 
Anders Storgaard

Skraldepolitik er ikke sexet, men lige nu truer den hele hovedstadens økonomi

Der er behov for en reform af skraldesektoren, men den skal skrues korrekt sammen. SVM-regeringens reformbud risikerer at ende som en økonomisk katastrofe i hovedstaden, skriver Anders Storgaard (K).

Forbrændingsanlægget på Amagerbakke er nok alt for stort, men til gengæld et af Danmarks mest effektive og miljøvenlige anlæg, skriver Anders Storgaard (K).
Forbrændingsanlægget på Amagerbakke er nok alt for stort, men til gengæld et af Danmarks mest effektive og miljøvenlige anlæg, skriver Anders Storgaard (K).Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Anders Storgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SVM-regeringens kommende reform af forbrændingssektoren er både klimamæssigt og økonomisk hul i hovedet.

Hvis reformen gennemføres, så risikerer hovedstaden at stå tilbage med en regning på fire milliarder kroner, som skal findes i vores velfærd.

Hvis katastrofen skal undgås, så bør kommunalpolitikerne fra regeringspartierne råbe deres folketingspolitikere op før det er for sent.

Taberne af en sådan reform bliver de nye klimavenlige anlæg, mens gamle afbetalte værker uden nogen gæld vil stå tilbage som vinderne

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Jeg kommer ikke til at pakke det ind for jer: Hovedstadens økonomi er truet.

Vi har overinvesteret fire milliarder i et anlæg på Amagerbakke, der nok er alt for stort, men til gengæld er et af Danmarks mest effektive og miljøvenlige forbrændingsanlæg.

Under dække af at ville reducere CO2-udslippet har regeringen derfor sammen med et flertal af Folketinget kastet sig ud i en plan om konkurrenceudsætte forbrændingssektoren.

Problemet er bare, at regeringens udspil udover ikke at have nogen klimaeffekt også paradoksalt nok risikerer at slå de mest effektive og klimavenlige anlæg ihjel. Derfor risikerer vi at stå tilbage med kæmpe regning, hvis planerne bliver til virkelighed.

Det er i øvrigt ikke en advarsel, som jeg står alene. Med aktører såsom Klimarådet og Concito har alle advaret om, at konsekvensen af aftalen risikerer i bedste fald at blive neutral og i værste fald skade klimaet.

Tanken bag regeringens reform er på papiret fornuftig nok: Efterhånden som vi bliver bedre til at genbruge, så har vi mindre skrald. Når vi har mindre skrald, så bør nogle værker lukke, så de mest effektive værker kan stå tilbage, frem for at værkerne går i gang med at importere skrald fra udlandet.

Læs også

På papiret burde det derfor netop være et værk som vores eget ved Amagerbakke eller det nordsjællandske Norfosanlæg, som ville have en fordel at spille her.

Frem for i desperation at importere skrald fra udlandet, som ARC af økonomiske årsager har været nødsaget til, så kunne de nye værker udnytte skrald fra andre kommuner og gennem deres effektivitet forbedre Danmarks klimaregnskab. Problemet er bare, at de nye værker ofte er dem, der har en stor gæld.

At lave et spritmoderne og miljømæssigt effektivt anlæg koster enorme summer, og dette kan kun betale sig hjem, hvis man samtidigt har sikkerhed for sin økonomi, og at man, når man indfører en konkurrence, gør klima til et konkurrenceparameter. Dette lægger regeringen dog ikke op til – i stedet bliver det ren økonomi.

Taberne af en sådan reform bliver de nye klimavenlige anlæg, mens gamle afbetalte værker uden nogen gæld vil stå tilbage som vinderne.

Et absolut minimum for den kommende reform bør være, at staten selv forpligter sig på at samle regningen op

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Jeg har meget svært ved at se, hvem der vinder på det. Det er i hvert fald ikke klimaet! Og det bliver heller ikke hovedstadens borgere.

Med et ARC, der siden dets fødsel har kæmpet med en dårlig økonomi og knapt har kunne holde hovedet oven vande, fordi vi (heldigvis) er blevet så gode til at genbruge, risikerer reformen at blive dødsstødet.

For min egen kommune, Frederiksberg, betyder det en regning på omkring 500 milloner kroner, som staten ingen intention har om at samle op. Det bliver vores lokale børnehaver, skoler og plejehjem, der skal samle regningen op.

Et absolut minimum for den kommende reform bør derfor være, at staten selv forpligter sig på at samle regningen op. Alt andet er politisk uansvarligt.

Hvis målet om, at det er de klimavenlige værker, som skal overleve, skulle blive til virkelighed, så er der dog også måder denne intention kunne indfries indenfor reformens intentioner.

Læs også

Her bør ARC passe på, at de ikke selv medvirker til en sortere dansk klimapolitik. Lokalt på Frederiksberg protesterede vi derfor mod ARC's indvending mod øgede CO2-krav til plastindhold eller øgede afgifter på skrald, som man ville have udskudt til efter 2035.

Selvom det er forståeligt, at ARC som en virksomhed ser enhver markedsændring som en trussel mod den allerede dårlige økonomi, så er det netop ved massive afgifter på CO2, økonomiske gevinster ved CO2-fangst såsom negative CO2-priser og højere miljøkrav, at vi kan skabe en bedre konkurrence.

Hvis ARC vitterligt er det mest miljøvenlige anlæg i landet, så burde man omfavne så mange afgifter som muligt forudsat, at disse tilføres sektoren, da dette vil slå ineffektive konkurrenter ihjel.

Derfor er det også en vigtig nuance i denne debat, at der er behov for en reform af skraldesektoren, men at den skal skrues korrekt sammen.

Skraldepolitik er muligvis ikke sexet, men det er fandens vigtigt ikke bare for klimaet, men for hele hovedstadens økonomi

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Det er dybt problematisk, at værker som ARC i dag kører læssevis af syditaliensk skrald op til Danmark for at brænde af, fordi vores egen kapacitet er for høj. Godt nok kan man argumentere for, at vi er mere miljøvenlige end de syditalienske, men det forrykker deres egne incitamenter til at genbruge mere.

Det ville være langt bedre, hvis vi alene brændte det danske skrald af og helst så lidt som muligt. Men en reform skal skrues korrekt sammen, og staten må tage ansvar for det som reelt er en dødsliste over skraldeværker med store økonomiske konsekvenser.

Jeg er derfor glad for, at folktingsmedlem Mona Juul (K) og Det Konservative Folkeparti har meddelt, at vi ikke kommer til at stemme for reformen i dens nuværende format. Den er for sort, og den bliver for dyr for landets kommuner.

Nu er spørgsmålet så, om mine kollegaer i Socialdemokratiet, Venstre, SF og Moderaterne formår at overbevise deres respektive partier om det samme – ellers får de et forklaringsproblem, når gamle, sorte værker står tilbage, mens vi skal ud i den største sparerunde i mands minde, hvis ARC lukker.

Skraldepolitik er muligvis ikke sexet, men det er fandens vigtigt ikke bare for klimaet, men for hele hovedstadens økonomi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Storgaard

Kommunalbestyrelsesmedlem (K), Frederiksberg Kommune, folketingskandidat
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

0:000:00